Frankie Cosmos’ ‘Close It Quietly’ er et kort og langt album på én og samme tid
Når amerikanske Greta Kline laver musik under kunstnernavnet Frankie Cosmos, er det med umiddelbarheden i fokus. Man har på fornemmelsen, at Kline skriver sine sange og tekster, fordi hun simpelthen ikke kan lade være. Det medfører naturligvis en ganske høj produktivitet, der siden 2014 har ført til fire album og to ep’er, mens Kline allerede før da stod bag et hav af udgivelser på Bandcamp under diverse kunstnernavne.
Helt fra de tidligste Bandcamp-demoer til Frankie Cosmos’ nye og fjerde album, ‘Close It Quietly’, er man dog ikke være i tvivl om, at det er samme kunstner, der er på spil. For selv om Frankie Cosmos-projektet har udviklet sig siden debuten for fem år siden, så er det Greta Klines underfundige tekster og skæve charme, der binder det hele sammen. Nogen stor sanger er hun ikke, men hendes spinkle og hæse stemme har en genkendelig personlighed, der på trods af alle dens mangler og begrænsninger gør den til en af Frankie Cosmos’ største styrker. Måske netop fordi den lyder ærlig?
For hvis der er noget, der kendetegner Greta Klines musik, så er det, at det er ærligt. Det er musik, der hverken prøver på eller påstår at være mere end det er. Det er små indierockede hvirvelvindssange om hverdagstanker, situationer og følelser, der er lige præcis så lange, som de behøver at være. Her er ingen uendeligt gentagne omkvæd, der trækker sagen ud. Ingen lange kunstneriske instrumentalstykker eller soloer. Ingen forfængelighed. Det er simpelt, umiddelbart og on point.
Alligevel er det paradoksalt nok også begrænsningens kunst – eller manglen på samme – der er en af de største svagheder på ‘Close It Quietly’. Ja, man kan næsten sige, at Frankie Cosmos’ største styrker også er hendes største akilleshæl.
»Does anyone wanna hear the 40 songs I wrote this year?«, synger Kline på sangen ‘41st’, og det er egentlig et godt spørgsmål. For man føler langt hen ad vejen, at man egentlig har hørt det hele før.
Med 21 sange på lige godt 40 minutter er ‘Close It Quietly’ nemlig både et kort og et langt album på én og samme tid. For selv om Frankie Cosmos gennemsnitligt kun bruger et minut og 53 sekunder på hver sang, så er 21 af dem måske lige en tand for mange. Det er umiddelbart og ærligt, men også svært at finde hoved og hale i, og mange af sangene får simpelthen ikke tid til at bundfælde sig.
For selv om Kline og hendes efterhånden faste bandmedlemmer har forsøgt at udvide lydpaletten og udtrykket en smule, så er der stadig kun tale om små skridt. Alle sangene er stadig skåret efter nogenlunde samme spartanske indierock-skabelon, der gør dem lette at forveksle med hinanden både ved første, andet og tredje gennemlytning.
Det er synd. For når hun er bedst, har Greta Kline en evne til at italesætte livet og dets store og små mysterier på en måde, som vi alle kan relatere til og leve os ind i. Desværre er den kvalitet let at overse, mens den ene sang efter den anden bare fræser forbi på. Isoleret set er mange af sangene glimrende, men når du endelig er nået hele vejen til sang nummer 21, har du næsten allerede glemt de foregående 20.
Måske netop derfor står en sang som den fine ‘Never Would’ også stærkest i hukommelsen, når jeg skal vurdere albummet. Her bevæger lydbilledet sig nemlig en smule væk fra den minimalistiske, skramlede indierock. Den er på ingen måde et musikalsk nybrud, men her er mere bund og en mere atmosfærisk lyd, der adskiller sig fra de omkringliggende sange uden at give køb på Frankie Cosmos’ univers og genkendelighed.
Mere variation og en lidt stærkere sortering af, hvor mange sange, der skal med på albummet næste gang, tak. Så er potentialet til noget rigtig stort til stede. Det har det altid været.
Kort sagt:
Frankie Cosmos har altid skrevet umiddelbar, ærlig og genkendelig indierock. Det gælder også på hendes fjerde album, der dog desværre føles lidt for langt med hele 21 sange på 40 minutter. For selv om albummet har mange kvaliteter, bliver de let overset, når den ene sang efter den anden fræser forbi.