Fredags-hiphop: Raske Penge og Klumben går trap, Gilli gæster Atypisk og Omar genforenes med Artigeardit

Fredags-hiphop: Raske Penge og Klumben går trap, Gilli gæster Atypisk og Omar genforenes med Artigeardit
Omar.

Siden Spotify besluttede, at det var fredag, playlisterne skulle opdateres, har dette været dagen, hvor nye sange udkommer i hobetal. Sådan også denne uge, hvor det især er en række samarbejder, der fanger øjet.

Her er både velkendte collabs som vennerne Omar og Artigeardit, der før har ramt guld sammen, og Carmon/Stepz-kombinationen, der samarbejder for allerede anden gang i år. Men der er også overraskelser: For hvad laver Klumben og Raske Penge for eksempel på et beat af Emil Stabils producer Lil Producer?

Her er denne fredags dugfriske hiphopfangst – med hele seks nye sange.

1. Omar feat. Artigeardit ‘Psycho’

Omars drengede, umiddelbare vokal og Artigeardits glimt i øjet-flows er bare en vanvittig god blanding. Det var det på Omars gennembrudssang ‘Bar sig til’ i 2017, og det er det i dén grad på det nye nummer ‘Psycho’, der umiddelbart lyder som en af årets bedste ulykkelige kærlighedssang i dansk hiphop.

2. Atypisk feat. Gilli ‘Plata O Plomo’

Det er ikke første gang, Atypisk og Gilli laver en sang sammen, og ‘Plata O Plomo’ er heller ikke den første danske hiphopsang, der refererer til Pablo Escobars berømte citat, der er blevet noget af en catch-phrase siden tv-serien ‘Narcos’. Sangen selv er også et ret klassisk eksempel på, hvor dansk hiphop lyder i 2019. Intet nyt under solen altså – men Atypisk får point for at remixe Nas’ omkvæd fra ‘Nastradamus’.

3. Don x Lee x Barber ‘Præg på kortet’

Gaderap-trioen fra Aarhus har været tavs i noget tid, men til gengæld er der fuld fart på den nye single ‘Præg på kortet’. Bogstavelig talt, for tempoet her er i samme bouncy stil som franske rappere a la Jul. Det er faktisk virkelig forfriskende og medrivende, det Don, Lee og Barber fyrer op for her.

4. Larry 44 ‘Himalaya’

Herlev-rapperen Larry 44 har fået en mindre hype omkring sig, efter hans sang ‘Himalaya’ var soundtracket til en kortfilm om tøjmærket ‘Cest Lyon’. Nu er dén sang ude inklusive en musikvideo – og det er en solid, autotunet gaderap-banger, der især viser, at Larry 44’s stærke sider ligger i samme melodiske stil som Node.

5. Carmon feat. Stepz ‘Tålmodighed

Carmon og Stepz udgav tidligere i år ‘Dem der ved det’, og deres nye sang ‘Tålmodighed’ (titelnummeret fra Carmons debutalbum, der lander om en uge) fortsætter tonen fra forrige samarbejde: Det er afdæmpet, alvorsfuldt og uinteresseret i popmusik. Det er to af dansk hiphops mest gadeorienterede og kompromisløse rappere, der rapper om deres betonfarvede verden, som de ser den.

6. Raske Penge & Klumben ‘Salut’

Raske Penge og Klumben har præget dansk dancehall som få andre, men nu er de gået trap! Sådan lyder det i hvert fald på den hedonistiske fødselsdagssang ‘Salut’, der er produceret af Emil Stabils faste beat-leverandør Lil Producer. Et helt album fra Klumben og Raske, ‘Livet’, udkommer 25. oktober.

Læs også: Fredags-hiphop: Hør nye singler fra Artigeardit, Marvelous Mosell m.fl.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold