ASAP Rocky anholdt i Sverige – aflyser festivaloptræden i Norge

ASAP Rocky anholdt i Sverige – aflyser festivaloptræden i Norge
ASAP Rocky på Tinderbox. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

ASAP Rocky er tirsdag nat blevet anholdt i Sverige. Det sker efter en episode i søndags, hvor rapperen angiveligt var involveret i et slagsmål på gaden i Stockholm, hvilket der florerer en video af på internettet.

Rocky spillede tirsdag aften koncert på festivalen Smash i Stockholm, men blev efterfølgende, kl. 01.00, anholdt af svensk politi – det skriver Aftonbladet.

Ifølge Aftonbladet er rapperen nu anholdt, mistænkt for grov vold i forbindelse med gadeslagsmålet. I alt er fire personer blevet anholdt i forbindelse med episoden.

Selv afviser ASAP Rocky ifølge Aftonbladet at have foretaget en forbrydelse, og han skulle efter udsagn have handlet i selvforsvar.

Rocky sidder nu i forvaring, og der skulle komme mere vished om sagens natur inden lørdag.

»Senest på lørdag kl. 12.00 kommer jeg til at beslutte, om de skal tilbageholdes, og vi får se, om jeg behøver helt til lørdag for at komme frem til det«, udtaler anklager Fredrik Karlsson til Aftonbladet.

Karlsson udtaler, at han betragter bevisbyrden som »god« i det der findes videooptagelser af episoden.

ASAP Rocky skulle onsdag aften have optrådt på den norske festival Kadetten (som Cardi B spillede på tirsdag), men den koncert er nu blevet aflyst ifølge Aftonbladet. Rapperen har også koncerter planlagt torsdag, fredag og søndag andre steder i Europa.

ASAP Rocky har selv delt to videoer på sin Instagram, hvor han fortæller sin side af historien.

Læs også: ASAP Rocky deler videoer fra tiden op til Stockholm-slagsmål: »Give me a break«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af