Ti år efter ’Velkommen til Medina’ føles det stadig som om, hun synger kun for mig

Ti år efter ’Velkommen til Medina’ føles det stadig som om, hun synger kun for mig
Medina til Distortion, 2015.
Foto: Samy Khabthani
‘Velkommen til Medina’ har netop fejret 10-års jubilæum. Popskribent hos Soundvenue, Sofie Kock Aukdal, argumenterer for, hvorfor albummet i hendes optik er et undervurderet stykke dansk pophistorie.
Ti år efter ’Velkommen til Medina’ føles det stadig som om, hun synger kun for mig
Sofie Kock Aukdal

Musikskribent for Soundvenue og vært på podcasten Poplyst.

KOMMENTAR. Ved et tilfælde endte jeg til en lillebitte Medina-koncert for et par uger siden. Jeg var på vej ind på Rådhuspladsen for at få et glimt af mit gamle teenageidol Tina Dickow, der headlinede ved dette års Copenhagen Pride. Hvad jeg ikke vidste var, at koncerten bød på en gæsteoptræden fra Danmarks ukronede dronning af dansegulvet, der kom forbi for at synge ‘Ensom’ og ‘Det smukkeste’ som fine duetter med Dickow og hendes band.

Der stod de – to af landets dygtigste sangskrivere. Ganske vist dygtige af meget, meget forskellige grunde, men der var noget fint over at se dem stå side om side som de to skikkelser, der på hver sin måde kreerede soundtracket til mine gymnasieår. Til festerne og til hjertesorgerne, der fulgte efter.

Og selv om det måske kun er et par uger siden, du har hørt ‘Kun for mig’ blæse ud af højtalerne på en eller anden bar i Indre By, er det rent faktisk et helt årti siden, Medina udgav sit bedste og mest hittunge album til dato. Den 31. august kunne ’Velkommen til Medina’ nemlig fejre 10-års jubilæum: Albummet, der for alvor introducerede Danmarks måske første og sidste klubdronning og hendes følelsesladede dansegulvs-bangers.

For der var ingen som Medina i 2009, og der har ærlig talt heller ikke været nogen som hende siden. Der har ikke været nogen kvindelige popsangere, der lige så kompromisløst har turde lave et helt album til klubberne med hårdtslående bas og catchy hooks – og så endda som kunstner, ikke bare som sidekick til en mandlig dj.

‘Kun for mig’ er dansegulvpoesi, titelnummeret er flabet og råt, ‘Ensom’ behøver nærmest ingen forklaring, og dykker man ned i nogle af de knap så prominente numre på albummet, bliver jeg på fineste vis mindet om, at Medina frem for alt er en romantisk, melankolsk popdigter. Og ‘Velkommen til Medina’ er i mine øjne et virkelig enestående og måske også lidt undervurderet stykke dansk pophistorie.

Poesien ligger i simpliciteten

Før jeg genbesøgte ‘Velkommen til Medina’, huskede jeg det virkelig som om, det var et af den slags album, hvor de sange, der ikke var radiohits, var ligegyldige og følelsesforladte. Men sagen er faktisk en helt anden. Nuvel, der er et par sange som ‘Joanna’ og ‘Stikker du af’, der er direkte belastende for ørerne, men ‘Jante’, ‘Perfektion’ og ‘Er du med’, der alle er gået lidt glemt i Medina-repertoiret, er virkelig stærke dansenumre.

‘Perfektion’ virker næsten en lille smule fremadskuende med bløde, sårbare synths og en subtil autotune, der er 2019 værdig. »Er du mon lavet til mig?«, synger Medina –  den højenergiske klubdronning var ligeså meget en sårbar, håbløs romantiker. Hvilket man i den grad også har kunnet mærke senere i hendes karriere på sange som ‘Det smukkeste’, ‘Mest ondt’ og ‘For altid’.

Medina er en særligt beundringsværdig kunstner, fordi hun i et medielandskab, der har forsøgt at nedgøre og banalisere hendes musik, på enestående vis har formået at forblive 100 procent sig selv. Hun har ikke forsøgt at lefle for forfængelige musikkritikere ved at skrive kringlede, überpoetiske tekster.

Poesien ligger derimod i hendes simple, men universelt rammende ord om kærlighed. Tag bare hittet over dem alle, ‘Kun for mig’, der altså i min bog er en vaskeægte poetisk genistreg. Det er en pulserende hjertesorgs-banger, og dens repeterende mantra »nu er musikken kun for mig, kun for mig« har næsten samme forløsende effekt som Robyns »I keep dancing on my own«.

Faktisk har jeg tidligere skrevet om netop den Robyn-sang, hvor jeg citerede min veninde for at sige, at ‘Dancing On My Own’ gav hende samme følelse, som når hun lyttede til ‘Kun for mig’. Det understreger virkelig kvaliteten af de sange, man finder på ‘Velkommen til Medina’. De er lavet til at skabe dansegulvs-katarsis, til at glemme hverdagen, og til at føle, at musikken og Medina spiller kun for én selv, ens vrede, sorg og knuste hjerte.

Og det gør de altså stadig i 2019. Når man tænker over, hvor godt det fungerer, når ‘Kun for Mig’ eller ‘Ensom’ bliver sat på til en fest i dag, sætter det næsten Medinas sangskriverevner i et nyt lys.

Hvad der er populært på klubberne skifter som vinden blæser, men Medina har formået at skrive sange, der er så gode i deres kerne, at de er ældet med den største ynde. Måske er de faktisk bare ikke rigtig ældet overhovedet.

Mine hænder ryger stadig lige nøjagtigt så langt op over hovedet som de gjorde i 2.g, når jeg hører ‘Kun for mig’. Jeg kan sagtens smage sødlig Rekorderlig-cider i mundvigene, og huske hvordan klub Karisma i Slagelse så ud indefra, hvis jeg anstrenger mig, men egentlig handler ‘Kun for mig’ og de andre sange fra ‘Velkommen til Medina’ ikke om nostalgi.

De følelser og tunge basrytmer, der er på spil, er tidløse og universelle, og det gør, at de får en anden betydning for mig i dag end dengang. At musikken »kun er for mig« handler om noget andet i dag end for ti år siden.

‘Velkommen til Medina’ er i min optik et af de mest prisværdige danske album fra det seneste årti – ganske enkelt fordi det er Medina, der skriver følsomme popsange, som kommer ubesværet og bramfrit fra hjertet. Jeg er sikker på, at jeg om 20 år, når jeg står og danser akavet mor-agtig dans, også kommer til at gøre det til ‘Kun for mig’ og ‘Ensom’. Og til den tid vil de have fået en helt ny betydning.

Læs også: For mig vil Robyns ‘Dancing On My Own’ altid være den ultimative dansegulvsterapi

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold