Bon Iver kigger indad på efterårsalbummet ‘i,i’

Bon Iver kigger indad på efterårsalbummet ‘i,i’
Bon Iver.
Bon Iver kigger indad på efterårsalbummet ‘i,i’ - i,i
4 6
Bon Iver
'i,i'

Album, Jagjaguwar/Playground

Med sangtitler som ’29 #Strafford APTS’, ‘re:stacks’ og ‘8 (circle)’ kan Bon Ivers kunstneriske intentioner til tider virke meget kryptiske og abstrakte. Albumtitlen ‘i,i’ lægger dog øjeblikkeligt op til nogle tolkninger. ‘I’ betyder som bekendt ‘jeg’ på engelsk og udtales på samme måde som det engelske ord for øje – og i titlen er der da netop to i’er/øjne.

Når jeg lytter til ‘i,i’, lader mange af sangene da også til at være personlige og handle meget om Justin Vernons eget udsyn på verden – herunder hans syn på sig selv. Sange som ‘iMi’ og ‘Hey Ma’ reflekterer over identitet og ophav, mens Vernon nærmer sig en spirituel vinkel til sin eksistens på ‘Naeem’ og ‘U (Man Like)’ – ikke mindst understøttet af kraftige gospelindflydelser.

Sonisk er der som sædvanligt masser at tage fat på. Nærmest obligatorisk er der de helt sårbare, minimalistiske, fortrinsvis elektroniske tracks, denne gang i form af ‘Jelmore’ og ‘Holyfields’, der begge er blandt albummets mere nervepirrende stunder. Det let glitchende crescendo på ‘Faith’ er ligeledes overvældende, og på ‘Sh’Diah’ etableres en knasende drømmeverden, der ender med at blive ret så fortryllende. Hele albummet er naturligvis også spækket til med bandets idiosynkratiske vokalharmonier, og man kan hele vejen igennem høre, at der er kælet for detaljerne.

Det væsentligste er dog, hvilket formål disse detaljer tjener. Hvilket billede maler de sammen? Svaret er, at de udgør Bon Ivers hidtil mest spraglede album. Gruppens nu fire album er skrevet til at repræsentere hver sin årstid, og ‘i,i’ er seriens efterårsalbum – og dog lander det lidt inden efteråret. Tracklisten byder således stemningsmæssigt på både grønne, brunlige og helt visne blade.

Denne maleriske bøgeskov er rig på interessante oplevelser, men knap så rig på sammenhæng. Det er svært at få koblet den ypperlige eufori fra ‘Salem’ sammen med den næsten Nick Drake-agtige melankoli på ‘Marion’ – og de to sange, smukke som de nu hver især er, er altså placeret i direkte forlængelse af hinanden.

Det er ikke kun stemningsmæssigt, at ‘i,i’ favner vidt. Genremæssigt er det også Bon Ivers hidtil mest mangfoldige udgivelse. Der er både de elektroniske træk fra ’22, a Million’, de karismatiske indie-penselstrøg fra ‘Bon Iver, Bon Iver’ og den helt klassiske folksangskrivning fra ‘For Emma, Forever Ago’ – endda tilsat nogle helt nye gospelindflydelser. Det er sjældent kedeligt, men det er ikke helt elegant nok eksekveret til, at det ikke medfører, at albummet i momenter føles lidt identitetsløst – ironisk når nu netop identitet lader til at være noget, Vernon reflekterer over i lyrikken.

Til trods for de mange soniske og stemningsmæssige piskesmæld i løbet af albummet, er det præget af en konsekvent vellyd. Mens det måske til tider kan virke en kende kalkuleret – blandt andet under det lettere corny gæsteshow på ‘U (Man Like)’ – er det langt oftere en skøn oplevelse at høre Vernons velgennemtænkte lydtapeter udfolde sig.

Det ville være en skam at kalde ‘i,i’ for Bon Ivers bedste eller mest medrivende album. Men det er stadig en frodig og spændende oplevelse, og på tværs af tracklisten indfries gruppens højtragende ambitioner ofte.


Kort sagt:
Justin Vernon kigger indad på det efterårstematiserede ‘i,i’, hvis stil- og stemningsmæssige palette er ligeså farverig som en skov tidligt på efteråret. Det gør, at albummet savner lidt identitet, men til gengæld byder det på 40 minutters detaljeret vellyd, som det er skønt at svøbe sig ind i.

Læs også: Her er 26 udenlandske album, vi glæder os helt vildt meget til i anden halvdel af 2019

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold