15 navne Roskilde Festival bør booke til Orange Scene

15 navne Roskilde Festival bør booke til Orange Scene
Magiske Orange Scene.
Foto: Alexander Hjorth Jespersen/Soundvenue
I tirsdags blev Taylor Swift annonceret som det første hovednavn til næste års Roskilde Festival. Dermed er det også blevet tid til Soundvenues årlige ønskeliste til Orange Scene, og her er vores bud på 15 navne, der vil få festivalens største scene til at lyse op i 2020 – fra det helt højaktuelle til veteraner inden for både hiphop, pop, rock og elektronisk musik.


1. Lana Del Rey

Hvorfor?
Den amerikanske sanger og sangskriver har netop udgivet hovedværket ‘Norman Fucking Rockwell’, og angiveligt skulle hun være klar med et nyt album allerede i 2020. Hun er også i glimrende liveform – det viste hun på Tinderbox denne forgangne sommer. Hvis Roskilde booker hende til næste års festival, får de hende altså, mens hun kunstnerisk er på sit højeste, og hun er utvivlsomt populær nok til at kunne forføre et Orange-publikum sent om aftenen.

Er det sandsynligt?
Man kunne selvfølgelig frygte, at hun ville have for travlt med at arbejde på sit 2020-album til at tage på festivalturné over sommeren, men lige nu har hun et stort hul i sine turnéplaner fra oktober til februar – mon ikke de måneder bliver dedikeret til arbejdet med det kommende album?

Så den største fare skulle være, om Roskilde ville booke en headliner, der lige har været på en anden dansk festival. Det har de trods alt ikke for vane, men oven på ‘Norman Fucking Rockwell’ vil Lana nok kunne give en endnu bedre koncert, end hun gjorde på Tinderbox.


2. Benal

Hvorfor?
Benal er blevet en institution på den danske koncertscene. De har turneret festivallandskabet så tyndt, at Copenhell efterhånden er den eneste større danske festival, de ikke har gæstet. Og det er der en god grund til. De leverer nemlig altid. Selv deres så at sige ‘gennemsnitlige’ koncerter er fremragende, og duoens kæmpemæssige klubfest på Arena i 2018 blev hurtigt en af årets mest omtalte Roskilde-koncerter.

Deres gakkede univers er bedst, når det er størst og mest hæmningsløst, og i Danmark bliver det vel ikke større end Orange Scene. Spørgsmålet er bare: Hvor går man hen efter en segway?

Er det sandsynligt?
Ja, absolut. Deres popularitet er kun vokset siden 2018, så hvis de blev booket, ville de snildt kunne indtage Orange Scene. Spørgsmålet er så blot, om de bliver booket. Det kræver nok, at et nyt album er på vej, hvilket heller ikke virker særlig usandsynligt – mon deres danmarksturné i slutningen af året er et varsel om nyt? For et par år siden havde de nok været oplagte til Oranges åbningskoncert, men sidenhen er de muligvis blevet så store, at de ville egne sig bedre til en festlig eftermiddagskoncert.


3. Kendrick Lamar

Hvorfor?
Der er rimelig stille omkring Kendrick Lamar for tiden. Mistænkeligt stille. Jovist, han har givet nogle gæstevers hist og her de seneste par måneder, men ikke siden sidste års ‘Black Panther’-soundtrack har han stået bag en større udgivelse, og 2019 har været det år i hele hans karriere, hvor han har givet færrest koncerter.

Mon han lader op til noget? Han er trods alt glad for surprise-album, og en lækket Instagram-story fra Polydor fortalte i december, at han havde nyt på vej i 2019. Så en Orange-koncert i 2020 ville være på sin plads. Derudover er han jo bare en ufatteligt dygtig rapper, både i studiet og til koncerter – det beviste han blandt andet, da han tilbage i 2015 tog Orange Scene med storm. Efterhånden har det vel været lang nok tid siden, til at de har lyst til at invitere ham tilbage.

Er det sandsynligt?
Ja, men det kommer godt nok an på, om der vitterligt er et album på vej eller ej. Men Kendrick er trods alt ikke ligefrem kendt for at tage lange pauser mellem sine album (eller turneer), så det virker temmelig plausibelt. Dertil er han jo nærmest kun blevet større siden sin seneste Orange-koncert, så han ville uden problem kunne indtage samme scene igen.


4. Elton John

Hvorfor?
Elton John er for tiden på afskedsturné – en meget lang afskedsturné, der startede i slutningen af 2018 og efter planen vil slutte i 2021. Med andre ord vil 2020 nok være sidste chance for at se den legendariske popsanger på Roskilde Festival. Hans bagkatalog er fyldt med så mange fænomenale megahits, at han ville være et gigantisk samlingspunkt for adskillige generationer. Og så holder han stadig live – det beviste han, da hans afskedsturné førte ham forbi København i år.

Er det sandsynligt?
Førnævnte afskedturné har et stort hul i sommeren 2020 lige nu: John har ingen skemalagte koncerter i perioden april-september. Konceptet bag turneen har hele tiden været, at koncerterne vil blive annonceret løbende (den afsluttende koncert er eksempelvis ikke annonceret endnu), så han vil nok planlægge et par shows hen over sommeren, hvilket sagtens kunne føre ham forbi Roskilde.

Fra Roskildes synspunkt ligner det også en oplagt booking. Der har været en del oldies-koncerter på Orange de seneste par festivaler, men ingen af dem har for alvor formået at være folkelige, samlende og fællessang-indbydende siden Paul McCartney i 2015 – det vil en Elton John-hitparade nok kunne præstere.


5. Rihanna

Hvorfor?
Tilbage i 2013 skrev Rihanna Orange-historie, da hun med en stærk optræden viste, at Orange Scene sagtens kunne rumme selv den mest poppede hitlistemusik. Sidenhen har scenen lagt gulv til navne som Dua Lipa, Bruno Mars, Nicki Minaj, Pharrell Williams og Major Lazer, og næste år kommer turen altså også til Taylor Swift. Rihannas formidable 2013-koncert står stadig som et fyrtårn over festivalen, og med et nyt album i horisonten virker 2020 som et perfekt tidspunkt at invitere hende tilbage.

Er det sandsynligt?
Rihanna har ikke været på turné siden 2016, så det er nok ved at være på tide, at hun drager på landevejen igen – især med det kommende album i sigte. Roskilde ville være et oplagt stop på sådan en turné, især da hun jo har udmeldt, at det er et reggaealbum, og der jo altid plejer at være et par få reggaenavne på Roskildes plakat. Der er nærmest ingen anden festival i verden, der rummer reggae og hitlistepop i samme grad som Roskilde, så det ville være lidt af en skam, hvis dette match ikke blev til noget.


6. Tame Impala

Hvorfor?
Tame Impala er et formidabelt liveband, og de har historie på Roskilde Festival, hvor de allerede har spillet både i 2011 og 2016. Deres psykedeliske blanding af synthpop og garagerock har nydt stor popularitet de seneste par år, og efter en gigantisk succes på Arena i 2016 og en ligeledes medrivende NorthSide-optræden denne forgangne sommer er de klar til at tage springet til Orange. Inden da er gruppens fjerde album forhåbentlig også udkommet.

Er det sandsynligt?
Der er to ting, der eventuelt kunne forhindre bookingen: Først og fremmest er det ikke lang tid siden, de senest har spillet Roskilde Festival, og dertil har de så sent som i sommers gæstet en anden dansk festival. Vi håber på, at 2016 er lang nok tid siden til, at Tame Impale kan vende tilbage til toppen af plakaten – og dertil, at Roskilde-bookerne ikke lader sig afskrække af, at NorthSide-gængere for nylig nød godt af Kevin Parker og co. Men det virker meget sandsynligt, at australierne tager på turné igen til sommer.


7. AV AV AV

Hvorfor?
Okay, AV AV AV er måske på papiret ikke af Orange-størrelse – men det samme kunne man som sådan sige om både Den Sorte Skole og Moderat, der begge de seneste år har triumferet på Orange ved at give publikum helt eksklusive shows, man ikke ville kunne opleve noget andet sted i landet.

Hvis AV AV AV gør navnlig Den Sorte Skole kunsten efter og inviterer en række passende gæstekunstnere med på scenen, vil det kunne være årets helt store samlende festoplevelse en af nætterne. Med et nyt album på vej burde de have rigeligt med materiale til en stor Orange-fest.

Er det sandsynligt?
Det ligger ikke lige i kortene – og ønsket er måske lige lovlig specifikt. Men det er heller ikke decideret usandsynligt. Man kan argumentere for, at ovenstående show realistisk set er en Arena-ting, men der ligger altså også noget og ulmer, der siger os, at det kunne fungere på Orange.


8. Missy Elliott

Hvorfor?
Missy er et ikon, og oven på en spektakulær optræden til årets MTV Video Music Awards er hypen omkring hende større, end den har været i årevis. Hun har også en ny ep ude, så det ville være et perfekt tidspunkt at booke hende – eventuelt til en nostalgisk eftermiddagsfest, hvor hun ville kunne sørge for et gigantisk nostalgitrip med klassikere som ‘Back in the Day’, ‘The Rain (Supa Dupa Fly)’, ‘Work It’ og ‘Get Ur Freak On’ – samt naturligvis numrene fra den nye ep. Hvis hun kan gøre det bare halvt så godt, som hun gjorde til VMA’s, er sådan en koncert en garanteret succes.

Er det sandsynligt?
Hun har endnu ikke været på turné med ep’en, så mon ikke hun snart annoncerer noget? Hvis Missys turnéplaner får hende forbi Europa omkring Roskilde-sæsonen, virker det ikke usandsynligt, at de booker hende. Hiphopnostalgi på Orange har været fast inventar de seneste mange år.


9. Fleetwood Mac

Hvorfor?
Meget af Fleetwood Macs bedste musik handler om forhold, der går i opløsning, men paradoksalt nok vil de virkelig kunne føre folk sammen. De turnerer for tiden med et næsten helt klassisk slut-70’er lineup. Deres stjerneguitarist Lindsey Buckingham blev godt nok smidt på porten sidste år, men bandet har fundet to ganske habile erstatninger i form af guitarist Mike Campbell og vokalist Neil Finn. Desuden skal vi helt tilbage til 2013 for at finde deres seneste danmarksbesøg – et returvisit må være på sin plads.

Er det sandsynligt?
Ja, så længe Roskilde ikke mener, at fraværet af Buckingham står i vejen for at få en ordentlig Fleetwood Mac-oplevelse. Til trods for, at gruppen har turneret flittigt siden slutningen af 2018, var deres seneste europaturné i 2015, så mon ikke 2020 bliver året, hvor de atter runder vores breddegrader? De rygtes i hvert fald som en Glastonbury 2020-headliner, og hvis de rygter passer, så er de jo i nabolaget kort før Roskilde. Vi håber i så fald, at Roskilde slår til.


10. Post Malone

Hvorfor?
Post Malone er albumaktuel med ‘Hollywoods’ Bleeding’, og så er han en dygtig liveperformer – det har han for nylig bevist i Royal Arena og på Smukfest. Og så er han nok den internationale superstjerne, der emmer allermest af campinglivet på Roskilde Festival – hans andet album er sågar opkaldt efter ølbonger. Det er et perfekt match, og den syngende rapper har efterhånden rigeligt med hits til en fortræffelig og underholdende Orange-koncert.

Er det sandsynligt?
I 2015, da ‘White Iverson’ hittede, var det nærmest utænkeligt. Mange anså Post for at være en ligegyldig døgnflue, og Roskildes hiphopprofil var dertil temmelig oldschool og fokuseret på mere alvorlige, lyrisk orienterede rappere.

Men med årene er det blevet mere og mere klart, at Post Malone er en seriøs, målrettet kunstner, og samtidig er Roskildes hiphopprofil begyndt at favne bredere – tiderne skifter, og vi tror, at Roskilde efterhånden er klar til Posty. Spørgsmålet er så bare, om festivalen synes, det er en god booking – han har trods alt været i Danmark hele to gange inden for det seneste halvandet år, så måske de hellere vil have en kunstner med mere scoop-faktor? På den anden side er der jo også rimelig langt til sommeren 2020.


11. Billie Eilish

Hvorfor?
Få navne er de seneste år blevet superstjerner lige så hurtigt som Billie Eilish. Hun har en unik, dyster poplyd, der borer sig dybt ind i tidsånden, hun har udgivet et fremragende debutalbum, og hun gjorde det ganske godt på årets udgave af Tinderbox. Hvis hun fortsætter med sit nuværende momentum er det næppe til at sige, hvor stort et navn, hun vil være til sommer – hun ville med andre ord være et pletskud på Roskildes popprofil. Lige på grænsen til at være Orange-klar, men så alligevel ikke. Der var pakket på Tinderbox…

Er det sandsynligt?
Igen ryger vi lidt ind i samme problematik som med Lana Del Rey og Tame Impala: Vil Roskilde virkelig booke en headliner, der lige har været på en anden dansk festival? Det er typisk ikke i deres ånd, men de ville virkelig kunne score en flot plakat, hvis de valgte at gøre det.

Billie Eilishs nuværende turné er sat til at slutte til november, og således vil hun og storebror Finneas oplagt kunne kaste sig over en efterfølger til ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’, inden teenageidolet bevæger sig ud på endnu en sommerturné, der eventuelt kunne føre hende forbi Dyrskuepladsen.


12. Molo

Hvorfor?
Der er to primære årsager til, at supergruppen bestående af Gilli, Benny Jamz, Stepz og Branco ville være en fremragende booking til Orange. For det første er de kollektivt midt i en storhedstid – både Gilli, Branco og Stepz har alle udgivet mere eller mindre solide debutalbum som solokunstnere, og så sent som i 2018 imponerede de i fællesskab med Molos debut-ep ‘M.O.L.O.’. For det andet har Roskilde historisk haft lidt af et problem med at give plads til dansk hiphopmåske især den gaderap-afart af genren, som Gilli og slænget befinder sig i. En Molo-booking på Orange (med masser af gæsterappere fra miljøet) ville være en fornem måde at markere et vendepunkt.

Er det sandsynligt?
Med bookingen af Fouli fik Roskilde Festival 2019 i sidste øjeblik gjort plads til den danske gaderap, der ofte har været forbigået på festivalplakaterne. Betyder det, at de vil lade Molo indtage Orange? Det er lidt svært at sige. Men et Molo-show på Orange virker mere sandsynligt i 2020, end det nogensinde har gjort før.


13. Madonna

Hvorfor?
Det kan godt være, at Rihanna førte moderne popkoncerter til Roskilde Festival, men Madonna har praktisk talt opfundet den form for koncert, vi i dag forbinder med popstjerner.

Selv om Madonna har rygte for at være flittig forbruger af playback, medbringer hun altid overdådige shows, hvor end hun optræder – blandt andet i 2015, hvor hun senest besøgte Danmark. Med den mytologi, hun har opbygget omkring sit seneste album, ‘Madame X’, tør vi godt forvente, at hendes kommende turné bliver et visuelt spektakel. At hendes kommende turné er blevet udskudt grundet Madonnas perfektionisme gør blot, at vi føler os endnu mere sikre på, at hun nægter at give koncerter, der er mindre end spektakulære.

Er det sandsynligt?
Madonnas nuværende turné strækker sig helt til starten af marts, men den får hende indtil videre kun forbi USA, UK og Frankrig – og hun fokuserer på intime spillesteder. Hun har annonceret hele 73 datoer, så der er en reel sandsynlighed for, at hun ikke annoncerer mere. Men omvendt så virker det underligt, hvis et så stort ikon som selveste popmusikkens dronning skulle lade sig begrænse til intimkoncerter på tværs af blot tre lande. Vi håber inderligt, at hun udvider sin turné, så der også kommer nogle sommerdatoer på programmet – og at Roskilde i så fald ser deres snit til at booke hende.


14. Snoop Dogg

Hvorfor?
Okay, der er ingen bestemt årsag til, at nu er tidspunktet, hvor Snoop Dogg er en særligt god booking. Jovist, han har et nyt album ude, men det har han altså nærmest hvert år. Snoop er dog altid bare en god humørspreder, og ligesom Post Malone emmer han af den afslappede ånd, man kan finde en slasket eftermiddag på Roskildes campingarealer. Oven på Ice Cubes Orange-festligheder i 2017 synes vi, at der skal mere klassisk vestkyst-hiphop på festivalens største scene – hellere det end de døsige oplevelser, østkyst-veteraner har leveret på samme scene de seneste par år.

Er det sandsynligt?
Som sagt er der intet, der gør, at 2020 bare skal være året med Snoop på plakaten. Det kan også være, at de booker ham næste år, eller næste år igen – vi håber nok bare mest af alt, at han vender tilbage.

Men han stopper nok ikke med at turnere lige foreløbig, og hvis Roskilde Festival inviterer ham, er han sikkert frisk. Snoop virker som typen, der tager det ret roligt – én der ikke er svær at overtale til en festivaloptræden. Og til sommer er det trods alt fem år siden hans seneste danske koncert, så mon ikke han snart besøger os igen?


15. Frank Ocean

Hvorfor?
Frank Ocean er en af sin generations allerstørste kunstnere, så han ville naturligvis være et scoop – manden har aldrig udgivet et album, der ikke er både fremragende og tankevækkende.

Ligesom med Kendrick Lamar er der virkelig, virkelig stille omkring ham for tiden. Der er nok ikke nogen kunstner af hans størrelse, der er så ulideligt hemmelighedsfuld. Så mange spekulationer går på, at stilheden skyldes, at han knokler med at få skabt et nyt album. Hvis det er rigtigt, ville han jo blot være en endnu stærkere booking.

Er det sandsynligt?
Nja, det kommer så an på, om vi rent faktisk får et album – Frank er ikke typen, der tager på turné, hvis han ikke har nyt materiale med sig. Og hvis Frank Ocean opfører sig, som han plejer, vil koncertdatoer først blive annonceret efter albummet er udkommet – formentlig som surprise-udgivelse.

Hvis det kommer i 2020 ville de fire års mellemrum mellem det nye album og ‘Blonde’ da også matche hans foregående fire års stilhed mellem ‘Channel Orange’ og ‘Endless’. Men Frank er en uforudsigelig sjæl.


Bonus: Spice Girls

Hvorfor?
Spice Girls er tilbage! Selvsagt uden Posh Spice aka Victoria Beckham. De har allerede givet en række koncerter i UK og Irland denne forgangne sommer, og hvis man skal tro Mø, holder de stadig hele vejen. Og så headliner de endda Glastonbury 2020 (siger rygterne…)! Deres sukkersøde 90’er-pop ville være det ultimative nostalgitrip for mange festivaldeltagere – og på en festival omgivet af norsk freejazz og hypet indierock ville de måske være et decideret forfriskende indslag.

Er det sandsynligt?
Nej. Slet ikke. På ingen måde. Jovist, Glastonbury-rygterne antyder, at de nok er i nabolaget, mens der er Roskilde Festival. Men let’s be real: Selv om Rihanna indledte en poprevolution i 2013 er der altså grænser for, hvor poppet Roskilde Festival har tænkt sig at gå til værks – og derfor lader vi også blot Spice Girls være her i bunden som en bonusplads. Men altså, det kunne da være meget sjovt…

Dem overvejede vi også

Vi havde mange, mange navne oppe at vende. Vi valgte at begrænse os til 15, da der ikke plejer at være flere koncerter end det på Orange hvert år. Nedenstående udvalg er en række af dem, vi endte med at sortere fra.

I nogle tilfælde tror vi simpelthen, de er alt for usandsynlige bookinger (Kids See Ghosts, Childish Gambino, Drake), i andre tilfælde er deres seneste Roskilde-besøg måske stadig lidt for kort tid tilbage (Dua Lipa, Stormzy, The Weeknd), eller også har de gæstet landet rigeligt de seneste par år (Iggy Pop, Bon Iver). Og så er en gruppe af kunstnerne nok bedre egnet til eksempelvis Arena (Charli XCX, Jamie xx). Hertil skal der jo også være plads til hovednavne på alle landets andre festivaler.

Men selv om vi har valgt ikke at inkludere nedenstående kunstnere i hovedlisten, skal de være noget så velkomne. Uanset, om det er på Roskilde, NorthSide, Heartland, Tinderbox, Smukfest eller bare regulære spillestedskoncerter.

Ariana Grande
ASAP Rocky
Beyoncé
Bon Iver
Bruce Springsteen
Camila Cabello
Charli XCX
Childish Gambino
Drake
Dua Lipa
Florence + the Machine
Iggy Pop
Jamie xx
Janet Jackson
Jay-Z
Justin Timberlake
Kanye West
Kashmir
Kid Cudi
Kids See Ghosts
Lady Gaga
Miley Cyrus
Pet Shop Boys
Stormzy
The Strokes
The Weeknd
Tool

Læs også: Hvis publikum kunne bestemme: Ønsker til Roskilde Festival 2020

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold