Den bedste musik at falde i søvn til – ifølge Soundvenues anmeldere

Den bedste musik at falde i søvn til – ifølge Soundvenues anmeldere
En gæst får sig en skraber til Glastonbury Festival.
Foto: Matt Cardy/Getty Images
Soundvenues anmeldere guider til den musik, der lettest får sendt dem til drømmeland.

Hvad gør du for at falde i søvn?

Er mørklægningsgardiner og en god hovedpude nok? Sætter du en podcast om Romerrigets histoire på? Tæller du får som Mr. Bean? Eller bruger du musik for at få ro i sindet?

Det er bestemt ikke alle, der hører musik, når de skal sove – eller overhovedet har brug for sådan noget, for søvnens naturlighed er forskellig fra person til person. Mindst lige så forskellig er dog folks bud på den bedste sovemusik. Det fik vi cementeret, da vi bad vores anmeldere om at anbefale musik, som er god at falde til ro til. Her er alt fra heavy metal og ambient til svensk jazz og Bon Iver.

Anmelderne fik således en simpel opgave: Anbefal og skriv om det musik, du bruger til at falde i søvn. Du må både vælge et album, en sang eller en kunstner.

Læs med forneden – hvis du altså kan holde dig vågen hele vejen igennem listen.

Nick Cave & The Bad Seeds ’The Boatman’s Call’

Valgt af Maibritt Enevoldsen (album): »En rolig stemme, velkendte elementer og fortællinger, jeg kan give mig hen til, er vigtige for mig, hvis mine tanker skal få helt ro. Skal det derfor være musik snarere end en lydbog (skud ud til Jesper Christensens formidable indtaling af ’Harry Potter’-serien), der skal lulle mig i søvn, er Nick Cave-mesterværket ’The Boatman’s Call’, som jeg kender hver en afkrog af, et godt bud: Caves følelsesmættede, dybe vokal, der sindigt hvisker mesterlig, melankolsk, romantisk og semisyret poesi bør være godnathistorie-pensum«.

Soccer Mommy ‘I’m On Fire’ (Bruce Springsteen-cover)

Valgt af Sofie Kock Aukdal (sang): Der er én sang, der får mig til at slappe af i hver eneste fiber af min krop: Soccer Mommys cover af Springsteens ‘I’m On Fire’. Den tunge guitar fremkalder øjeblikkeligt tunge øjenlåg, og Sophie Allisons stemme er noget af det mest beroligende, jeg kender. Lad det være sagt, at det er en ret bedrøvet og tårefremkaldende sang, men hvis du har haft en skidt dag, er ‘I’m On Fire’ perfekt til at få renset ud i følelsesmaskineriet inden sengetid«.

Jan Johansson ‘Jazz på svenska’

Valgt af Martin Gronemann (album): »Der går sjældent en uge, hvor jeg ikke lytter til Jan Johanssons ‘Jazz på svenska’; albummet, hvor den svenske pianist akkompagneret af kontrabassist Georg Riedel fremfører en række hjemstavnsviser og folkemelodier i stemningsrige minimalistiske jazz-arrangementer. Her er særligt det svalende klaverløb i ‘Visa från Utanmyra’ og ‘Leksands skänklåt’, samt de subtile anstrøg på kontrabassen i ‘Vallåt från Jämtland’, som skabt til at få kroppens puls helt ned. Så den plade ryger stort set på hver gang, når jeg skal sove«.

Diverse kunstnere ‘Drive (Original Motion Picture Soundtrack)’

Valgt af Nicklas Krarup Larsen (album): »Soundtracket til Nicolas Winding Refns ‘Drive’ er en mindst lige så vigtig del af rejsen som billedsiden. Og fra passagersædet kan man fjernt høre radioens langsomt skyllende bølger af 80’er-synthbas, der både flyder langsomt længere væk og samtidig sniger sig helt tæt på for at stjæle din bevidsthed eller dit hjerte. Søvnens tunge åndedræt kører i tomgang over numre som ‘Nightcall’, ‘Under Your Spell’ og ‘A Real Hero’, der både kan bryde en hektisk dag midtover, samle tankerne eller starte motoren op i mørket«.

The Smiths ‘Asleep’

Valgt af Kristian Karl (sang): »Okay, det er måske lidt noia at vælge en sang, der i virkeligheden handler om ønsket efter den evige søvn snarere end de gode gamle otte timer. Og nogle vil måske også have det skidt med, at (The Smiths-frontmanden) Morrissey på sine gamle dage bliver mere og mere rabiat højreekstremistisk. Men jeg kan ikke løbe fra det: Ingen sang vugger mig bedre ind i drømmeverdenen (»There is a better world / there must be…)« end den dødsdrømmende klaverballade ’Asleep’«.

Immortal

Valgt af Kjartan F. Stolberg (kunstner): »Der er en vidunderlig monotoni og bekvemmelighed over den rendyrkede black metal, et band som Immortal laver – ingen dikkedarer, ingen genrekrydsende gimmicks. Mange sange nærmer sig de ti minutter, men selv da afsluttes sangen ikke radikalt anderledes end den startede. Musikken kan virke hastig, men sangene udvikler sig så langsomt, at musikken beroliger, når jeg er træt, på vej til at sove og ikke hører særlig godt efter. Ellers er musikken så ensartet, at jeg kan blive lidt træt alligevel«.

Brian Eno ‘Ambient 4: On Land’

Valgt af Henrik Reinberg Simonsen (album): »Dengang jeg arbejdede som nattevagt, var det altid en fryd efter endt arbejdsnat at komme hjem med missende øjne og sove til Brian Enos ’On Land’. Ambient-albummet afgiver langtrukne, dog svagt urovækkende lydflader af synthesizers og andet diskret instrumentering. Musikken er svøbt i naturoptagelser af kurrende og kvækkende småvæsner og virkede som en edderdunsdyne af blidt strømmende lyd, der blev lagt over mig. Med samme virkning som æter. Når jeg vågnede, var albummet for længst slut og dagslyset ikke længere så skarpt«.

Bon Iver ‘Re: Stacks’

Valgt af Simon Bækgaard (sang): »Der er især ét sted, jeg tyr til musik for at hjælpe drømmene lidt på vej: I toget. Og når man sidder i en stabilt marcherende kasse, har man brug for noget musik, der føles ligesådan. Stabilt, marcherende og ligesom toget ved man, hvor det er på vej hen. For mig er Bon Ivers ‘Re: Stacks’ indbegrebet af sovemusik. De rolige, repetitive guitarakkorder og omkvædets usigeligt behagelige melodi giver mig altid sindsro. Og så går der ikke længe, før jeg blunder«.

Francisco Lopez ‘La Selva’

Valgt af Niels Jul Bruun (album): »Jeg falder sjældent i søvn til musik. Jeg føler nok, musikken kræver opmærksomhed, jeg ikke kan give. Jeg er derimod storforbruger af appen ‘White Noise’, hvor man kan mixe diverse ambientlyde. Et album, der kan lidt det samme, kunne være lydkunstneren Francisco Lopez’ ‘La Selva’, der er lydoptagelser fra en Costa Ricansk regnskov. Der er noget over det hektiske, overmættede lydbillede, der giver én ro. Regnskovens smukke lyde uden det tropiske klima, som nok kan være svært at sove i«.

Mild High Club ‘Timeline’

Valgt af Ulrik Hanghøj (album): »Mine øjenlåg hænger allerede under intronummeret på det her album. Tre-fire sange inde er jeg så godt som væk – til stor frustration for togpersonalet, der ikke alene bare gerne vil tjekke min billet og komme videre, men også skal være vidne til en voksen mand, der savler ud over sig selv og sit sæde. Den drømmende og vuggende psychpop på Mild High Clubs debutalbum er ikke bare vildt behagelig, det er decideret søvndyssende«.

Chilly Gonzales ‘Solo Piano’

Valgt af Christian Wolkoff (album): »Klaveret har altid haft en ekstremt beroligende effekt på mig – mere end noget andet instrument. Klaver, og bare klaver, er derfor noget af det, der er bedst til at stede mit sind til ro – ud over ‘Gentle Rain Showers’ i loop, naturligvis, den ultimative medicin mod mild tinnitus. Men tilbage til klaveret og bare klaveret. Her vil jeg anbefale den musikalske altmuligmand Chilly Gonzales og hans meditative, næsten hypnotiserende smukke ‘Solo Piano’-album. Der er tre, men det første er selvfølgelig det bedste. Det er sådan noget musik, der giver gode drømme, tænker jeg«.

Nicolas Jaar ‘Killing Time’

Valgt af Peter S. Mygind (sang): »Times Square. Om natten. Badet i ufokuseret neonlys. Og silende regn. Albumcoveret til Nicolas Jaars mesterlige 2016-album ’Sirens’ er en perfekt illustration af, hvordan pladens første nummer lyder. Den 11 minutter lange ’Killing Time’ tager dig på en rejse ind i mørke lydlandskaber og tunge rytmer, mens den nærmest Flaming Lips-agtige falsetvokal synger dig i søvn. Til tider hypnotiserende med fintfølende klaverspil. Andre gange monumental med kirkeligt synthkor. Men hele tiden med billedet af natten for øje«.

Læs også: De bedste kærlighedssange nogensinde – ifølge Soundvenues anmeldere

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold