Lingua Ignotas ’Caligula’ er en af årets mest hårrejsende musikalske oplevelser

Lingua Ignotas ’Caligula’ er en af årets mest hårrejsende musikalske oplevelser
Lingua Ignota.
Lingua Ignotas ’Caligula’ er en af årets mest hårrejsende musikalske oplevelser - Caligula
5 6
Lingua Ignota
'Caligula'

Album, Profound Lore

Kristen Hayter er en klassisk trænet multiinstrumentalist, og under navnet Lingua Ignota har hun de seneste par år skabt noget af den mest hjemsøgende musik, man kan støde på. Hendes dark noise og neoklassiske darkwave er ikke alene gruopvækkende fordi hun er en virtuos komponist, der har styr på alle virkemidlerne – men også fordi hun tør føre sin lytter helt tæt på de mest makabre, traumatiserende oplevelser, hun selv har været udsat for.

‘Caligula’ vinder på Hayters evne til at drage lytteren ind i sine egne erfaringer med misbrug og systematisk vold i hjemmet. På albummets mest polerede øjeblikke lyder hun som en blid engel, hvilket gør det desto mere sønderknusende, når numre som ‘Days of Tears and Mourning’ og ‘Do You Doubt Me Traitor’ udvikler sig til gigantiske angstskrig, hvor hun arrigt råber vendinger som »I don’t sleep, I don’t eat, I let it consume me« og »How do I break you before you break me?« – eller bare skriger, uden at der følger nogen lyrik med.

Albummet er rigt på nuancer – især i de mere stilfærdige, melodiske passager føles hver eneste tone gennemtænkt. Disse nuancer gør det værd at vende tilbage. Men man behøver slet ikke at dykke ned i disse, før albummet er gribende. De umiddelbare kontraster er så kraftige, at det er en intens oplevelse, selv hvis man kun lytter overfladisk. Jeg var slet ikke bevidst om, hvad jeg havde sat på, da jeg første gang hørte førstesinglen ‘Butcher of the World’, men jeg skulle ikke langt ind i sangen, før jeg vidste, at jeg skulle tjekke ‘Caligula’ ud.

Albummet portrætterer en sjæl, der bliver tortureret af sine omgivelser. Og som fine klavermelodier bliver omringet af støj, kan man næsten fysisk mærke det pres og den pinsel, Hayter synger om. Tit varer et stykke lige et par takter mere, end det egentlig er komfortabelt, og selv efter gentagne gennemlytninger er denne frustrerende magi til stede for mig.

Som med praktisk taget enhver vellykket tragedie, slutter ‘Caligula’ ulykkeligt. Fortælleren, der er blevet misbrugt fysisk og emotionelt i løbet af hele albummet, ender med at konkludere, at hun selv er monsteret på ‘I am the Beast’. Efter at have sagt de poetiske ord »All I know is violence« konkluderes med en stor, metallisk støjmur, der nærmest går over i noget doom metal, alt imens hun forvrænget skriger »Praise me«, indtil albummet slutter brat.

Normalt er jeg ikke særlig begejstret for bratte albumslutninger, men på ‘I am the Beast’ fungerer det perfekt. Dels fortsætter det albummets kompromisløshed – aldrig er det nådigt over for lytteren. Og dels sørger det for at den misbrugende, destruktive cyklus, som albummet repræsenterer, ikke har nogen defineret stopklods. Et uafsluttet album er endnu mere uhyggeligt, for smerten har tilsyneladende ingen ende.

‘Caligula’ er selvsagt et album, der kræver den rette tid og den rette stemning. Men hvis du finder det, så har Lingua Ignota skabt en af årets mest hårrejsende musikalske oplevelser.


Kort sagt:
Når Lingua Ignota sætter neoklassisk darkwave over for tunge lag af støj, skaber hun et gruopvækkende album, der bramfrit skildrer, hvordan vold og misbrug sætter sig i sindet.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold