ASAP Rocky har vidnet i retten i Sverige: »Det var en meget paranoid situation«

ASAP Rocky har vidnet i retten i Sverige: »Det var en meget paranoid situation«
ASAP Rocky. (Foto: Jamie McCarthy/Getty Images)

Tirsdag begyndte retssagen mod ASAP Rocky og to andre tiltalte vedrørende et efterhånden meget medieomtalt slagsmål i Stockholm, og efter at have tilbragt 27 dage i fængsel var det i dag rapperens tur til at vidne.

Blandt andet svenske Aftonbladet har rapporteret live fra retssalen, hvor den først stod på spørgsmål til den 19-årige sagsøger. Ifølge den 19-årige mand blev han overfaldet af ASAP Rocky og rapperens følge og i processen tildelt omkring 60 slag og spark af Rocky og de to andre tiltalte. En stor del af dagens spørgsmål – også til ASAP Rocky – har omhandlet en flaske, som ifølge sagsøgeren og dennes advokat blev brugt i overfaldet. Ifølge den 19-årige mand kunne han dog ikke se, hvem der brugte flasken, da han dækkede sit hoved under episoden for at beskytte sig selv.

Omkring kl. 14.00 var det ASAP Rockys tur til at være i vidneskranken, hvor han sad til lidt efter 16.00.

Rapperen blev bedt om at udlægge sin version af episoden, og ifølge Aftonbladet fortalte Rocky, at hans sikkerhedsvagt kom i klammeri med den 19-årige foran burgerrestauranten Max, og at sagsøgeren slog sikkerhedsvagten med et sæt høretelefoner. Rocky troede, at den 19-årige og dennes ven var påvirkede af stoffer, siger han i retten.

»På det her tidspunkt indså jeg, at han ikke forsøgte at diskutere rationelt med os«, fortæller Rocky om den efterfølgende diskussion om de ødelagte høretelefoner: »Så vi forsøgte bare at gå væk«.

ASAP Rocky fortæller ifølge Aftonbladet, hvordan han og hans følge var bange i situationen: »Jeg vidste ikke, hvad vi skulle forvente i den her situation. Jeg er ikke herfra, så det var en meget paranoid situation«.

Med hensyn til spørgsmålet om flasken indrømmer Rocky at have samlet flasker op fra gaden, men det var ifølge ham selv udelukkende for, at den 19-årige og hans ven ikke skulle komme i besiddelse af dem. Han stillede dem ifølge eget udsagn fra sig inden selve slagsmålet.

Ifølge ASAP Rocky engagerede han sig selv i slagsmålet, efter de to unge mænd igen angreb hans sikkerhedsvagt. Han indrømmer her at have kastet med den 19-årige, at have slået ham og at have sparket til hans arm. Selve retssagen går altså på, om disse handlinger skal betegnes som vold eller selvforsvar.

Retssagen mod ASAP Rocky og de to andre tiltalte kører videre i morgen fredag. Der har i løbet af i dag været snak i retten om, hvorvidt de ville kunne nå det hele indenfor tidsrammen. Forløbet fredag vil vise, om sagen skal udvides til også at køre mandag.

Læs også: Donald Trump sender præsidentiel udsending med ansvar for gidselsager til ASAP Rockys retssag i Sverige

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af