Internettet griner af Chance the Rapper – hvor gik det hele galt?

Internettet griner af Chance the Rapper – hvor gik det hele galt?
Chance the Rapper i 2019.
Foto: Rich Fury/Getty Images for Coachella
I årevis har Chance the Rapper været elsket for sin positivitet og optimisme. Nu har de samme karaktertræk gjort ham til målskive for hånlige memes og hård kritik. Hvad er der gået galt? Og hvorfor sker det lige nu?
Internettet griner af Chance the Rapper – hvor gik det hele galt?
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

Internettet kan være et nådesløst sted for en rapper. Især når der er memes. Det er aldrig godt for en rapper, når der er memes.

Bare spørg Meek Mill, som nådesløst blev gjort til grin af en storm af memes, efter Drake havde disset ham. Eller spørg Drake selv, som måtte smage samme medicin i kølvandet på sin beef med Pusha-T. Twitter kan skade en rapper meget mere end selv det værste diss. Hvis et billede siger mere end tusind ord, siger et meme mere end tusind punchlines.

Nu har det så ramt Chance. Da hans stort anlagte album ’The Big Day’ udkom, gik der ikke længe, før der blev gjort tykt nar af den overdrevne positivitet, den naive glæde ved livet og – især – de mange (mange!) referencer til rapperens kone, der får mange (rigtig mange!) kærlighedserklæringer.

En række memes omkring »I love my wife!« blev søsat, hvoraf det mest populære var en underligt catchy parodisang med følgende linjer, der både gør nar af Chances ad-libs, konereferencer og naivistiske rapstil: »Ooh I love my wife, I love my wife, igh! / let’s go ride a bike! With my wife, igh!«. Chance prøvede at vise selvironi ved at poste på Instagram, at alle skulle skrive »I love my wife« i kommentarsporet, hvilket dog blev heftigt skudt ned med citater fra jokesangen.

De mange memes ville måske ikke være så slemme, hvis ikke også modtagelsen af albummet havde været lunken fra både fans og anmeldere. Der hersker bred enighed om, at ’The Big Day’ er en skuffelse.

Men det er nu alligevel exceptionelt, hvordan stemningen pludselig har vendt sig så radikalt fra nærmest universel beundring til affærdigende hån.

Håbets stemme

I starten af årtiet var Chance the Rapper ikke bare et frisk pust i Chicago. Han var en ensom solstråle i et stormvejr af vold, kriminalitet og den dystre drill-musik, der soundtrackede det hele. For mens Chief Keef, Lill Durk og byens andre rappere lavede musik, der lød som en logisk konsekvens af byens eksploderende mordrate, viste Chance os, at der var håb.

Gennembruds-mixtapet ’Acid Rap’ fra 2013 navigerede gennem den voldsramte hjemby og benægtede ikke de mange dødsfald, der blandt andet tematiseredes på ’Paranoia’. Men grundtonen var håbefuld – det her var på en måde Kanye Wests Chicago, der blev vakt til live igen. Et Chicago, hvor man stadig kunne klare det hele, hvis man troede på Gud, kærlighed og musikken. Halleluja, for Chance, og halleluja for håbet!

Siden blev Chicago-rapperen en nærmest universelt elsket stjerne. Hans ’Coloring Book’ fra 2016 fortsatte den positive stime, han var charmerende vært på ‘Saturday Night Live’, gæstede DJ Khaleds megahit ’I’m the One’ og samarbejdede med idolet Kanye West på den fantastiske ’Ultralight Beam’.

Da selvsamme Kanye så begyndte at smadre sit image ved at associere sig med Donald Trump, virkede Chance the Rapper som en form for viderefører af Kanyes oprindelige persona: Den positive, eftertænksomme, kristne rapper, der elsker soul-samples og personlig historiefortælling.

Påklistrede smil og rosenrøde facader

Så hvordan kunne Chance the Rapper gå fra det lovende udgangspunkt til den svære situation, han befinder sig i nu? Hvor kommer hånen og hadet fra?

Det er selvfølgelig svært at sige præcis, hvad der driver internettets nykker, men én ting er ret klar: ‘The Big Day’ er unægteligt en drøj omgang at komme igennem. Albummet er 77 minutter langt, fyldt af uigennemtænkte punchlines og malplacerede gæster. Chance tordner mod utroskab, priser ægteskabet og hylder Gud.

Det hele er skønmalet og forudsigeligt, som om albummet nægter at anerkende noget ved siden af – eller bag – den perfekte facade. Det er overfladisk. Og det er frelst på en måde, vi egentlig ikke kender fra Chicago-rapperen.

Værst lyder det på ’Eternal’, der opremser alle årsagerne til ikke at være utro, og på ’We Go High’, der med udgangspunkt i et berømt Michelle Obama-citat er tæt på at iscenesætte Chance og hustruen på et højere moralsk niveau end andre (ugifte) mennesker.

Der er noget mareridtsagtigt over den her hæmningsløse og øredøvende positivitet. Som om det nærmest bliver creepy, når vi altid skal smile, synge, danse og lave jazz hands uafbrudt – for der er ikke plads til eftertænksomhed, sorg eller bare stilhed i den her nådesløse, hjernedøde glædesdans.

Det er som at se en musicalsekvens eller filmmontage om et bryllup, der er skabt til at vare et minut eller to, men som aldrig slutter. Uanset hvor man kigger i det her univers, er der et påklistret smil og en rosenrød facade.

Chance the Rapper er, med andre ord, blevet en karikatur af sin egen overpositive karakter. Han har gemt nuancerne væk, droppet de dystre eller syrede sider af sin persona og givet os et todimensionelt billede af kærligheden, ægteskabet, troen og optimismen.

Musikken selv er altså en god grund til, at internettet har vendt sig mod den tidligere darling. Men der er også noget andet på spil, der har mere at gøre med tidsånden end med albummets kvalitet.

En Obama-rapper i en Trump-tid

Det er næppe tilfældigt, at Chance the Rapper citerer Michelle Obama og i høj grad orienterer sig mod den tidlige Kanye. For han er på mange måder barn af en håbefuld tid. Tiden hvor Chicagos hiphopscene var domineret af socialt bevidste rappere som Common og Kanye, og hvor Obama blev præsident med et budskab om håb og optimisme. Chance the Rapper var »yes we can« i hiphopform.

Dén tid er – kan man vist roligt sige – forbi.

USA er præget af raceuroligheder, masseskyderier, opioidkrisen og en præsident, der ikke kunne være mere anderledes end Obama. Landet er splittet og uroligt, og grundfølelsen er pessimistisk. ’The Big Day’ udkom eksempelvis en uge før to masseskyderier rystede USA i sin grundvold og startede nye diskussioner og demonstrationer om våbenloven.

I sådan en tid kan det være lidt af en udfordring at bruge 77 minutter over 22 sange sammen med en Chance, der konstant svælger i, hvor meget han elsker sin kone, og hvor velsignede vi alle er. ‘The Big Day’ kan føles lidt som bandet på Titanic, der spiller videre, som om intet er hændt, alt imens skibet synker ned i dybet.

Måske er det også derfor, alle de memes er kommet: Fordi det her nådesløst optimistiske og stedvis nærmest lalleglade album lander i en tid, hvor det er meget svært at dele Chances entusiasme. Den rosenrøde verden, Chance maler, fremstår latterlig, når virkeligheden har en helt anden farve.

Læs anmeldelse: Chance the Rappers ‘The Big Day’ er for meget af det gode

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold