Jorja Smith gav en rigtig god soulkoncert på Roskilde Festival – men med en malplaceret afslutning

Jorja Smith gav en rigtig god soulkoncert på Roskilde Festival – men med en malplaceret afslutning
Jorja Smith på Roskilde Festival.
Foto: Sebastian Apel/Soundvenue
Jorja Smith gav en rigtig god soulkoncert på Roskilde Festival – men med en malplaceret afslutning
4 6
Jorja Smith

Koncert, Roskilde Festival, Arena

Selv om Jorja Smith er en ung r’n’b-komet, er hun en souldiva af den gamle skole. Det skal handle om musikken og om sangen, hvilket også skinnede igennem, da hun gav koncert for det lørdagstrætte Arena-publikum. På scenen havde hun selskab af et fire personer stort band, og kun sjældent hørtes krydderi fra backingtrack. Næsten alt var live, og for det meste var det skarpt.

Med sin Erykah Badu-klingende vokal styrede Smith gennem en flot række af sine tungt vuggende r’n’b-sange – især ‘Teenage Fantasy’ og ‘Blue Lights’ lød blændende og var lige hvad det festtrætte publikum havde brug.

Bandet spillede godt og frit som en blanding af et sammenspillet balleband og en velkoordineret jamsession. Det fungerede for det meste ganske fint, hvilket jo var heldigt med det tunge fokus på livelyden. De var tydeligvis dygtige musikere, som svingede sammen, men indimellem havde de valgt nogle arrangementer, der føltes så minimalistiske, at lydbilledet blev en smule tomt. Første gang, Smith sang et vers uden akkorder på ‘Teenage Fantasy’, var det et interessant krydderi, men flere gange manglede man simpelthen noget fylde – især på det ellers flotte omkvæd af ‘Wandering Romance’.

Efter cirka 45 minutter skete der dog noget malplaceret. Smith syntes pludselig, at nu skulle vi feste, hvorefter hun spillede et medley af britisk dance-musik og så sit eget Drake-samarbejde ‘Get It Together’, inden hun sluttede med det 2-steppede og tempofyldte Preditah-samarbejde ‘On My Mind’. Det var et løjerligt gearskifte, som splittede koncerten i to. Det fungerede ikke helt musikalsk, og det efterlod én med et helt misvisende billede af, hvordan Jorja Smith rent faktisk lyder.

Publikum blev hængende, efter sangeren havde forladt scenen, sultne efter en lille ekstra bid af den ‘rigtige’ Jorja Smith – men hun havde allerede smidt alle sine esser og kom ikke tilbage. Sådan fik en ellers rigtig god soulkoncert en misvisende afslutning.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold