AV AV AV: »Vi vil sgu gerne bare chille… på en kæmpe scene med et super professionelt set-up«
AV AV AV.

AV AV AV: »Vi vil sgu gerne bare chille… på en kæmpe scene med et super professionelt set-up«

Femøren faldt for alvor for de tre gutter bag AV AV AV, da en besked med teksten »Hey, har du set den her Snapchat-video?« i 2015 tikkede ind på August Fengers mobil. I videoen sad den amerikanske producer Diplo – i sit privatfly naturligvis – mens tonerne fra trioens førstesingle ‘All Good’ strømmede ud af hans laptop.

»Når en af verdens dyreste dj’s har optur over ens track, så er det ikke for sjov. Og det var ret sygt at se det klip i bussen og vide, at det kun ville eksistere i 24 timer«, siger August og fortæller, at det her gik op for gruppen, at det, der egentlig var tænkt som et hyggeligt venskabsprojekt, formentlig ville kræve en del mere kalendertid.

Siden da er det gået stærkt for den elektroniske trio fra København. De spillede deres første koncert foran et stående publikum i DR Koncertsalen, allerede før de havde udsendt den første ep. Året efter modtog de prisen som Årets Producer(e) ved Steppeulven 2016. De har spillet på et utal af danske og internationale festivaler. Og i foråret vandt de en Robert for soundtracket til ungdomsfilmen ‘Brakland’, som gruppemedlem Martin Skovbjerg har instrueret.

Men det er først nu, fem år efter trioen blev født i et sommerhus i Vestjylland, at debutalbummet er landet. I den forbindelse har vi mødt August Fenger, Martin Skovbjerg og Anders Dixen, der står bag hver deres AV i producerkollektivet, til en snak om at finde styrke i fællesskabet, og om at turde vente til værket er modent.

Toner fra ingenmandsland

Der er »atypisk rimelig ryddeligt«, lyder det fra Anders, da vi stikker hovedet forbi AV AV AV’s lydstudie på Amager. Lokalet er pakket med et cockpit af mixere, lydkort og samplere. Over en sort lædersofa hænger en indrammet Pokémon-plakat, og en nøgen, kønsneutral Justin Bieber-dukke deler hyldeplads med et udvalg af gamle science fiction-film.

Han sætter sig i sofaen og kigger lidt nervøst op, da Martin kommer ind af døren til studiet med blikket fast plantet på to fyldte kaffekopper – én med teksten ‘Disco’, en anden med teksten ‘Puma’.

»Shit mand, Disco Puma, det kan sgu et eller andet«, siger Anders grinende.

»Ja«, tilføjer August. »Hver for sig er det ligesom set før. Men tilsammen kan de virkelig rive et dansegulv fra hinanden«.

Og det er i virkeligheden et meget godt billede på AV AV AV, der i fredags udgav deres debutalbum ‘No Statues’. Ingen af de tre elektroniske herrer er nye i gamet. Men sammen har de fundet noget helt særligt.

Anders Dixen aka Unkwon og Dixone. (Foto: Dennis Morton)

Anders har i årevis dj’et og produceret under sit elektroniske alter ego Unkwon. Martin er bedst kendt under sit alias DJ Er Du Dum Eller Hvad og som instruktør på serien ‘Anton90’ og filmen ‘Brakland’. Og den yngste i kuldet, August, der er bedst kendt som Eloq, var i 2011 med til at starte pladeselskabet Cheff Records og har siden da sat sit præg på alt fra Mø til The Minds of 99.

Ja, faktisk havde de alle rimelig velkørende solokarrierer, da Martin for fem år siden inviterede de to andre en tur til Klitmøller. De havde før spillet og sparret med hinanden. Men de havde aldrig skabt noget i fællesskab, fortæller han.

»Jeg ville gerne lave musik med nogen, der havde styr på det. Men hver gang jeg producerede med andre i deres studier, var det som om, at magten til at bestemme hang lidt i væggene. Det blev hurtigt sådan lidt: »God idé med den hi-hat, men jeg plejer nu at gøre sådan her«. Så jeg tænkte, nu inviterer jeg sgu drengene til ingenmandsland og ser, hvad der sker«, fortæller Martin.

De pakkede derfor bilen med grej, bajere og halvdårlige sci-fi-film og stak til Vestjylland for at hygge med »lidt beats ved havet«, som de fortæller det. Og fire dage senere havde de mere eller mindre skrevet deres første ep.

»Når man i forvejen er hinandens fans, så vil man jo også gerne imponere hinanden. Og det tror jeg resulterede i, at vi fandt frem til en lyd, som ingen af os havde hørt før«, siger Anders.

Som alle gode oste

Og det var de ikke ene om at tænke. Førstesinglen ‘All Good’ landede mildest talt som en pind i en myretue. Hypen voksede lynhurtigt. Og det var ikke bare Diplo, som mente, at AV AV AV føltes som »fremtidens gospel«. Fatboy Slim beskrev dem som selve »lyden af fremtiden«, og i både ind- og udland blev det københavnske kollektiv pludselig beskrevet som en elektronisk »supergruppe«.

»Det var i virkeligheden ret noia«, siger Martin og læner sig lidt frem i sin stol.

»Allerede før, vi havde udgivet noget, kom der tilbud fra R&S Records, og fire dage efter vi blev præmieret på Noisey, var der 100.000 plays på Soundcloud. Alligevel havde vi det sådan ja ja, det kan godt være, I synes det her er fedt, men bare vent. Det var følelsen af, at hvis det her er starten, så er det bare derudaf«, siger han.

Som alle gode oste tager et musikalsk værk den tid, det tager

Siden AV AV AV i 2015 udgav deres første ep, ‘They Live’, har de, foruden endnu tre ep’er og et par soundtracks, mixet og mastereret materiale til et helt album, der endte med at ryge direkte i skralderen. For selv om det ofte er noget, man hvisker i en branche, hvor mange står klar til at udfordre hovmodet, så havde trekløveret en ambition om at lave et værk. Og det kræver tålmodighed.

»Da vi startede, var vi under et label. Og det stressede os helt vildt. Så det var først, da vi selv tog kontrollen, at det blev klart for os, hvad det var for et album, vi gerne ville lave«, siger August.

Martin nikker.

»Debutpladen har hele tiden været vores mål, mens ep’erne lidt var sådan noget pladeselskabs-pis for at holde gryden i kog. Som alle gode oste tager et musikalsk værk den tid, det tager. Og jeg er sgu stolt af, at vi har været i stand til at lytte til os selv og vente, selv om folk råbte »supergruppe« på den anden side«, siger han.

Tre AV’er, én hjerne

Lyden af AV AV AV beskriver de som et »samsurium af kaos, der rummer dem alle«. Hvor Anders er kollektivets lydtekniske vidunder, bringer August det melodiske kompas, mens Martin sikrer blikket på musikkens scenografi og stiller spørgsmålstegn ved, hvad man kan og ikke kan i musikkens normative værksted. Og tilsammen har de udviklet en kollektiv kreativitet. En form for sonisk symbiose, der udfordrer hver deres musikalske autopilot, fortæller de.

Anders: »Det vi virkelig har tilfælles er, at musik kan rykke os fuldstændig fra hinanden. Og det er samme parameter, vi bruger for vores egen musik. Hvis August og jeg sidder og producerer noget, og Martin pludselig stiller sig op og begynder at rive i stolen, så ved vi, at vi har fat i noget fedt. Og når jeg sidder og producerer, så er det meget tydeligt, om det er til mit soloprojekt eller til AV AV AV«.

August: »Ja, vi har ligesom udviklet en fælles hjerne, som vi kun fodrer med inspirationskilder, vi ved alle vil have optur over. Jeg kommer altså ikke og siger: Hey, har I hørt den nye Shawn Mendes-single?«.

Anders: »På det seneste har vi lidt haft en tvungen pause fra ny musik for at kunne fokusere på vores eget. Men det seneste, vi har haft fælles optur over, er nok Jon Hopkins’ nyeste album«.

Martin: »Seriøøøst, da du spillede ‘Emerald Rush’ for os. Vi smed jo alt, vi havde i hænderne og var klar til at starte forfra. Det lyder jo f-u-c-k-i-n-g godt. Og man bliver sgu frustreret, når nogen ganske enkelt er geniale. Samtidig skubber det os til at blive ved med at udforske lyde og kompositioner. Når man spejler sig i de største, skal man fandme holde sig til ilden«.

AV AV AV: Anders, Martin og August. (Foto: Dennis Morton)

Hvad bidrager I hver især til hjernen med?

Anders er »the core mastermind. Han er en helt ekstrem lydnørd, og ud af alt det gear, der er herinde, så har Martin og jeg måske valgt to ting«, siger August.

»Ja, og vi forstår nok kun én af dem. Dix ved, hvordan alle knapper fungerer, og hvad der sker, når man kombinerer det ene med det andet. Det er oftest sådan, at August og jeg render rundt som to adhd-børn og skruer og trykker på alle knapperne. Når så vi brænder ud, sætter Dix sig og får styr på det. Og pludselig lyder det som om, det hele var med vilje. Det er som en ekstra puls, et hjerte, der kommer ind i musikken, når han får alle organer til at ligge rigtigt i mixet«, siger Martin og bliver et øjeblik overrasket over sin poetiske mellemregning.

August er »totalt vores melodiske backbone og grunden til, at vi skriver musik med mere end tre toner over to akkorder. Han er en gudsbenådet musiker, der rent faktisk kan spille på rigtige instrumenter. Og så er han helt essentiel i vores kreative proces, fordi han altid er den klart mest energiske«, siger Anders, før Martin tager over: »Ja, hvor Anders og jeg kan have det helt sygt over et loop, der har kørt hele dagen, kan man nogen gange se på August, at et eller andet giver ham ticks. Til sidst flytter han en eller andet mikro-dissonans, og så falder der ro på igen«.

Martin er »måske ikke verdens bedste til at trykke på knapper. Men han har et vildt blik på og øre i musikken. Han ser alt det, som Dix og jeg ikke opfanger, når vi sidder dybt begravet i maskinen. Og så er det for vildt at have så dygtig en instruktør på holdet«, siger August.

»Ja, og hvor vi er meget regelrette i vores måde at producere på, er Martin fuldstændig ligeglad med, om det først er ‘rigtig’ musik, hvis det passer ind i fire takter. Og det kan være en kæmpe befrielse«, siger Anders.

En filmisk fortælling

Selv om AV AV AV på debutalbummet tegner en ny og noget hårdere rute for trioen, så fortsætter de rejsen med en tydelig filmisk tilgang til musikken, som har gjort sig gældende fra deres helt tidligere tracks. Da den dundertunge debutforsmag, ‘No Statues’, landede tilbage i august, var det således med et lydbillede, der kunne soundtracke superboss-banen i et 80’er-pixeleret sci-fi-spil og med en ultraflot musikvideo, som skildrer en gruppe unges ulmende oprør.

»Vi har altid brugt film som inspiration. Og allerede på første sommerhustur begyndte Martin at sætte videoklip på, når vi spillede«, fortæller August og fortsætter: »Og så har vi set ufatteligt mange sci-fi-film sammen. Klassikere som ‘Blade Runner’ og ‘Star Wars’, men også alle de dårlige: ‘Escape from New York’ for eksempel. Stor film!«.

Anders: »Alt med John Carpenter. Og alle ‘Alien’-filmene«.

August: »Ja, og der var også en tur, hvor vi så alle ‘Olsen Banden’-filmene. Der er intet som at knappe en bajer op til et godt kup og scener med Dynamit-Harry«.

Martin: »Da jeg lavede ‘Brakland’, havde vi lige set ‘Olsen Banden’, hvor Erik Balling har smidt rulleteksterne på hen over et billede af Vestre Fængsel, før filmen går i gang. Det syntes jeg var så overlegent, at vi valgte at gøre det samme«.

Martin Skovbjerg aka DJ Er Du Dum Eller Hvad. (Foto: Dennis Morton)

»There are a number of things, I’d like to go through«, lyder det i åbningsnummeret på ‘No Statues’. Og det er meget sigende for de vidt forskellige lydlandskaber, AV AV AV leder os igennem på albummets 13 numre, der byder på alt fra storladne sci-fi-soundtracks over grime til fire techno-tunge trin i gulvet. Det er en samlet fortælling bygget op som scener i en film og indrammet af et nummer delt i en in- og en outro.

De beskriver albummet som en påmindelse om at dyrke fællesskabet frem for at glorificere enkeltindivider. Med ‘No Statues’ kommenterer de på det, de kalder nutidens »monokultur«, hvori vi iscenesætter os selv med falske virtuelle statuer og glemmer de kollektiver, vi er gjort af. Og AV AV AV er et godt eksempel på, hvad fællesskabet kan, når det er bedst, mener de.

»Der ligger en sindssyg stor styrke i fællesskabet. Det falder ikke bare tilbage på en selv, hvis man fejler. Og det gør det nemmere at tænke stort, tror jeg. Vi er tre om det. Tre til at tage slag. Tre til at løfte trofæer«, siger August.

Hvor går grænserne?

Hvor elektroniske koncerter til tider kan føles lidt som at være troppet op til en fest, hvor en hætteklædt dj står introvert foroverbøjet over pulten og trykker på knapper, går AV AV AV anderledes til scenen.

De har ikke bare spillet et utal af store og mindre festivaler foran publikum med udstrakte arme og fingre formet i et solidarisk A. De udfordrer også det gængse koncertformat med konceptet 360°, hvor de rykker hele maskinrummet ned på gulvet, så publikum kan se med fra alle sider. Og i januar undersøger de endnu engang det elektroniske grænseland, når de, med udgangspunkt i ‘No Statues’, spiller med symfoniorkestret Copenhagen Phil.

Liveelementet er en hel grundlæggende del af AV AV AV, fortæller de. Og de har fra start haft en ambition om at sætte ansigt på en ofte ekskluderende genre med »rigtige koncerter«. Ikke som et et dj-kollektiv bag hver deres pult, men som et band.

»Elektronisk musik fungerer virkelig godt, når det føles som én lang rejse. Og vi er blevet ved med at se på, hvordan den rejse kan se ud live. Når man spiller for 10.000 mennesker på Musik i Lejet, så er der måske 95 procent af dem, som aldrig ville sætte musikken på derhjemme. Men derfor kan de sagtens have den fedeste liveoplevelse«, siger Anders.

Møder I stadigvæk ideen om, at elektroniske musikere bare trykker på en playknap?

Martin: »Ja ja, der er stadig folk, der tror, at vi bare er tre dj’s. Men jeg tror bare, at vi har accepteret, at det er sådan mange tænker, når der ikke er en guitar og et trommesæt«.

August: »Vi river hele studiet ned, når vi skal spille live. Det tager psykopat lang tid, fordi alle numre skal skilles ad og bygges op igen. Så når vi for eksempel har fået en anmeldelse, hvor der står, »det var et okay dj-set, men der manglede nogle David Guetta-hænder«, så bliver man sgu træt«.

Anders: »Ugen efter, vi fik den anmeldelse, skulle vi rent faktisk spille et dj-set. Og der kan jeg huske, at vi spillede med hænderne over hovedet for at vise, at det her gutter, det er et dj-set«, siger han og fortæller, at det vidner om, at den elektroniske musik endnu er i sine spæde år herhjemme.

August Fenger aka Eloq. (Foto: Dennis Morton)

De seneste år er Danmark imidlertid begyndt at komme efter det med Strøm-festivalen, det aarhusianske house-label Regelbau, Simon Littauers modular-techno og hele den københavnske undergrundsscene med arrangementer som Fast Forward, fortæller de.

»Elektronisk musik er blevet mere mainstream de seneste fem år. Og det er, for mig at se, kun et plus. Det betyder, at flere får et sprog for, hvad der er godt«, siger August.

»100 procent«, fortsætter Anders. »Tager man til Tyskland for eksempel, så har alle en grundlæggende forståelse for elektronisk musik. Men selv om der sker ekstremt meget fedt på den elektroniske scene i Danmark, så er det stadig en undergrundsting. Men det bevæger sig lidt i cyklusser. For 15-20 år siden var house en genre, man havde lidt dårlig smag i munden over, fordi der blev spillet sådan noget Café Del Mar-Ibiza-Thomas Madvig-house på caféerne. Men nu er house langsomt ved at tage mainstream-scenen tilbage efter år med hiphop. Og det er jo bare fedt«, siger han.

At marinere i værket

Når AV AV AV 1. november fejrer deres debutalbum med en åben releasefest i den gamle fragtmandshal H15 i Kødbyen, er det fire år siden, de startede på albummet. Og selv om det allerede kribler for at tage i sommerhus og lave ny musik, så står gruppen nu foran en helt ny opgave, fortæller de.

Martin: »Vi har været slemme til at stikke af efter en udgivelse. Og det er jo dejligt nemt, for hvis folk ikke bryder sig om det, kan man bare sige: Ja ja, vi er også videre. Men nu skal vi øve os lidt i at være til stede og dyrke det, vi har lavet«.

August: »Ja, selv om vi har arbejdet på det her album i fire år, så er det jo først nu, folk bliver inviteret indenfor. Så selv om festen har været planlagt længe, så skal vi lige huske at deltage i den og få hilst på gæsterne og marinere lidt i værket«.

I har tidligere holdt fast i, at I er en hygge- og ikke en supergruppe. Har I undersolgt jer selv?

Martin: »Man kan jo ikke kalde noget en supergruppe, før man har hørt, hvad den kan. Så jeg tror, vi har holdt lidt tilbage for at give os selv muligheden for at bevise vores værd«.

August: »Men der ligger da klart en dobbelthed over os. Vi er ydmyge individer med tårnhøje ambitioner. Vi vil sgu gerne bare chille… på en kæmpe scene med superprofessionelt set-up. Være blandt de største og samtidig i øjenhøjde med publikum til 360°-koncerterne. Og det tror jeg i virkeligheden er vores force«.

Læs anmeldelse: AV AV AV ‘No Statues’

Læs også: 15 navne Roskilde Festival bør booke til Orange Scene – inklusive AV AV AV

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold