Spoiler alert: Det kan du forvente til Ariana Grande-koncerten i Royal Arena

Når Ariana Grande tirsdag gæster Danmark med sin 'Sweetener World Tour', er det en popstjerne i kreativ topform, publikum får lov til at opleve i en udsolgt Royal Arena. Vi har undersøgt, hvilken koncert man kan forvente.
Spoiler alert: Det kan du forvente til Ariana Grande-koncerten i Royal Arena
Ariana Grande. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Ariana Grandes liv har de seneste år budt på mange uoverkommelige kriser i form af break-ups, dødsfald og sågar terrorangreb, men trods den overvældende modgang er popstjernen tilsyneladende kommet stærkere ud på den anden side med de to succesrige album ‘Sweetener’ og ‘Thank U, Next’ i bagagen.

Grande befandt sig senest under danske himmelstrøg tilbage i 2017, da hun gæstede Jyske Bank Boxen med sin ’Dangerous Woman’-turné. Men selv om det i kalenderen ikke er mere end to år siden, så har det altså været nogle hektiske år, hvor det unge stjernefrø også har bevæget sig væk fra den polerede tyggegummipop, der kendetegnede starten af karrieren, for at udvikle sig til den legitime popdiva i sværvægterklassen, vi kender i dag.

Nu er hun så tilbage på dansk grund med sin omfangsrige ’Sweetener World Tour’, der startede i USA tilbage i marts og altså nu er nået til den europæiske del, som blandt andet bringer hende forbi en udsolgt Royal Arena tirsdag den 1. oktober. Det bliver den britiske r’n’b-sanger Ella Mai, der skal varme arenaen op, inden Grande tager over.

Internettet har hjulpet os med at danne et nogenlunde overblik over, hvad du kan forvente, når Ariana Grande træder frem på scenen. Og så lige den obligatoriske spoiler alert: Læs ikke videre, hvis du vil overraskes til koncerten.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sceneshowet

Selv om Ariana Grande for længst har fralagt sig sit image som nuttet teenagestjerne, har hun dog holdt fast i den hyperfeminine æstetik, der nærmest er blevet hendes signatur. Hvis man kigger på Grandes nylige udsolgte shows i Londons O2 Arena, så kan vi godt forvente at opleve hende i fuld ’Grande-uniform’ med den sædvanlige høje hestehale, pastelfarvede kjoler og frygtindgydende høje hæle i de lårhøje støvler.

Selve hovedscenen befinder sig foran en stor ’sol’, mens et andet udefinerbart himmellegeme hænger midt i arenaen. Begge skifter farve afhængig af temaet og stemningen i sangene, mens de også danner baggrund for diverse visuals, der skal tage os med på en poptur i rummet, særligt på sangen ‘NASA’, hvor hele arenaen lyses op som en stjernehimmel. Desuden går der en imponerende catwalk ud fra scenen, der omkranser det såkaldte Golden Circle-område foran scenen og altså giver Grande og hendes dansere mulighed for at komme ud blandt publikum.

Grande roses af The Guardian for sit relativt (det er trods alt en popkoncert) minimalistiske og underspillede setup, der giver god plads til at lade hendes imponerende vokal folde sig ud – men frygt ej, for den tidligere teaternørd har heldigvis ikke helt kunne lade kostumeskift og rekvisitter blive hjemme. Vi får derfor formentlig Grande at se i hele fem forskellige Versace-outfits, og så er der et hav af dansere, en lyserød bil på scenen under ’7 Rings’ og et langbord til genskabelse af ’Den sidste nadver’ under ’God Is a Woman’, som vi så det til MTV VMA i 2018.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Setlisten

’Sweetener World Tour’ indledes på samme vis som albummet af samme navn af det flydende interlude ’Raindrops (An Angel Cried)’, men hvis man frygter, at Grande kun medbringer materiale fra dén plade, så behøver man ikke bekymre sig. Hun har jo som bekendt udgivet albummet ’Thank U, Next’ siden turneen blev annonceret sidste år, og det er da også det album, der er mest talstærkt repræsenteret på den 23 numre lange setliste. Det er værd at bemærke, hvordan det seneste udspil fra Grandes side, Miley Cyrus og Lana Del Rey-samarbejdet ‘Don’t Call Me Angel’ fra det nye Charlies Angels-reboot, glimter ved sit fravær – men måske det er en skjult erkendelse af nummerets mildt sagt ringe kvalitet?

Setliste fra Barclaycard Arena i Hamborg, 28. september 2019:
1. ’Raindrops (An Angel Cried)’
2. ’God Is a Woman’
3. ’Bad Idea’
4. ‘Break Up With Your Girlfriend, I’m Bored’
5. ‘R.E.M.’
6. ‘Be Alright’
7. ‘Sweetener’ / ‘Succesful’
8. ‘Side to Side’
9. ‘7 Rings’
10. ‘Love Me Harder’ / ‘Breathin’
11. ‘Needy’
12. ‘Fake Smile’
13. ‘Make Up’
14. ‘Right There’ / ‘You’ll Never Know’ / ‘Break Your Heart Right Back’
15. ‘NASA’
16. ‘Only 1’
17. ‘Everytime’
18. ‘The Light Is Coming’
19. ‘Into You’
20. ‘Dangerous Woman’
21. ‘Break Free’
22. ‘No Tears Left to Cry’
23. Ekstranummer: ‘Thank U, Next’

I en anmeldelse hos Rolling Stone kan man læse, at Grande er en kvinde af få ord under showet, og vi kan derfor nok forvente, at hendes verbale interaktion med publikum i Royal Arena holdes på et minimum. Hvis man skal tro det amerikanske musiksite Stereogum lader det dog til, at der simpelthen ikke er tid til at smalltalke, da hun skal nå igennem så mange sange. Der er dog andre måder at interagere med publikum på. Som når Grande får fans i salen til at agere kor i smuk fællessang på ‘Breathin’, eller når hun krænger sit hjerte ud på ’Everytime’ på en lille platform ude blandt de mest dedikerede fans i Golden Circle.

Setlisten ser ud til at bringe os igennem hele Grandes historik helt tilbage til debutalbummet ’Yours Truly’ fra 2013 med Big Sean-duetten ’Right There’ og frem til den nutidige ’Thank U, Next’-æra – så der bør altså være lidt til fans af alle Grandes epoker, når ’Sweetener World Tour’ spiller Royal Arena op.

Læs også: Ariana Grande sagsøger tøjmærke for at efterligne hendes image – vil have 70 millioner kroner

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af