Kogekunst spillede skævt med vilje på Roskilde Festival

Det var noget for sig, da Kogekunst indtog Rising mandag eftermiddag. Duoen lagde ud med en lille melodi, der mest af alt lød som om, man havde stukket mikrofonen op til to halvfulde AGF-fans til udekamp – et udtryk, som er en væsentlig del af deres lydbillede. Simon Mariegaard med en råbende, næsten altid falsk sangstemme, og Oskar Krusell med en form for hæs Elvis-efterligning. Men på mærkværdig vis fungerer det altså overraskende godt.

De to aalborgensere, der var de eneste på scenen, skiftede mellem trommer, guitar og skarpe synthesizere, og de sang begge to på næsten alle sange. Som underlægning til de meget særlige vokaler spillede Kogekunst nogle overbevisende gode grooves, som også demonstrerede, at når det lød skævt, så var det altså med vilje. Simon Mariegaard lagde fundamentet med tunge, simple trommer, som blev suppleret af Oskar Krusells (når det var meningen) skarpe synthbaslinjer.

Makkerparret holdt et stort energiniveau gennem det meste af koncerten, og især under guitarsoloen til ‘Saltvand pt. 1’ var det tydeligt, at de kunne lide at være der. Midt i soloen rendte Krusell ud til første række, men i stedet for selv at tage turen ud til publikum, sendte han guitaren ud og løb tilbage op på scenen og skreg »KOGEKUNST« alt, hvad han kunne – til crowdens vilde begejstring (og undren – for guitaren dukkede ikke op igen).

Det hele føltes lidt som et eksperiment i at balancere det skæve med det skarpe, til tider med lidt for stor vægt på førstnævnte.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival