Jenny Hval udforsker kærlighed med en eksperimenterende blanding af pop, spoken word og ambient

Jenny Hval udforsker kærlighed med en eksperimenterende blanding af pop, spoken word og ambient
Jenny Hval udforsker kærlighed med en eksperimenterende blanding af pop, spoken word og ambient - The Practice of Love
4 6
Jenny Hval
'The Practice of Love'

Album, Sacred Bones/Playground

Der er noget prisværdigt over, at hvert eneste Jenny Hval-album er temmelig underligt. Selv hvis man er bekendt med hendes oeuvre, så er hun i stand til at overraske, forundre og efterlade lytteren lige så forvirret som beriget. Og denne svimlende fornemmelse gør, at man har lyst til at vende tilbage til hendes musik igen og igen i søgen efter mere.

Med ‘The Practice of Love’ kaster hun sig over at beskrive noget så alment som kærlighed – men det handler også om at føle sig som en lille biperson i en kæmpemæssig fortælling. Om at søge intimitet og fællesskab, mens man føler sig som en fremmed.

Det kan virke en smule tungt, men Hval har nogle praktiske våben i sit arsenal, der gør albummet lettere at fordøje. Først og fremmest forstår hun at begrænse sig. ‘The Practice of Love’ består af blot otte numre, og kun den afsluttende ‘Ordinary’ bevæger sig over de fem minutter. Det resulterer i et album på blot 33 minutter, der altså nærmest inviterer til endnu en gennemlytning, så snart det er overstået første gang.

Dertil byder albummet på nogle af hendes mest poppede numre længe – naturligvis side om side med de mere eksperimentelle stykker musik, hun er kendt for. Singlerne ‘High Alice’ og ‘Ashes to Ashes’ skræmmer næppe mange lyttere væk, og selv om der sonisk bliver skubbet til lidt flere grænser på ‘Lions’ og ‘Thumbsucker’, er begge sange også udstyret med mindeværdige hooks.

I den modsatte boldgade har Jenny Hval inviteret Vivian Wang, Laura Jean Englert og Félicia Atkinson til at bidrage med spoken word i løbet af albummet. De er med på seks ud af albummets otte numre, og da sangene som sagt ikke varer særlig længe, fylder disse stemmer temmelig meget. Titelnummeret er sågar et rendyrket spoken word-nummer, hvor Hvals egen vokal næsten slet ikke optræder. Disse sektioner uddyber tematikkerne, Hval udforsker på albummet, men musikalsk føles det ofte som om, de sætter sangenes udvikling på pause.

Sonisk er disse spoken word-stykker nemlig mestendels præget af svævende, æteriske ambient-synths. Det kan føles en kende fremmedgørende og uhåndgribeligt – som om musikken befinder sig på et helt andet plan end de ellers meget personlige, jordnære fænomener, hun arbejder med. Og det giver da mening, da Hval selv erklærer, at albummet »ser tingene oppefra«. Filosofisk set åbner dette for en del spændende perspektiver, men det gør også lytteoplevelsen ret distancerende.

Synthlydene arbejder tit over for nogle techno- eller trance-beats, der giver numrene noget pulserende drivkraft. I albummets mere melodiske øjeblikke får instrumentationen dog i højere grad mulighed for at udfolde sig. Her bliver der gjort plads til boblende bas, nervepirrende tangenter og hjemsøgende træblæs.

På ét nummer går mødet mellem melodi, spoken word og medrivende instrumentation dog perfekt i spænd. Det er afslutningsnummeret ‘Ordinary’, hvor alle de elementer, der i løbet af albummet er blevet bygget op, kulminerer i et overdådigt klimaks – en eksplosion af intimitet, følsomhed, angst og kærlighed.

At afslutte med netop ‘Ordinary’ får selv albummets mest fragmenterede, fjerne glimt til at give mening, og tracklisten ender med at føles meget helstøbt. Rejsen derhen har nogle markante bump på vejen, men det er uden tvivl en rejse, der er værd at tage.


Kort sagt:
Mange højtragende, abstrakte emner bliver på kryptisk vis endevendt på ‘The Practice of Love’, og selv om ikke alle øjeblikke er lige gribende, er helhedsoplevelsen ganske berigende.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold