22 sange – hvorfor? Snoop Doggs nye album er alt, alt for langt
Snoop Dogg har i løbet af sin lange karriere set g-funk-hiphop opstå, peake og fade ud igen, men veteranen har altid formået at holde sig synlig i mainstreamen – selv i 2019, hvor mange af kollegerne fra 90’erne ikke ligefrem er på manges læber længere.
Sidste år kunne han krydse den ultimative kendisbedrift af, da han modtog en stjerne på Hollywoods Walk of Fame og hyldede sig selv i længder i en takketale, der har givet inspiration til albummet her.
Man kan argumentere for, at Snoops vedvarende relevans delvist er opnået ved at gå planken ud i poplandskabet på sange som Katy Perrys ‘California Gurls’ og Psys ‘Hangover’. Men kigger man på de mange soloalbum, han stille og roligt har udgivet i mellemtiden, danner der sig dog et anderledes billede af en kunstner, der egentlig laver lige præcis det, han har lyst til.
Således har Snoop Dogg det seneste årti haft hænderne i alt fra poppet reggae på ‘Reincarnated’, smooth disco-funk på ‘Bush’, gospel på sidste års ‘Bible of Love’ og helt regulær gangstarap på de to album ‘Coolaid’ og ‘Neva Left’.
På ‘I Wanna Thank Me’ er der igen tale om gangstarapperen Snoop, og det er jo som udgangspunkt også i den rolle, vi helst vil se ham.
Allerbedst er momenterne, hvor han holder sig i sikkert west coast-territorium. Som på ‘Countdown’, der domineres af en g-funk-inspireret synthmelodi, og på ’One Blood, One Cuzz’, hvor der prædikes enhed og fred mellem banderne i Los Angeles i kølvandet på Nipsey Hussles død. På ‘Let Bygones Be Bygones’ slutter Snoop endegyldigt fred med Suge Knight efter mange års beef, der trækker spor tilbage til Death Row-æraen.
Den Rick Rock-producerede ‘Main Phone’ er et old school hyphy-nummer, og det er et af de tungeste og bedste tracks på albummet. Jeg kunne sagtens se Bay Area-koryfæet E-40 excellere på det her beat, men på trods af, at han tidligere har samarbejdet med Snoop, er han altså ikke at finde på albummet her.
Til gengæld er der gensyn med afdøde Nate Dogg på ‘Wintertime in June’. Det var vellykket, da Anderson .Paak tidligere i år brugte ham på sit album ‘Ventura’, men legenden får en langt mindre værdig behandling her. Snoop Dogg vælger nemlig at synge duet med sin gamle ven.
Bagtanken er sikkert smuk, men Snoops sangstemme, der druknes i effekter, er påfaldende dårlig, når den sættes op mod en sanger af Nate Doggs kaliber. YG’s inklusion på den DJ Mustard-producerede ‘Blue Face Hunnids’ lægger i en anden grøft op til et mindeværdigt møde mellem vestkystens gamle garde og den nye generation, men muligheden føles lidt spildt, da den unge arvtager ikke engang har et vers på sangen.
Albummets største akilleshæl er den enorme, udvandede trackliste. 22 numre får vi, og ikke overraskende er det langt fra alle, der overhovedet er værd at lytte til. Det er et problem, der har kendetegnet adskillige af Snoop Doggs nu 17 studiealbum – og en hovedpine, som efterhånden går igen på månedlig basis, når det gælder hiphopalbum.
Jeg ville ikke i et øjeblik savne salsa-trap-nummeret ‘Do It When I’m In It’ eller den klubbede ‘Little Square UbitchU’, hvis de blev strøget fra tracklisten. Eller ‘Turn Me On’ med Chris Brown, der føles som et tonedøvt forsøg på at lave noget, de unge gider danse til, men som slet ikke er tidssvarende. Fælles for albummets dårligste sange er, at de stilmæssigt stikker i alle mulige andre retninger end den west coast-lyd, der bare klæder Snoop Dogg bedst.
Den håndfuld gode tracks, der er at finde på ‘I Wanna Thank Me’, ender derfor ærgerligt nok med at være lejlighedsvise lysglimt på et meget langt album, der en stor del af tiden veksler mellem forglemmeligt og dårligt.
Kort sagt:
Snoop Dogg leverer lejlighedsvis solid west coast-hiphop, men over de 22 numre er albummet for langt, ufokuseret og udvandet.