Bat For Lashes hylder 80’ernes filmkultur og æstetik på ‘Lost Girls’

Bat For Lashes hylder 80’ernes filmkultur og æstetik på ‘Lost Girls’
Bat For Lashes.
Bat For Lashes hylder 80’ernes filmkultur og æstetik på ‘Lost Girls’ - Lost Girls
4 6
Bat For Lashes
'Lost Girls'

Album, AWAL

Med Netflix-succesen ‘Stranger Things’ og den ambitiøse reboot af Stephen King-klassikeren ‘It’ har det vist sig at være en god forretning at dyrke den visuelle æstetik fra 80’erne. Og man tænker, at det er samme tankesæt, der ligger til grund for Bat For Lashes’ nye album.

Natasha Khan har udtalt, at hendes femte album er et forsøg på at kreere et værk i ånden efter 80’ernes filmkultur, soundtracks og æstetik. At konceptualisere sine album er ikke ukendt territorium for den britiske kunstner. 2016-forgængeren ‘The Bride’ beskrev en tragisk bryllupsdag, og på ‘Two Suns’ fra 2009 stiftede vi bekendtskab med karakteren Pearl.

En tilsvarende leg med personaer kendetegner ‘Lost Girls’, og for at understrege albummets filmiske dimension har Khan som led i promoveringen teaset en række mystiske videoklip på sine sociale medier, hvor hun optræder som en pige ved navn Nikki Pink, der muligvis er forsvundet – deraf albummets titel. En underfundig interaktiv dimension, som giver ganske god mening med tanke på albummets røde tråd. Det er således et succeskriterie, når Khan i de bedste momenter giver én associationer til BMX-cykler, arkadespil og teenagere på eventyr. ‘Safe Tonight’ indkapsler perfekt stemningen af melankolsk nostalgi, og den instrumentale ‘Vampires’ med kælen sax bejler kraftigt til at akkompagnere en passage i førnævnte ‘Stranger Things’.

Det fungerer desuden fint, når Khan efterstræber den storladne popmelodi og man mærker ånden fra Kate Bush anno synthpop-mesterværket ‘The Hounds of Love’. Hvilket er tilfældet på den højstemte ‘Jasmine’ og ‘The Hunger’ med himmelstræbende virkemidler som kirkeorgel, rumklangindsvøbte trommer og smægtende vokaler.

Det er dog ikke alt i det funklende pastelunivers, som fungerer lige godt. Med erklærede inspirationskilder som Bananarama og Cindy Lauper er ‘Lost Girls’ således også et album, der balancerer hårfint mellem kitsch og nostalgi.

Der tabes momentum på ‘Feel For You’, hvis minimalisme lægger op til snoozefest, og den slæbende fremdrift i ‘Kids in the Dark’ bevirker, at nummeret forbliver en lettere fersk affære. Ligesom de baglæns-loopede vokalspor i ‘Peach Sky’ har en bedaget aura af selvhøjtidelig new age. Heldigvis er Khan ikke nærig med at strø veldoserede pophooks udover hele baduljen, så selv de mindre mindeværdige stunder har lag af sensorisk synth-glasur.

Selv om albummets æstetik tydeligvis appellerer til ens lyst til at smække en 80’er-klassiker i dvd-afspilleren, trives ‘Lost Girls’ dog bestemt også i sin egen ret, og Natasha Khan har leveret et album, der lykkes glimrende inden for dets klart definerede retningslinjer.


Kort sagt:
Natasha Khan sætter 80’ernes filmkultur og æstetik som kunstnerisk pejlemærke på et klart defineret album. Den røde tråd er således pastelfarvet på en række synth-indsvøbte popmelodier, som i deres bedste stunder skaber stemningsrige stunder af associationsvækkende nostalgi.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold