Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – Gents, uregerligt rap-samarbejde og skøre Danny Brown

Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – Gents, uregerligt rap-samarbejde og skøre Danny Brown
Danny Brown.
Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.


1. When Saints Go Machine ‘Reflection of You (Bloodshot)’

Denne uge annoncerede When Saints Go Machine ‘So Deep’, gruppens første album i seks år. Der vil man blandt andet kunne finde denne komplekse sang, der væver sig gennem adskillige soniske landskaber, men alligevel føles umiddelbar og gennemtrængende hele vejen igennem. Det bliver spændende at høre resten af albummet, når det udkommer 8. november.


2. Slowthai feat. Denzel Curry ‘Psycho’

To af tidens mest spændende hiphopstemmer forenes på dette nummer, hvis skrigende strygere kanaliserer Bernard Hermanns klassiske ‘Psycho’-soundtrack fra 1960. Det intense beat er produceret af Kwes Darko, og de to uregerlige rappere står så godt over for hinanden, at det egentlig er underligt, at de ikke har samarbejdet før – vi håber, det ikke er sidste gang, de slår pjalterne sammen.


3. Alex Cameron ‘Gaslight’

Alex Camerons pen er så skarp, at han kan få selv gaslighting til at lyde romantisk. Man tager næsten sig selv i at blive forført af hans vokal, indtil man minder sig selv om, at han bevidst indtager rollen som en psykologisk manipulerende sociopat. Australierens spritnye album, ‘Miami Memory’, er rigt på spydige lyriske genialiteter af samme støbning.


4. FKA Twigs feat. Future ‘Holy Terrain’

FKA Twigs’ alternative r’n’b har en stærkere trap-indflydelse end tidligere på dette kolde nummer, hvor hun da også har fået et gæstevers fra selveste Future. Hun bruger trap-elementerne til at udforske det mørke, der da også danner fundament for meget af hendes bedste musik – dertil gør den dystre musikvideo nummeret endnu mere inciterende.


5. Stepz ‘5 end 100’

MellemFingaMuzik- og Molo-medlemmet Stepz har denne uge udgivet sit første soloalbum, ‘Stepzologi’. Her finder man det stærke track ‘5 end 100’, der handler om, hvordan rapperen sætter pris på loyalitet – og altså sætter langt mere pris på fem nære venner end 100, der kun er interesserede på grund af hypen.


6. Danny Brown ‘Dirty Laundry’

Danny Browns altid skøre personlighed er i sit es på denne Q-Tip-producerede sang fra rapperens kommende album ‘uknowhatimsayin¿’, der udkommer 4. oktober. Brown rapper om alskens vilde hændelser, ofte med udgangspunkt i sex og stoffer, og ulig hans seneste album, ‘Atrocity Exhibition’, er det hele her præsenteret med smil og latter – men mon albummet ikke ender med at vise os, at der er en grum bagside til den livsstil, han beskriver?


7. Rex Orange County ’10/10′

Den engelske popsanger Rex Orange Countys vokal er præget af et smittende håb. ’10/10′ er en smilende, legesyg sang, der er svær ikke at komme i godt humør af, og den quirky musikvideo gør om muligt sangen endnu mere charmerende.


8. Blaue Blume ‘Lovable’

‘Lovable’ er anden single fra Blaue Blumes kommende efterfølger til debutalbummet ‘Syzygy’. Over sørgmodige synthesizers synger forsanger Jonas Smith længselsfuldt, og som sangen bygger op til et storladent klimaks, er melodramaet både overvældende og medrivende.


9. Gents ‘Right On Time’

Trommerne og synthesizeren på ‘Right On Time’ lyder i starten næsten som noget fra en triphopsang a la Portishead. Men duoen bygger elegant op til et af deres mest groovy, funky omkvæd, og stemningen er altså helt vendt om fra beatet dropper et minut inde. Derfra er sangen én stor invitation til dansegulvet.


10. Artigeardit ‘Lov mig 1 ting’

Med ‘Lov mig 1 ting’ får vi Artigeardits muligvis mest hitparate track hidtil. Der er næsten lidt Tyler, The Creator over hans brug af varm, soulet guitar og det følsomme, charmerende poprefræn. Det er simpelthen ikke til at stå for.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold