Alex Cameron har skrevet et album til sin kæreste: »Jeg har fået hende til at græde, grine og skamme sig på én gang«

Alex Cameron har skrevet et album til sin kæreste: »Jeg har fået hende til at græde, grine og skamme sig på én gang«
Alex Cameron.
Den 21. oktober kommer Alex Cameron til Store Vega med sin spidsfindige retropop, der senest blev foldet ud på dette års album ’Miami Memory’. Det er efter sigende et album skrevet som en gave til australierens kæreste, skuespilleren Jemima Kirke. Men er det ærligt og oprigtigt?

Alex Cameron er en vanvittigt konsekvent singer/songwriter. Hans nye album, ‘Miami Memory’, er et formidabelt værk, der fint rider grænsen mellem det overdrevne og det inderlige – og han er så god til at udstille sig selv, at jeg lidt mistænker ham for at spille en rolle.

Han har selv sagt følgende: »Når du lytter til disse sange og forventer et twist, en joke eller nogen form for ubehag, kan jeg forsikre dig, at ingen af disse ting var der, da jeg skrev sangene«. Og det virker altså underligt for mig, for der er i min optik både en del uventede drejninger, morsomheder og ukomfortable situationer på tværs af albummet – ja, disse er noget af det, der gør det så mindeværdigt.

Så da jeg fik mulighed for en snak med satirikeren Alex Cameron, var jeg selvfølgelig nødt til at spørge ind til disse tematikker. Jeg var også nødt til at spørge ham om den soniske ændring, ‘Miami Memory’ har markeret, med en overgang fra synthpop til retro-poprock.

Men her bagefter ved jeg faktisk ikke, om jeg er blevet klogere på noget som helst. Jeg føler mig egentlig bare mere forvirret. Ét øjeblik snakker Cameron om, hvor meget han kan tillade sig, så længe han blot er ærlig, det næste stiller han spørgsmålstegn ved albummets ærlighed. Efter snakken følte jeg mig ærlig talt som Elmer Fjot, der var blevet snurret af Snurre Snup til at vende sin riffel mod sig selv. Så mystisk er han altså – og med et begavet sprogbrug, han mestrer til fulde.

Men tilbage til starten. Jeg havde fået at vide, at jeg selv skulle ringe til Cameron over Skype. Ikke overraskende er en musiker med så skarp en pen også hurtig i munden, og selv om det jo egentlig var mig, der skulle interviewe ham, blev vores samtale indledt med, at den australske sangsmed venligt spurgte mig, hvordan det gik.

Det går rigtig godt. Hvad med dig, Alex?
»Jeg har det rigtig godt. Jeg spiser morgenmad«.

Jeg drikker morgenkaffe, så du befinder dig næppe i Australien, vel?
»Nej, jeg er i Amsterdam. Jeg bor ikke i Australien længere. Det har jeg ikke gjort de sidste tre-fire år Jeg flyttede grundet arbejdet med musikken«.

Titelnummeret på dit nye album handler jo helt klart om Miami, men har den by en indflydelse på resten af numrene, nu hvor det jo endte med at være albumtitlen?
»Ja, jeg føler, den gennemsyrer albummet. Miami har en kraftig indflydelse på musikken. Det var det, jeg havde på sinde, mens jeg skrev sangene. Alle numrene finder sted der i mit hoved. Jeg har måske præsenteret det anderledes, men i min optik går Miami-følelsen ud over blot titelnummeret«.

På ‘PC With Me’ synger du dog om at rejse rundt i verden…
»Ja, vi var i Tyskland, Budapest, Ungarn i den sang. Den sang handler om nogen, der kigger tilbage på alle de steder, de har været«.

Du har sagt, at albummet er baseret på en række virkelige begivenheder. Er der virkelig ingen scenarier på albummet, du bare har fundet på?
»Lad mig tænke… Det er enten ting, jeg har oplevet som førstehåndsvidne, eller ting jeg har hørt fra andre«.

Er fortælleren på sangene så altid dig?
»Ja, det vil jeg mene. Der er et par øjeblikke, hvor dialogen absolut tager en anden persons perspektiv. Men jeg føler, jeg har kontrol hele vejen igennem«.

Men på nummeret ‘Bad for the Boys’ lader det til, at fortælleren udviser sympati for mænd, der har begået overgreb. Er det også dig?
»Det er ikke rent faktisk sådan. Slutningen af sangen udtrykker skuffelse over for betydningen af at være en del af gruppen ‘The Boys’. Empati er måske et bedre ord – han udviser ikke decideret sympati«.

Det giver mening. Men nu siger du »han« – så det er ikke dig, eller er det?
»Det kommer an på så meget. Det var dig, der startede med at omtale fortælleren i tredjeperson«.

Nå ja. Jeg syntes bare, det ville føles sært at lægge ordene i munden på dig.
»Vi kan snakke om sangene på enhver måde, du lyster. Vi kan tale om dem som karakterportrætter, og vi kan tale om dem, som om de kommer fra mig. Det gør ikke nogen forskel for mig, for uanset hvad er det mig, der skal op og synge dem«.

Du har tidligere beskrevet ‘Miami Memory’ som en gave til din kæreste (skuespiller Jemima Kirke, kendt fra bl.a. ‘Girls) og som et »symbol at hejse på kærlighedens totem«. Er det ikke besynderligt at have sange som ‘Bad for the Boys’ på et album, der er en kærlighedserklæring?
»Nej, jeg synes, det er perfekt«.

Hvad er det, der gør det passende? Det er vel de færreste, der ville gøre sådan.
»Det er fordi, de færreste værdsætter ideen i at diskutere ting åbent med deres kæreste. Det her er ærligt. Det er et øjeblik, hvor man kan udtrykke sig ærligt. I stedet for at skjule sit sind for sin kæreste, præsenterer man det for dem, åbent – med al negativiteten, al frygten og al utrygheden. Og man lader dem vurdere dig på den måde i stedet for at maskere det med afsindige og pedantiske ceremonier«.

Kvinden, du synger om i ‘PC With Me’, er det så din kæreste?
»Ja«.

Så når hun i sangen siger »The meaner they are, the harder I fall in love«, handler det så om dig?
»Det er bare en generel udtalelse. En flirt«.

Føler du, at du er nødt til at opstille en skillelinje mellem hvornår du spiller en karakter, og hvornår du er dig selv?
»Fra min side, nej. Jeg ved nøjagtig, hvad jeg foretager mig. Det er ikke svært for mig at synge en sang, hvor jeg er en karakter, og derefter synge en sang, hvor jeg ikke er. Det er slet ikke svært. Det er bare en del af, hvad jeg gør«.

Du er ikke bange for at blive fejlfortolket?
»Ikke det mindste. Hvis nogen fejlfortolker en af mine sange, bliver det det mindste problem, de har den dag«.

På ‘Jumping the Shark’ og ‘Forced Witness’ var lyden meget synthfokuseret – meget 80’er-agtig. Men på ‘Miami Memory’ lyder din musik mere af slut-60’ernes og start-70’ernes poprock, og den læner sig ikke nødvendigvis op af æraens mest roste acts. Personligt hører jeg navne som Three Dog Night, 10cc og Joe Cocker i din musik – ikke just en lyd, der er mange, der går efter længere. Hvorfor mener du, at man stadig kan få noget ud af den lyd?
»Jeg tror, det bare er det, der sker, når en gruppe musikere finder sammen og indspiller et album direkte på bånd. Det er bare sådan, det lyder, ikke? Det var virkelig sjovt at indspille. Jeg ved ikke, om vi egentlig gik efter en lyd. Men når man indspiller klaver, guitar og trommer, så ender det med at lyde som rock’n’roll«.

Men hvorfor valgte du så at indspille med det setup rettere end det, du brugte på ‘Forced Witness’?
»Det ved jeg ikke. Jeg tror, det er fordi, jeg kan lide forandring. Jeg havde ikke lyst til at lave det samme album igen. Hvorfor skulle jeg lave det samme statement to gange?«

Synes du, at instrumenteringen hjælper disse statements på vej?
»Jeg er mere fokuseret på tone og på musikken som beholder for sangene. Jeg synes, det er vidunderligt og smukt i sig selv, og jeg er rigtig tilfreds med det. Det har været en fornøjelse at indspille dem, og det er en fornøjelse at spille dem live«.

Der er dog tre sange på albummet, der ikke helt er i samme retrorockede boldgade som de andre: ‘Stepdad’, ‘Miami Memory’ og ‘Too Far’ er alle præget af kraftige synths, og de lyder enten af 80’erne eller noget endnu mere moderne. Føler du, at der er noget ved disse sange, der gjorde dem mere egnet til den synthprægede lyd?
»Nej, det handler bare om, at når man er i momentet, i studiet, omgivet af instrumenter… Det handler om dele. Når man har skrevet en del af en sang, og man nynner den for sig selv, så hører man et instrument for sig. Jeg spørger mig selv: Hvilken lyd ville fungere bedst for denne melodi. Jeg tænker aldrig: ‘Skal jeg gå efter en 80’er-lyd? Nej, jeg skal gå efter en 70’er-lyd’. Nej, det er instrumentation, det er komposition, og man befinder sig i studiet, omgivet af en lang række instrumenter. Jeg kender ingen musikere, der sidder i studiet og tænker deres sange efter årti-kategorier. Det sker bare ikke – i hvert fald ikke blandt nogen, jeg kender. Men dem, jeg kender og har arbejdet med, blandt andre Jonathan Rado og Marta Salogni, der lever af at lave album, de tager beslutninger baseret på, hvad de sonisk har til rådighed. Og det, de har til rådighed er instrumenter«.

Mange skribenter har sagt, at du dekonstruerer maskulinitet gennem din musik. Føler du også selv, du gør det?
»Der er to forskellige ting på spil her: Skriveprocessen og læseoplevelsen. Hvis folk vil læse det på den måde, så er det fint med mig – det har jeg slet ikke et problem med«.

Så det er ikke noget, du går efter?
»Det sagde jeg ikke«.

Føler du, at albummet kommenterer på andet end bare dine egne personlige oplevelser?
»Det er ret tydeligt for mig, at albummet på mange måder handler om, hvad mænd er i stand til. Hvordan mænd er i stand til at opføre sig i forhold. Det er en del af historien og umuligt at undgå, hvis man skriver fra et mandligt perspektiv. Hvis man ignorerer det emne, så skriver man nok noget uærligt«.

Alex Cameron. (Foto: Sasha Maric/Soundvenue)

Du er på turné for tiden. Hvad kan man forvente, når du optræder live?
»Vi har et live-band. Vi lyder hot as hell. Vi har en setliste, der består både af det nye album og de to foregående. Jeg har aldrig haft så mange sange at vælge imellem. Vi har det bare fedt. Jeg tror, det bliver en rigtig family affair, når vi spiller live. Så folk kan forvente, at bandet nyder det«.

Når du spiller de gamle sange live, får de så et ‘Miami Memory’-makeover?
»Ikke rigtig. Igen, vi bruger bare de instrumenter, vi har til rådighed og prøver at have det sjovt med dem – samtidig med at vi yder sangene retfærdighed og forholder os tro mod hvem vi er som musikere«.

Nu har vi så hørt dig både med karikaturer og en mere personlig side – hvad er det næste?
»Jeg har allerede planlagt det næste album. Sangene er ikke indspillet endnu, og det er ikke dem alle, der er helt færdigskrevne. Jeg arbejder stadig på dem, så jeg har ikke helt lyst til at tale om dem endnu. Men jeg har mine planer, og jeg har allerede syv-otte sange i tankerne«.

Nu hvor du har kaldt albummet en gave til din kæreste, kan jeg ikke lade være med at tænke – og stop mig endelig, hvis det bliver for personligt – hvordan har hun reageret på albummet?
»Hun elsker sangene. Elsker dem. Jeg har fået hende til at græde, grine, være stolt og skamme sig på én gang«.

En gave, der gør, at man skammer sig? Det lyder besynderligt…
»Jeg prøver blot at være malerisk med mine ord. I sidste ende tror jeg, hun er meget stolt over albummet og glæder sig på mine vegne, både som kunstner og som kæreste«.

De fleste ville nok synes, at så meget ærlighed ville være for overvældende.
»Det er op til dig som lytter at bestemme dig for, om det overhoved er ærligt«.

Alex Cameron spiller i Store Vega 21. oktober.

Læs anmeldelse: På ‘Miami Memory’ bruger satirikeren Alex Cameron 60’er-pop til at dissekere vores forkastelige verden

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold