Tool på Copenhell: Overvældende instrumentale kompetencer

Tool på Copenhell: Overvældende instrumentale kompetencer
Tool, arkivfoto.
Foto: Tim Cadiente
4 6
Tool

Koncert, Copenhell

Tool er mere end blot vokalist Maynard James Keenan. Det kan virke fjollet at pointere – fans ville næppe have ventet længselsfuldt efter et nyt Tool-album i et årti, hvis alt Keenan rørte kunne tilfredsstille de hungrende masser. Alligevel ville det gennemsnitlige metalhoved, der ikke er en inkarneret del af Tool-fandommen, næppe være i stand til at opremse de øvrige medlemmer.

På Copenhell var bandet vist også selv interesserede i at meddele, at Tool var mere end Maynard. Atypisk for en forsanger – især for en metalforsanger – befandt han sig allerbagest på scenen ved siden af trommeslager Danny Carey. Han bevægede sig aldrig særlig langt væk fra den plads, han talte aldrig med publikum, og selv om der var godt gang i lyset, faldt spotlightet aldrig på Keenan. Derimod skinnede det jævnligt på gruppens tre andre medlemmer, og lyset afspejlede faktisk ganske fint de musikalske oplevelser.

For Keenan var vitterligt aftenens mindst interessante musiker. Han sang skam godt – hans vokal var en kende lav, hvor jeg stod, men jeg hører fra andre, at den lød fint andetsteds. Men hans vokalpræstation var aldrig spektakulær, og han havde svært ved at komme ud over scenekanten – ikke mindst fordi han befandt sig tættere på scenens bagkant.

I front stod guitarist Adam Jones og bassist Justin Chancellor. De var begge en fornøjelse at overvære. De var heller ikke de store showmen – det var ingen i bandet egentlig – men deres musikalitet var uovertruffen. Når først numre som ‘Parabola’ eller ‘The Pot’ blev fyret af, var der ikke en finger at sætte på, hvordan de spillede. Under de bedste momenter blev det dybt gribende, og deres samspil med den ligeledes fænomenalt dygtige trommeslager Danny Carey resulterede i nogle af de øjeblikke, jeg nok vil tænke mest tilbage på, når denne festivalsommer er ovre.

Der var ikke nogen ligegyldige gimmicks, der distraherede fra de spektakulære instrumentalister. De holdt sig stort set kun til deres givne instrumenter, hvor de da også var overjordiske at iagttage. En enkelt gang brugte Carey en synthesizer, og andetsteds brugte Jones en vocoder, men der blev aldrig gjort et stort nummer ud af det.

Scenen føltes dog lidt tom. Musikerne stod langt fra hinanden, og der var ikke andet på scenegulvet end dem og deres instrumenter. Der var også et flot lysshow og en stor stjerne i sceneloftet, men det fyldte ikke pladsen særlig godt ud. De måtte gerne have stået tættere på hinanden, og når de en sjælden gang flyttede sig, kunne man da også lettere mærke samspillet. Hvis Keenan også fik noget spotlight til tider (og måske vovede at bevæge sig tættere på publikum), havde det visuelle udtryk også været mere helstøbt.

En sluttelig anke ville være, at der var ret lange pauser mellem numrene, der, for lige at gentage mig selv, var fremragende opført. Men pauserne satte en bremse for skønheden, og den i forvejen stramt strukturerede koncert føltes mindre dynamisk. Jeg ville virkelig gerne have givet denne koncert en femte stjerne, for højdepunkter som ‘Descending’ og ‘Invincible” var nærmest magiske. Men grundet de dynamiske og visuelle hæmsko må Tools ellers stærke Copenhell-koncert nøjes med de fire.


Kort sagt:
Tools Copenhell-koncert havde instrumentalisternes overlegne musikalitet i fokus – og i det regi excellerede de. Men hvis forsanger Maynard James Keenan havde været mere til stede, og der ikke var så lange pauser mellem numrene, ville det nok have været endnu bedre.

Rettelse: I en tidligere version af anmeldelsen stod der, at Tool spillede ‘Intolerance’ – det er rettet til ‘Invincible’.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold