Gilli rykker videre med stil på debutalbummet ’Kiko’

Gilli rykker videre med stil på debutalbummet ’Kiko’
Gilli.
Gilli rykker videre med stil på debutalbummet ’Kiko’ - Kiko
5 6
Gilli
'Kiko'

Album, MXIII/disco:wax

Få danske kunstnere kommer til at opnå Gillis succes. Samtidig har rapperen altid været en modvillig stjerne, der har ladet musikken tale – hvilket den har gjort. Med en næsten uendelig stribe af hits har han holdt sig på toppen af dansk rap og den revolution, der med ham selv som nøgleperson er skyllet ind over genren.

Derfor er det imponerende, at Gilli først nu – næsten ti år efter, han dukkede op på ‘Fissehul’ – endelig udgiver sit debutalbum. Omvendt har han i løbet af årene lavet en længere række ret forskellige sange, der hver især har sat et enormt aftryk, og det har måske netop derfor været uklart, hvad et fuldlængdealbum skulle.

’Kiko’ er nok anderledes, end hvad man kunne forvente. Gilli udtalte op til udgivelsen, at der ikke er én sang på albummet, der lyder som den banebrydende ‘C’est La Vie’. Det er næsten sandt, for der er selvfølgelig numre i den stil, men det gør ikke noget, og ’Langt væk’ viser, at Gilli stadig er afrobeat-mesteren.

Men ‘Kiko’ er et alsidigt, forskelligartet album, der bliver bundet sammen af Gilli, der som altid er en stærk tilstedeværelse. Han virker som den bedste version af sig selv – hvad enten det er på den latintrappede ‘Culo’, den melankolske ‘Ingenting at sige’ eller den tunge ‘Skejs’,

Hans stemme indkapsler tunge følelser og kvarterets beton, samtidig med at han væver ørehængende melodier og flows sammen. Gilli har aldrig været glad for rappertitlen, og selv om det virker som en semantisk diskussion, har han en pointe, for det er bestemt ikke ’bare’ rap. I stedet mestrer Gilli den moderne sammensmeltning af rap og sang, der ender med at være noget lidt udefinerbart et sted mellem de to.

Det er også grunden til, at Gilli er både popstjerne og gaderapper: Han fyrer både hurtige stavelser af og skaber stærke melodier, hvor han trækker enkelte ord ud over hele linjer (’dag’ der bliver til ’dag-ay’ eller ’skejs’ til ’skej-ej-ej-ej-ejs).

Men selv om sangene er catchy, til tider næsten poppede, har musikken altid været til kvarteret og ’dem derude’ – ikke til radioen, men til gaden. Sådan er det også på størstedelen af ‘Kiko’, der portrætterer det hårde liv, håbløsheden og rodløsheden.

På åbneren, den brutale ‘Løgn’, rapper Gilli om »La Varrio, det’ mit barnhjem«. Så er der ’Yde for at nyde’, der reflekterer over arbejdet og kampen for at komme op og rummer nogle af albummets bedste linjer: »Ingenting er gratis i verden, man skal yde for at nyde / designer drypper ud af skabet, lad den flyde, lad den flyde«. Det lidt folkeskoleagtige ordsprog i titlen kunne i nogle hænder fremstå fladpandet (ligesom ‘Selv’, hvor han sammenligner sig med »Flemming Leth, jeg gør det selv«), men Gilli fremfører det fuldstændig overbevisende.

Romantikken og damerne får også et par sange; førstesinglen ‘Vai Amor’, den latinklingende ‘Corazon’, og så ‘Lyca’, hvor Gilli og Kesi flabet rapper om damerne på taletidskorttelefonen, der ville gå rent ind på strandbaren

Brødrene og dag-et’erne kommer dog altid først. »Principperne, de ændrer sig ikke«, siger Benny Jamz på ‘Principperne’. Det gælder også musikken, for selv om Gilli har været igennem en del (og måske snart flytter til Spanien), glemmer han aldrig, hvor han kommer fra – hverken som menneske eller kunstner. ‘Kiko’ er kaldenavn for Kian (Gillis rigtige navn), og selv om Kian er en sky person, har Gilli altid sunget om sit liv og sine oplevelser og udleveret sig selv i musikken. I ’Uden filter’-interviewet, hvor han fortalte om albummet op til udgivelsen, virker han tilbageholdende, indtil han til sidst skal synge, hvilket han gør med en indlevelse, der er i skarp kontrast til interviewets afdæmpede attitude.

Dag-et’erne fylder også på gæstelisten – Benny Jamz, Branco og Kesi er med på flere numre, og Gilli får det bedste frem i dem. ‘100’, hvor de fire hurtigt udveksler linjer, er ekstremt vellykket. Alligevel er Gillis vers altid mindst lige så gode som gæsternes, for han matcher både Benny Jamz’ rå klang, Kesis legesyghed og Brancos aggressivitet.

Som album er ‘Kiko’, der udelukkende er produceret af Nicki Pooyandeh og Hennedub, velproduceret og hårdtslående, både i de poppede produktioner og i de mere tunge, trappede af slagsen. Men Gilli er stjernen, og han har hele vejen igennem den skarphed, han altid har haft. Musikken stikker i mange retninger, bliver til tider næsten retningsløs, men Gilli løfter det hele, og selv når han lyder ’som han plejer’, er bundniveauet højt.

Albummet er ikke den afrobeat-kavalkade, man kunne have troet, men han har altså også udgivet singler nok til, at man kan samle sit eget Gilli afrobeat-album: »Gav dem ‘C’est La Vie’-bølgen, hele branchen går og surfer nu / men vi laver gearskift, nyt niveau«, siger han på ‘All in’ (der ikke er på albummet). Mens meget af branchen dvæler i synkoperede trommerytmer og guitarmelodier, er Gilli allerede lidt på vej videre fra sin egen revolution. Han nægter at stå stille.

Det er noget tid siden, Gilli blev Danmarks mest succesfulde rapper. Og på en måde har han ikke haft mere, han skulle bevise. Derfor er det forfriskende, at han på ’Kiko’ holder niveauet højt og ikke mindst bliver ved med at skubbe – fremad og opad.


Kort sagt:
Gilli rykker stille og roligt videre fra den lyd, der har defineret ham og dansk rap de seneste år. Debutalbummet ’Kiko’ sigter mod nye udtryk, men med en Gilli, der rapper og synger med samme skarphed, som man kender ham for.

Læs interview: Gilli, den modvillige rapstjerne

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold