Khalids koncert i Royal Arena var en serie af mærkværdige beslutninger

Khalids koncert i Royal Arena var en serie af mærkværdige beslutninger
Khalid i Royal Arena.
Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue
2 6
Khalid

Koncert, Royal Arena

Khalid har en helt særlig evne for at tale til ungdommen gennem sin musik. Jeg sad på siddepladserne, et pænt stykke tilbage, og lige fra det indledende nummer ‘Free Spirit’ rejste en hel sal fyldt med teenagere og unge voksne sig op – de dansede, vuggede og krammede, og de satte sig ikke ned igen før en time inde i koncerten, hvor interludiet ‘9.13’ blev spillet. Publikum virkede hele vejen igennem dybt engagerede, og det bør Khalid være taknemmelig for, for hans optræden var godt nok ikke spektakulær.

Lad os starte med aftenens hovedperson. Khalid sang egentlig ganske fint, hvad gjaldt at ramme tonerne. Hans falset var ofte ganske imponerende. Men derudover var han ikke særlig overvældende at iagttage. Han snøvlede sig tit gennem konsonanterne, og på scenen vraltede han typisk ret målløst rundt. Alt efter sangen bar han enten et kæmpestort tandpastasmil, eller forsøgte med sin mimik at vise, at han følte sangen dybt inde i sin sjæl. Sidstnævnte kunne ofte føles en tand for melodramatisk, og mens smilet var smittende i starten, mistede det hurtigt sin charme.

(Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Hans mere melankolske, sjælfulde side fik især etableret sig med en række ballader, han af uransalige årsager havde valgt at placere i direkte forlængelse af hinanden. De langsomme ‘9.13’, ‘Coaster’, ‘Angels’, ‘Intro’, ‘Alive’ og ‘Paradise’ blev én efter én fyret af, mens Khalid hele vejen igennem sad stille på en taburet. Det er sådan en gimmick, der måske havde kunnet fungere i løbet af en enkelt sang, men som slet ikke tålte at blive brugt så længe.

Khalid havde medbragt en gruppe dansere. Hvorfor aner jeg ikke, for hans musik er jo ikke just dansemusik uden for samarbejdet med Benny Blanco og Marshmello – og på de to tracks fungerede danserne da også langt bedre end på de øvrige numre. På de fleste numre stod den enten på moderne dans, 1990-æra MTV-new jack swing-moves eller trin, der kunne være som snydt ud af en Usher-video. Langt størstedelen af tiden bidrog de ikke den mindste smule til nummerets stemning, og alt for ofte virkede de decideret malplaceret.

Danserne havde rigeligt med plads at bevæge sig på, for som endnu et led i en mystisk række af beslutninger var Khalids band placeret på platforme i hver side af scenen. Det var som om, de var placeret, så man så vidt som muligt skulle ignorere dem, og selv jeg troede da også i et øjeblik i starten, at koncerten ville køre på backingtrack. Bandet spillede som sådan fint, og guitaristen fik endda fyret et par ganske sjælfulde, omend alt for korte, soli af.

De malplacerede dansere i fuld effekt. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

På ‘Outta My Head’ bevægede guitaristen sig kortvarigt ind mod Khalid på midten af scenen til en solo, og i et kort øjeblik kunne man mærke det samvær, der om noget var savnet, når instrumentalisterne sådan var spredt så langt som muligt fra hinanden. Khalid var aldrig gennemtrængende nok og virkede ofte ganske ensom og lille på scenen.

Koncerten blev afsluttet ganske brat efter ‘Saturday Nights’. Inden nummeret fik vi ingen varsel om, at det her var sidste nummer, så jeg var ærlig talt chokeret, da lyset pludselig blev tændt, og alle begyndte at rejse sig. Det var et lettere antiklimaks.

Aftenen blev holdt oppe af en virkelig dedikeret fanskare, der sang med, skreg og dansede – selv oppe på siddepladserne. Men Khalids koncert var desvære slet ikke god nok til at fortjene så godt et publikum.


Kort sagt:
Khalids optræden i Royal Arena var en serie af mærkværdige beslutninger. Bandet var placeret underligt, danserne passede ikke ind, scenen virkede tom, og Khalid kom aldrig ud over scenekanten. Selv den fantastisk dedikerede fanskare kunne ikke redde koncerten.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold