Vores hiphopekspert giver sit bud på historiens 50 bedste rappere – og forklarer hvorfor sådan nogle lister ikke giver mening

Vores hiphopekspert giver sit bud på historiens 50 bedste rappere – og forklarer hvorfor sådan nogle lister ikke giver mening
Lil Wayne.
Efter en top 50-liste over historiens bedste rappere gik viralt, diskuterer hele hiphopinternettet igen sit yndlingstema: Hvem er de bedste rappere nogensinde? Jeg kunne ikke lade være med at komme med mit bud – selv om jeg føler, at den slags lister er både umulige og alt for subjektive.
Vores hiphopekspert giver sit bud på historiens 50 bedste rappere – og forklarer hvorfor sådan nogle lister ikke giver mening
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

Det var egentlig først da jeg sad og stirrede på en liste over et par hundrede rappere fra 80’erne, 90’erne og det nye årtusinde, at det slog mig, hvor fundamentalt umuligt det er at lave en liste over de 50 bedste rappere nogensinde.

Ikke bare svært eller kompliceret – decideret umuligt.

For dels er alle sådan nogle lister per definition subjektive. Nogle vil mene, at grundlæggertiden i 80’erne er hiphoppens guldalder, mens mange sværger til 90’ernes storhedstid omkring Biggie, Nas og co. Andre vil selvfølgelig pege på vestkystens herskerperiode med Dr. Dre, Snoop, Pac og Death Row som hiphoppens kommercielle gennembrud, og yngre hiphoplyttere vil nok nikke mod sydstaterne og trappens magtovertagelse med Gucci Mane, Future og så videre.

Man kan bare se på to af de nyeste top 50-lister, der florerer på internettet, for at se forskellene. De konservative radiopersonligheder Ebro og Rosenberg har nemlig netop sammenstykket en top-50, der læner heftigt mod New York og 90’erne og knap så meget mod nutidens strømninger. Samtidig har den unge Chicago-rapper Lil Durk lavet en liste kun med unge artister. Der er nærmest ingen overlap mellem de to rangeringer – men begge har vel deres eksistensberettigelse som kortlægning af forskellige generationer og varierende syn på genren.

Begge lister er lavet i kølvandet på, at podcasten The Brew offentliggjorde deres top-50. Listen har fået over 16.000 kommentarer på et par dage og altså igen fået hiphopinternettet til at kaste sig ud i den store diskussion.

Men det er ikke kun generationsskel og geografiske præferencer, der gør det umuligt at lave en liste som denne her. Der er også en række spørgsmål angående hvad, der udgør en stor rapper, som er essentielle at forholde sig til. Handler det om at skabe de bedste sange, eller fokuserer man kun på flowet og teksterne? Og skal man have skabt klassiske album for at være med i toppen af listen?

Derudover er der det ømtålelige emne omkring folk som Kanye, Drake, Cardi B, Will Smith, Dr. Dre og en masse andre, der i forskellig udstrækning bruger ghostwritere. Kan de komme på tale? Er det desuden egentlig kun amerikanere, der kan komme med på listen?

Som sagt: Det er i princippet umuligt at lave en totalt objektivt sand liste, når de fleste sandsynligvis vil besvare ovenstående spørgsmål forskelligt.

Men jeg følte faktisk en form for frihed, da jeg lagde ansvaret om at lave en almengyldig liste fra mig. Jeg accepterede, at min top-50 ville blive præget af mine egne forkærligheder, og tiden jeg er født og vokset op i. Det vil sige: Der ville være en del af den 90’er-rap, jeg elskede som teenager, en god portion New York-rap, men også meget rap fra det nye årtusinde – specielt Atlanta- og Chicago-musik.

Samtidig har min liste valgt at ignorere, hvorvidt artister bruger ghostwritere, for helt ærligt, det kunne jeg ikke være mere ligeglad med, hvis musikken er god. Jeg har samtidig også vægtet evnen til at skabe sange (og album!) højere end hvorvidt en rapper er en lyrisk MC i klassisk, gammeldags forstand. Og så har jeg vægtet det højt, hvis en rapper har ændret genren eller givet den et ægte originalt twist.

Resultatet er en rangering, der afspejler min oprigtige, personlige top-50, men som er langt fra at gælde som eviggyldig liste – og som mange nok vil synes er helt ude i hampen. Men sådan er det jo med lister som denne: Lige så umuligt det er at lave en objektiv liste, lige så umuligt er et at skabe en liste, alle er enige med.

Min personlige top-50 over historiens bedste rappere:
1. Lil Wayne
2. Nas
3. Cam’ron
4. Prodigy
5. Young Thug
6. Biggie
7. Chief Keef
8. Drake
9. Kendrick Lamar
10. Tupac
11. Future
12. Jay-Z
13. Kanye West
14. Ghostface Killah
15. Raekwon
16. Eminem
17. Gucci Mane
18. MF DOOM
19. Method Man
20. Lil Uzi Vert
21. XXXTentacion
22. Slick Rick
23. Skepta
24. Juelz Santana
25. André 3000
26. 50 Cent
27. Nicki Minaj
28. Snoop Dogg
29. Missy Elliott
30. Pusha T
31. ASAP Rocky
32. Big L
33. Lil Kim
34. Migos (ja, alle tre!)
35. Q-Tip
36. DMX
37. Rick Ross
38. Young Jeezy
39. Cardi B
40. Tyler, the Creator
41. Lauryn Hill
42. Mase
43. Kevin Gates
44. Travis Scott
45. Vince Staples
46. Waka Flocka Flame
47. Lil Durk
48. Fabulous
49. AZ
50. Playboi Carti

Lyt til podcast: Hvem er verdens bedste rapper lige nu? Soundvenues hiphop-podcast diskuterer

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold