Brittany Howard ‘Jaime’: Alabama Shakes-sanger solodebuterer med spirituel psychsoul
Da Alabama Shakes dukkede op i 2012, var de dejligt forfriskende. Verden var selvfølgelig rig på bluesrock dengang, hvor både Jack White og The Black Keys var højaktive, men få vokalister i genren var nær så gennemtrængende som den blændende Shakes-sanger Brittany Howard. Hun gav lidt x-factor til begge gruppens album, der dertil også bød på stærk sangskrivning og et velspillende band, der tydeligt forstod at føre bluesmusikkens fundamenter over i en moderne kontekst.
Vi skal helt tilbage til april 2015 for at finde det seneste af gruppens blot to album, og ud over ét album med det efterhånden glemte garagerockprojekt Thunderbitch samme år, måtte vi altså vente helt til i år, før Howards mageløse stemme besjælede et album igen.
Howard var også den primære sangskriver på Alabama Shakes’ fremragende ‘Sound & Color’, så man kunne godt have forestillet sig, at solodebuten ‘Jaime’ i praksis ville føles som endnu et Shakes-album. Hvis man forventer det, kan man godt gå hen og blive skuffet. Jeg selv havde måske skruet 2015-nostalgien lidt for højt op, da jeg første gang lyttede til ‘Jaime’, hvor albummet ikke rigtig sagde mig det store. Men Howard har fundet sin helt egen retning som solist.
Albumtitlen ‘Jaime’ henviser til Howards storesøster af samme navn, der døde af cancer som blot 13-årig – Jaime lærte Brittany om poesi og musik, og dermed blev Brittany interesseret i sangskrivning fra en ung alder.
Man kunne da fejlagtigt antage, at ‘Jaime’ ville være et album præget af sorg – og mens sorgen skam er til stede, blandt andet på den skrøbelige ballade ‘Short and Sweet’, der lader til at handle direkte om Jaime, så er søsterens død ikke et emne, der står særlig centralt på albummet. I stedet er det hendes ånd og hendes værdier, der gennemsyrer hele tracklisten. Albummet emmer af kreativitet og Howards kærlighed til sangskrivningens kunst – en kærlighed, Jaime var med til at vække i hende for mange år siden.
Lyden er markant mindre rocket og mærkbart mere psykedelisk end den musik, man typisk forbinder med Howard. Ja, først og fremmest er ‘Jaime’ vel et soulalbum – rodfæstet i soulen, som den lød i 70’erne med Sly & the Family Stone som den mest åbenlyse sammenligning, men også med paralleller til det mere rå, soulede output fra såvel War som George Clinton.
Brugen af psykedeliske arrangementer gør albummet varieret og rigt på personlighed – i grunden nok mere end på noget Shakes-album. Men det giver også selv de mest lykkelige numre, såsom ‘Stay High’, noget bagkant af fare. Og når de instrumentale passager først tager fat, så kan det føles som om, man er på vej mod uforudsigelige kroge af Howards sind.
På tværs af albummets 11 sange føres vi igennem Howards forhold til religion, race, sin familie og sin fremtid – ofte over musik, der suverænt understøtter de tumultariske refleksioner, Howard foretager sig. Ofte uperfekt i traditionel forstand, lige så ofte temmelig jazzet – og sidstnævnte giver da mening, når selveste Robert Glasper styrer klaveret på albummet.
Og alligevel: Selv om jeg har så mange rosende ord at sige om albummet, gik der mange gennemlytninger, før det for alvor satte sig hos mig. Og det er der nok nogle gode årsager til, ud over blot mine indledende forventninger. For selv om musikken ofte er meget berigende, føles rækkefølgen af numrene til tider lidt arbitrær.
Eksempelvis er ‘He Loves Me’ albummets andet track. Det er et åndeligt velreflekteret, vellydende nummer, hvor Howard finder tryghed ved, at hun føler sig sikker på, Gud stadig er med hende, selv om hun ikke går i kirke ofte og ikke har et typisk kristent forhold til eksempelvis alkohol og hash. Det er et nummer om at søge hvile, også selv om man altid kan mærke noget usikkerhed i leveringen. Sådan et nummer havde sandsynligvis haft mere effekt, hvis det var placeret senere på tracklisten, så hendes forhold til Gud i højere grad blev sat i forhold til hendes yderligere identitet.
Det kunne faktisk have været et godt afslutningstrack – især set i lyset af, at den egentlige lukker, ‘Run to Me’, er den mindst vellykkede sang på albummet. Den er lidt et sats, og den blander en gospelkomposition med en produktion, der kanaliserer det mest forældet storladne, Roy Thomas Baker rørte i 80’erne. Dog kan jeg høre, hvad nummeret går efter, og det bliver skam reddet på målstregen af, at Howard som altid er formidabelt god til at udtrykke sig gennem sin strålende vokal.
Til trods for disse få fejltrin er ‘Jaime’ dog en ganske berigende musikalsk oplevelse, der har været ventetiden værd. Jeg håber, at vi ikke skal vente fire år på at høre nyt fra Howard igen.
Kort sagt:
Alabama Shakes-sangeren Brittany Howards første soloalbum er et vellydende psykedelisk soulalbum, der giver et nyt niveau af indsigt i hendes personlige og spirituelle verden. Det er skævt, og det tør tage chancer – hvilket blot gør det endnu mere medrivende.