Der er ikke plads til Ganger i dansk musik
Ganger.

Der er ikke plads til Ganger i dansk musik

Mit første møde med Ganger blev indledt af syngende mariachi-trompeter og astronomiske spådomme fra et kvindekor.

Andet møde bestod i en fortælling om en listig stedfar, der stjal et tv med Røde Kurt og Fede Bo og gemte det i en carport.

Tredje møde var en højtravende popsymfoni om kærlighed.

Mit fjerde møde med Ganger fandt sted et sted i Valby. På min vej derud genlevede jeg mine tre første møder om og om igen: ’Kometen’, ’Olympisk’ og ’Bye Bye’. Tre så væsensforskellige sange, at man, hvis det ikke var for de sindrige vokalsymfonier, ikke ville forstå, de kom fra selv samme afsender. Tre sange, der alle rummer så mange krinkelkroge, genrelag og -lege, at de føles som et nyt pirrende bekendtskab, der tiltager eksponentielt i intensitet og grandiositet for hvert eneste lyt.

Mit fjerde møde starter med Mille Mejer Djernæs Christensen og Thomas Bach Skaarup – en blandt Gangers tre stærke kvindelige sangere samt den mandlige vokal i og grundlægger af projektet. To lettede sjæle, der endelig har lagt sidste hånd på deres debutalbum, og som denne solbeskinnede septemberdag har inviteret mig med i studiet til en snak og en fremvisning af hjertebarnet.

En ny bølge i dansk musik

Hjertebarnet hedder ’Mørk’. 11 sange, der sammen udgør første kapitel af den albumtrilogi, Thomas og Mille sammen med Ninna Lundberg, Kirsten Nyhus Janssen og Andreas Campbell som Ganger har planlagt at sætte i verden under titlen ’Mørktropisk’. Og trods de tre førstesinglers forskelligartethed figurerer de alle tre på samme debutplade.

Som vi sammen lytter det nye album igennem, står det dog hurtigt klart for mig, at de forskellige retninger snarere er reglen end undtagelsen i projektet Ganger, som spiller til Soundvenues nye endagsfestival INPUT 28. september i Pumpehuset. ’Mørk’ er nemlig mest af alt en lydcollage af genrer, stemninger, vilde samples og abstrakt poesi, der trækker i tusinde retninger. Hvor svimlende synthkaskader leger og autotunede vokalharmonier hypnotiserer som sirener det ene øjeblik, mens det næste afløses af, hvad der meget vel kunne være en dansksproget, storladen Bollywood-musical. Alt sammen vævet sammen af samples, der gengiver Charles Bukowskis drivvåde badeværelsesfantasier side om side med en frisk hilsen fra Jungledyret Hugo.

Mille Mejer Djernæs Christensen, Ninna Lundberg og Andreas Campbell. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Alle de forskellige samples, stemninger og stemmer fremkalder hundrede forskellige billeder på det lyriske lydlærred med kyndigt orkestrerede klatter i alle tænkelige kulører. Det er en overvældende oplevelse. På den ene side efterlades jeg mere forvirret, end jeg nogensinde før har været efter en jomfrulytning. Men på den anden side er det som om, at første møde med albummet – præcis som med gruppens singler – kun har løftet en lille flig af sløret for det storslåede univers, det rummer.

»Musikken er på mange måder ekstrem«, medgiver Thomas. »Der sker så mange ting i musikken, og det er modigt på mange måder. Om folk kan lide det eller ej, er helt op til den enkelte«.

Han ved udmærket godt, det ikke er en letfordøjelig omgang radiohits, de har sat i verden. Og det er lige præcis det, der er meningen med det hele.

»Jeg vidste, jeg ville lave musik, som ikke var som noget andet i Danmark«, forklarer han. »Der er sindssygt mange, der prøver at ramme en lyd, der kan komme i radioen, frem for at prøve at lave noget, der er så originalt som muligt«.

Jeg tror, folk er sultne efter noget andet

Thomas har frem for alt eftersøgt et større mod i musikken. Et mod, han beundrer hos toneangivende pladeselskaber som Escho og Tambourhinoceros: »Vores musik matcher bare ikke helt deres profil. Hvor er der så plads til sådan noget som Ganger? Det er der bare ikke. Så det er vi nødt til at skabe selv. Og det er det, vi gerne vil lave med Yachtvej«.

Yachtvej er navnet på det nystartede selskab, Ganger selv har skabt og har base i. En eksperimenterende platform for »kunst- og virksomhedsudvikling for artisterne i og omkring bandet Ganger«, som websitet dikterer. Hvor kunsten skabes for kunstens frem for pengenes skyld.

»Jeg tror, folk er sultne efter noget andet. Ideen er, at Yachtvej kan starte en form for ny alternativ bølge af musik i Danmark. Jeg ved, vi har lavet noget modigt, der tør at være weird og tage chancer. Som tør være episk og stort og tage fat i de svære ting, der gør ondt. Vores håb er, hvis vi får succes med det her, at vi kan få bands ind, som har lyst til at være med til at repræsentere en ny bølge. Som tør være meget mere modige«.

Bølgen begyndte med Thomas, der »lavede basen for projektet«, som Mille beskriver det. Det lyriske univers har rødder i hans indre: I barndomsanekdoter, i feberforvildede visioner, i ekstremt stor smerte og i alle de ormehuller, han nørder sig ud i på nettet, i litteraturen, i filmkunsten og fantasien. Men selv om en del af indholdet er dybt personligt, er Ganger intet soloprojekt. Tværtimod. Nok har Thomas skrevet numrene, men udviklingen, de undergik i indspilningerne, var en fælles bedrift.

»Det har været en mission for mig at udslette egoet«, fortæller Thomas. »Jeg har intet ønske om at være frontfigur. Det handler ikke om mig – det handler om at lave et vildt værk. Det bliver værdiløst for mig, hvis jeg bare laver det selv. Jeg tror på den kollektive proces i at lave kunst. Når man er alene, bliver det et ekkokammer af tanker og følelser. Man udvikler angst og stress og depression, fordi man ikke kan finde sin plads i noget. Man føler sig uforstået. Overset«.

Thomas Bach Skaarup. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Mille: »Man kan også mærke, musikken ikke bare er skabt af ét menneske. Hvis ét menneske indeholdt alle de ting, der er blevet lavet, havde det virkelig været et vildt menneske«.

Ét menneske blev således til fem-seks stykker. Thomas, Mille, Ninna og Kirsten på vokaler, Andreas på trommer. Og så producer Anders Boll (der tidligere blandt andet har arbejdet med Efterklang og Lowly), som »er ligesom et sjette medlem, der er med til at skabe og forme musikken«.

En udvidelse af universet, der gav det endnu flere dimensioner. Særligt koret, der er en essentiel del af Gangers dna, lyder som om det er resultatet af flere års målrettet casting. Men i virkeligheden er det mest af alt et par helt vildt heldige fund blandt venner og bekendte.

Mille: »Første gang vi alle sammen sang sammen, var det bare sådan… What, hvor er det her vildt! Jeg er meget dyb, Nina er meget kraftfuld i midten, Kirsten synger meget lyst og klart. Vi ligger fuldkommen i hver vores ende af spektret«.

Hvordan man så gennemskuer, hvilken del af spektret, der skal fortolke Thomas’ tekst, er ganske simpelt: Alle synger – og så er det om at finde ud af, hvem der bedst »ejer sangen emotionelt«.

Mille: »Teksterne, som Thomse har skrevet med udgangspunkt i sit eget liv, er virkelig følelsesmæssige. Når jeg synger dem, betyder de noget helt andet for mig. Og det er netop det, der gør det så spændende. Det er derfor, der kommer den intensitet i musikken«.

Smerte, Bukowskis pik og et stjålet tv

Livet, der har været udgangspunkt for lyrikken, blev levet i Hanstholm i Nordjylland. Thomas voksede op i fiskerbyen Hanstholm under en gammel bunker i en faldefærdig soldaterbarak, »der skulle have været revet ned for mange år siden«, som han selv siger.

Thomas: »Det var et ret tought fiskermiljø, særligt i 90’erne. Vi var en af de fattigere familier i byen, vi boede i. Mange af de her sange – og mange af de næste – er ret konkrete historier fra Hanstholm. På mange måder handler det for mig om at prøve at forstå den underlige barndom, jeg havde deroppe. Jeg skammede mig sindssygt meget over at komme fra det her miljø i mange, mange år. Nogle gange i 20’erne løj jeg og sagde, jeg var fra et helt andet sted. Men selv om jeg i virkeligheden har oplevet nogle ret traumatiserende ting, har jeg aldrig set det som en offerhistorie. Ting er ikke sort-hvide. Minder er ikke sort-hvide. De er sindssygt fragile og omformelige.

Der er rigtig meget smerte i mange af de her sange. Jeg tror, de fleste, der hører sangene, måske tænker på kærlighed. Og det er vigtigt for mig, de kan forstås på mange måder. Men jeg har fundet ud af, at mange af de her sange nok handler om min far«.

Thomas’ far blev syg af terminal cancer i tungen og halsen i januar 2018. »Vi havde et meget kompliceret forhold«, fortæller han. Måske ikke et rigtigt forhold overhovedet, før sygdommen ramte.

Thomas Bach Skaarup. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

»Jeg tog hjem til Thy, tog orlov i fem måneder og passede ham, indtil han døde. Han havde en kæmpe cancerknude, der voksede ud af hagen på ham og helt ned igennem halsen. Han vejede 40 kilo til sidst. Han ville bare være derhjemme og dø. Det var helt sindssygt hårdt. Men det gjorde så også, at jeg gik fra aldrig at have følt, jeg havde haft en far, til at prøve at have en far. Vi forsonede os, talte om alle de ting, der var svære, og der endte med at være kæmpestor kærlighed mellem os. Så døde han. Han blev taget fra mig igen. Det har været et af de hårdeste år af mit liv efterfølgende«.

Men ligesom hos minderne, som Thomas vælger ikke at være offeret i, er han det heller ikke i det lyriske univers. Her går smerten, der gennemsyrer store dele af musikken, hånd i hånd med humor.

Thomas: »Jeg kan ikke holde ud at høre musik, der er for følsomt. ’Gud, det svinger’ kommer fra et sted, der er ekstremt stor smerte for mig. Men det er jo weird at starte den med en, der står og taler om at få vasket sin pik. Det er noget, der er enormt maskulint eller sexistisk på overfladen, men som i virkeligheden er ekstremt sårbart. Men hvis det hele er patos – hvis jeg skrev et album, som kun var skrevet fra et sted med smerte, ville det ikke være sandt over for den, jeg er som person. Sorg er noget, man bærer på mange forskellige måder. Også ved at omfavne det groteske og det sjove«.

Netop omfavnelsen af det groteske og det sjove er på en eller anden måde essentielt for andensinglen, ’Olympisk’. »Min stedfar har stjålet et tv / jeg elsker det«. En tekst, der lyder som en form for Jens Blendstrup-pastiche af absurd børnebogspoesi. Men da jeg spørger Thomas, hvordan linjen om stedfaren og tv’et opstod, kigger han halvforbavset på mig: »Jamen. Min stedfar har stjålet et tv!«

Sorg er noget, man bærer på mange forskellige måder

»Det var 1996, der var Olympiske Sommerlege i Atlanta. Jeg fulgte meget med i det, sad hele natten og spiste pop-op-is og så basketball. En morgen vågnende jeg, og så stod der bare det her kæmpe fjernsyn inde på mit værelse – YES, HVOR NICE! Så satte jeg det til og så OL på det store fjernsyn i to dage, og jeg var helt oppe og køre. Den tredje dag var det bare væk. Min mor sagde: ’De (stedfaren og hans ven, red.) lavede et knæk i et sommerhus og har stjålet fjernsynet, men de fik paranoia over, det stod her, så det er røget ned i en carport hos en ven i byen’. Fuck, hvor nedtur«.

Nummeret blev skabt, da Thomas var hjemme i Hanstholm, da hans far var syg. Han havde ikke skrevet en sang i lang tid, fordi han havde det så skidt, men da han fandt naboens legetøjskeyboard, satte han sig og skrev ’Olympisk’ på et kvarter. »Hele teksten, hele struktruren, everything«.

»En uges tid, inden vi skulle udgive ’Olympisk’, skrev jeg en Facebook-besked til min mor og stedfar: ’Hey, den her sang kommer ud. I skal bare vide, det er all love’. Det var jo præcis, som vi synger i sangen: ’Jeg elsker det!’ Jeg syntes, det var for fedt, min stedfar havde stjålet et fjernsyn – til mig! Min mor skrev: ’Ej, det var ikke sådan, det foregik’. Åh nej, ville de nu til at benægte det? Men så skrev hun: ’Han hed altså ikke Røde Kurt. Han hed Røde Johannes’«.

Ninna Lundberg. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

»Der mangler mod til at lade være med at gå efter the fucking money«

I Ganger-universet er det lidt usædvanligt med en sand historie som ’Olympisk’ (nå ja, hvis man ser bort fra Røde Kurt/Røde Johannes-gate) fortalt så direkte. Lyrikken forekommer som regel som brudstykker af historier vævet sammen som et poetisk patchwork, der gør Hanstholm-minderne til abstrakte billeder. Som Thomas siger: Hvad, der for ham handler om hans far, kan for en anden lytter handle om en helt anden slags kærlighed eller en helt anden slags smerte.

Thomas: »Hvis det skal være musik, du kan dykke ned i og høre mange gange, kræver det, man ikke forklarer for meget, tror jeg. I får ikke os til at lave en ’her er de 11 sange, her er hvad de handler om’. No way. Den ene side af mig, musiknørden, elsker at læse det, men den anden side af mig, kunstneren, synes, det er åndssvagt. Man skal være loyal over for sin lytter. I får heller aldrig Ganger at se i ’Go’ morgen Danmark’, ’Toppen af poppen’ eller en cheesy DR3-dokumentar, og der er én grund til det: Du svigter dine fans ved at gøre det. Kunstneren er så meget kædet sammen med sin kunst, at hvis man ikke værner om det, ens lytter bliver præsenteret for, og det univers, de lukkes ind i, er det et svigt.

Der er en gribbeagtig kultur i dansk musik. Folk føler, der er så få pladser, at de vil gøre hvad som helst for at tjene penge eller få en lille smule fame. Det bringer værdien af musikken ned for mig. Jeg synes, der mangler noget mod til at lade være med at gå efter the fucking money – der er nærmest ingen af dem i Danmark alligevel«.

Men hvad så, hvis the fucking money er den eneste vej frem? Hvis Ganger aldrig kommer ud over stepperne, hvis de ikke underlægger sig musikbranchens spilleregler? Kan man godt være kunstner på kærlighed og kildevand, hvis successen lader vente på sig for bestandig?

Thomas: »Det kan godt være, det går langsomt. Det må det gerne. Det kan godt være, det først er plade nummer fire, vi bliver store på, og det har vi det helt fint med. Jeg er meget stædig. Det har jeg fra min far. Jeg er stædig omkring at ville lykkes med det her«.

Kirsten Nyhus Janssen. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Gennem tiden har jeg efterhånden talt med mange passionerede musikere. Musikere, som er lige dele stædige, håbefulde og lidenskabelige. Men sjældent har jeg snakket med en musiker, der er så meget en kunstner, som Thomas er. Med alt, det indebærer af et himmelhøjt ambitionsniveau og en stædig tro på integriteten i og loyaliteten over for den kunst, han og Ganger skaber.

Thomas: »Musik har en tendens til at blive set som det rindende vand fra en vandhane i kunstens verden. Så er skulpturen den fine vin. Du går jo heller ikke på galleri og hører musik – du tager til koncert, men der ved du allerede, hvad du skal høre. Når du tager på museum, går du rundt, oplever og er åben – det har vi slet ikke inden for musikken på samme måde«.

Mille: »Man køber jo ikke plader og lytter på samme måde længere. Man stiller ind på radioen, og hvis de spiller noget, du ikke vil høre, skruer du videre. Hvis du ikke forstår det eller har lyst til at være en del af det, siger du bare ’næste’«.

Angsten for, hvordan folk vil modtage Gangers debut, har da også ramt Thomas og Mille i bølger. Vil de ikke bare sige ’næste’, når de stiller ind på noget, der ved første lyt er så besynderligt og komplekst, som Ganger nu engang er?

Da Thomas havde været i Aarhus og mixe pladen færdig, spillede han det for fuld udblæsning for sin kæreste på vejen hjem i sin Toyota Corolla. Da han delte sine usikkerheder med hende, beroligede hun ham: »Hvis du har lyst til at gå med ind i det, så står det åbent og er klart til dig. Hvis du kan rumme det«.

Præcis som de tre første sange havde udviklet og udvidet sig for mig, da jeg selv blev grebet af lysten til at gå med ind i universet, der blot blev større, smukkere og vildere, som jeg lod mig rive med ud i alle dets obskure ormehuller.

Thomas: »Det, vi har gjort med det her udtryk, er, at vi har skabt en uendelighed af muligheder. Vi har ikke fastlåst os på noget. Vi skal undersøge alle mulige musikretninger, vi kan lide. Det kan sagtens være, den fjerde plade bliver en technoplade eller kun spillet med akustiske instrumenter.

Ganger kan gå i alle retninger nu. Det kan alt«.

Oplev Ganger live til Soundvenues nye endagsfestival INPUT 28. september i Pumpehuset – det er gratis. Læs mere HER.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold