Shoegaze-pionererne Ride fortsætter deres veloplagte renæssance

Shoegaze-pionererne Ride fortsætter deres veloplagte renæssance
Ride.
Foto: Steve Gullick
Shoegaze-pionererne Ride fortsætter deres veloplagte renæssance - This Is Not a Safe Place
4 6
Ride
'This Is Not a Safe Place'

Album, Wichita/Friendly

Shoegaze er en genre, som synes at rumme et evigtvarende momentum. Denne særegne og skarpt definerede variant af den alternative rock har altid bedrevet sin egen eksistens i læ for luner og strømninger. Som en organisme, der modstår omvæltninger alene i kraft af sin immanente styrke.

Der er bred enighed om, at genrens ypperste repræsentanter er My Bloody Valentine, Slowdive og Ride. Et triumvirat, som pudsigt nok hver især har gjort albumcomeback de senere år efter årtiers pause.

Således kunne Ride vende tilbage i 2017 med en genkendelig lyd, som stadig virkede vedkommende og vital. Nu understreger de, at tilbagekomsten ikke var en enlig svale, og det kyndige mix af det nye album er atter betroet lydtroldmanden Alan Moulder.

Hvor eksempelvis My Bloody Valentine prioriterer det soniske udtryk, har Ride også altid haft det luftigt melodiøse som et fremherskende pejlemærke. Forenklet formuleret skal der være noget at synge med på i Oxford-kvartettens sange. Hvilket Andy Bell og Mark Gardeners karakteristiske vokalparløb altid har været effektiv garant for.

Det folder sig flot ud på den energiske ‘Future Love’, hvor hooklinjen »You got me going« møver sig ind i hukommelsen efter første lyt, og under ‘Jump Jet’, hvor det dansable drive får et ekstra skub med de to frontfigurers synkrone stemmer. Ligesom den akustisk afdæmpede ‘Shadows Behind the Sun’ har melodien i fokus.

Den tilstræbt poppede tilgang på albummet rammer dog også bandet som en boomerang. ‘Clouds of Saint Marie’ har sigtekornet rettet mod leflende stadion-indie, og den forglemmelige ’15 Minutes’, der anvender Andy Warhols famøse citat som afsæt for et breakup, er både lyrisk og musikalsk for banal.

Den soniske indpakning løfter helhedsindtrykket. Ride opererer naturligvis uden den mindste slinger inden for shoegaze-retningslinjerne, hvor højdepunkterne tæller de lige dele atmosfæriske og volumniøse ‘In This Room’ og ‘End Game’ samt  ‘R.I.D.E.’, som anvender genrens adapterede udtryksformer såsom ‘glider guitar’-effekt og ordløse korklange, der smelter sammen med instrumenterne.

‘This is Not a Safe Place’ rammer ikke samme niveau som forgængeren ‘Weather Diaries’, der også havde comeback-fordelen på sin side. Rides tilbagekomst bør anskues som en spejling af karrierens vår, hvor 1990-debuten ‘Nowhere’ på blændende vis udstak kursen, og efterfølgeren ‘Going Blank Again’ to år senere konsoliderede deres position.

Indtil videre er shoegaze-pionererne i færd med en tilsvarende bevægelse i deres veloplagte renæssance.


Kort sagt:
De britiske shoegaze-pionerer fortsætter den veloplagte renæssance, de påbegyndte i 2017 med comeback-albummet ‘Weather Diaries’. Den nye plade rammer ikke helt samme niveau, men bundniveauet er fortsat højt med Andy Bell og Mark Gardeners karakteristiske vokalparløb og en fin balance mellem shoegazens virkemidler og iørefaldende melodier.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold