Er det bare mig, eller er Post Malone blevet en bitter mand på ‘Hollywood’s Bleeding’?
Post Malones karriere har indtil videre været fortællingen om, hvordan han er blevet bedre og bedre til at lave én slags sang. Gennembrudshittet ’White Iverson’, efterfølgeren ’Congratulations’ fra ’Stoney’-albummet, senere storhits som ’Rockstar’, ’Psycho’ og ’Better Now’ – alle de numre er i princippet variationer over det samme tema.
Det er sange, der i kernen er sørgelige, men som samtidig bruger hiphoppens medrivende virkemidler og popmusikkens store hooks. Post Malone har perfektioneret en form for tracks, der er halvt bangers, halvt ballader.
Sidste års storstreamende ’Beerbongs & Bentleys’ var et helt album med den form for numre. Udgivelsen var indbegrebet af Post Malone-lyden. Men nu, kun lidt over et år senere, har Austin Post, som han hedder, valgt at sprænge den lyd i tusind stykker på sit nye album ’Hollywood’s Bleeding’.
For selv om udgivelsen (efter en intro) starter med den stærke ’Saint-Tropez’, der er en selvironisk og småmelankolsk rigdomsfejring, der ville have passet perfekt ind på ’Beerbongs & Bentleys’, tager Postys tredje album hurtigt en skæv drejning. Eller nej: Det er egentlig ikke én drejning, så meget som det er en kontinuerlig zigzag-kurs mellem de forskelligste genrer.
Albummets fjerde nummer, ’Allergic’, er det første tegn på, at noget ikke er, som det plejer hos Post Malone. Sangen er en slags poppunk-inspireret, hektisk tingest, hvor rapperen bruger en drilsk, trillende sangstil, der nærmest lyder som noget, Billie Eilish kunne finde på. Det er uventet, men ikke umiddelbart vellykket – ’Post Malone leger Billie Eilish’ lyder lige så mærkeligt, som man skulle tro.
Herfra sidder albummet ikke stille så meget som et sekund. ’A Thousand Bad Times’ er et forsøg på rendyrket pop inklusive vers, der lyder som noget, rapperen har kopieret fra Tayor Swift. Sangens producere, Louis Bell og Frank Dukes, har da også netop været med til at lave Swifts ’Lover’.
Derefter er vi i Tame Impala-inspireret psychrock-land på ’Circles’, og så følger en form for bitter breakup-seance med Future og Halsey på ’Die For Me’, der begge leverer ekstremt stærke og personlige vers om deres ekskærester. Især Futures vers imponerer med hjerteskærende falset-passager, når han skal beskrive et forhold, der forliser.
Pop, psychrock, poppunk, breakups: Der sker virkelig meget på ’Hollywood’s Bleeding’. Og så har vi ikke engang talt om albummets store satsning: ’Take What You Want’ med Ozzy Osbourne og Travis Scott. Det her er en sang, der føles som om, den er skabt til at få din hjerne til at smelte.
Altså, vi får en autotunet Ozzy, en Travis Scott i overproduceret robot-modus, en stadionklar guitarsolo – og så en Post Malone, der står midt i sangen og nærmest virker paf over det maksimalistiske kaos, han har skruet sammen.
Fungerer sangen? Egentlig ikke. Men den lyder faktisk bedre, end man skulle tro. Man bliver nærmest blæst væk af den megalomane ambition: Sangen kaster så mange ideer i hovedet på dig, at man bliver overvældet. Og et eller andet sted må man tage hatten af for Post Malones mod. Hvem ellers kunne finde på at lave sådan et dybt smagløst og frygtløst patosfyldt nummer som det her?
Og det kan man på en måde sige om hele albummet. For nej, det er langt fra alt, der fungerer. Men ’Hollywood’s Bleeding’ føles stadig som det rigtige album at lave efter ’Beerbongs & Bentleys’. For det forrige album indkapslede én lyd – det her peger derimod i en masse forskellige retninger.
I hvert fald, når man ser på de musikalske valg. For mens lydbilledet er flersidigt og eksperimenterende som aldrig før, er Post Malones tekstunivers og flows ved at fryse fast i en form for statisk bitterhed.
Han er skiftevis sur på alle de falske venner (’Enemies’, ’On the Road’), internettets haters (’Internet’) og alle de kærester, der har svigtet ham (stort set alle andre sange).
Men på ’Beerbongs & Bentleys’-højdepunkterne ’Rich & Sad’ og ’Better Now’ havde han stadig både selvindsigt og selvironi. Dengang kunne han sukke »I just kept on wishing that the money made you stay« på førstnævnte og være nærmest vis og resigneret på sidstnævnte: »I seen you with your other dude / he seemed like he was pretty cool / I was so broken over you / life goes on, what can you do?«.
Dén side af Post Malone mangler på ‘Hollywood’s Bleeding’, der er et langt mere bittert album. Han har skiftet selvindsigt ud med selvmedlidenhed og lyder nærmest en smule hadsk, når han rapper ting som de her på ’A Thousand Bad Times’: »Said you needed a ride, but you wanted my car / without that face, girl, you wouldn’t get far«. Og så på omkvædet: »it’s gonna take a lot more to kill me, bitch«.
Okay, der er stadig linjer med glimt i øjet hist og pist (»thank you for the grave / I needed me a place to sleep«), men grundtonen er blevet en del mere indebrændt og selvretfærdig.
Det gør, at man ikke holder lige så meget med Post Malone som på de forrige album. Der er kort vej fra selvindsigtsfuld og underholdende breakup-sanger til selvretfærdig og bitter ekskæreste, og her er den hjerteknuste rapper lidt for tæt på sidstnævnte.
Udover de noget selvretfærdige tekster lider albummet også af, at kvaliteten daler meget i løbet af anden halvdel. Selvhjælpshymnen ‘Im Gonna Be’ er tåkrummende frelst, rantet mod sociale medier på ‘Internet’ lyder som en halvfærdig sang (sangens producer, Kanye West, skulle vist oprindeligt have gæstet), og ‘I Know’ er endnu en omgang skældud til en ond kvinde, der har såret Posty.
Det er altså et ujævnt album. Og det er første gang, vi har set Post Malone så bitter. Men albummets styrke og eksistensberettigelse er den første halvdel, hvor Post Malone nærmest sprænger sin egen lyd i luften med tusind nye ideer.
Kort sagt:
I modsætning til ’Beerbongs & Bentleys’, der dyrkede én stil, sprænger Post Malone sin lyd i tusind stykker på ’Hollywood’s Bleeding’. Det er ikke alt, der fungerer, og rapperens tekstunivers lider af en tiltagende bitterhed. Men det er alligevel underholdende og modigt at høre ham prøve kræfter med så forskellige ting som pop, poppunk, psychrock og heavy metal-rap med Ozzy Osbourne.
Læs også: Selvfølgelig er Post Malone god til beer pong