De 20 bedste danske hiphopsange i 2010’erne

De 20 bedste danske hiphopsange i 2010’erne
Ukendt Kunstner.
Hiphoppen ændrede sig fundamentalt i 2010’erne og blev den største genre i hele verden – inklusive i Danmark. I anledning af Soundvenues store fokus på 10’erne kommer vi her med vores bud på de 20 bedste danske hiphopsange fra det årti, der snart er slut.

FARVEL TIL 10’ERNE. Noget af det fascinerende ved at rangere 10’ernes bedste danske hiphopsange har været at se, hvor få af navnene på listen, der spillede en rolle før år 2010. Stort set alle artisterne, der har lavet årtiets bedste danske hiphopsange, kom frem som del af (eller i kølvandet på) den totale omkalfatring af dansk rap, der fandt sted i 2011, hvor en række kunstnere fra Nørrebro og omegn valgte at tage den gamle regelbog og rive den i tusind stykker.

Siden det store big bang fra 2011 er dansk hiphop blevet en uregerlig og mangefacetteret størrelse. Stilretninger som grime, afrobeat, trap, emorap, dancehall og mange flere er blevet inkorporeret i en uendelig genreblanding.

Dansk hiphop er altså blevet større og mere flersidig end nogensinde før. Det er vor tids prægende genre – og samtidig en genre, der hele tiden bliver mindre homogen og sværere at definere. Vi har prøvet at samle de bedste danske hiphopsange fra årtiet, der gik – med den ene regel, at hver rapper kun må have ét decideret solonummer med på listen.

Hør ny podcast: Hvordan vælger man årtiets 20 bedste danske rapsange? Soundvenues hiphop-podcast diskuterer

20. Lillebittebock ’Telefon’ (2017)

Historien om dansk hiphop i 10’erne er i høj grad også historien om, hvordan genren fornyede sig og blev mere flersidig. Og der findes næppe nogen, der er et bedre eksempel på dén udvikling end Lillebittebock; teenageren, der lavede den smukke, melodiske autotune-ballade ’Telefon’, der lyder som en sukkersød kærlighedssang, men i virkeligheden handler om rapperens far, der begik selvmord.

»Forlod tre sønner helt alene, hvad er det for noget at gøre?«, rapper Lillebittebock blandt andet i et småsyngende flow, der nikker til autotune-kultrapperne fra Pizzagang, men også rummer melankolien fra de svenske emorappere fra Sad Boys eller Drain Gang. Der er noget både sukkersødt og sørgmodigt i det her univers, der er svært at finde rundt i – men på en måde passer det perfekt til en sang, der jo netop handler om det tvetydige ved at savne en person, som man samtidig hader, fordi man er blevet forladt.

19. Klumben ’Kriminel’ (2010)

Findes der en grovere måde at starte et track på end at sige »den her sang går ud til alle de kriminelle mennesker i hele København«?

Sætningen er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet, og Klumbens dancehall-klassiker fra 2010 (udgivet officielt på ‘Fra Klumben til pladen i 2012) var i princippet én lang Robin Hood-røverhistorie om nattens unge ballademagere, der drog fra dancehall-spottet Saxons ud på Nørrebro med planer om enten fest eller ballade eller begge dele. Det er en ret uskyldig fejring af alt det forbudte, der kulminerer i et genialt omkvæd, hvor Klumben rasler stavelserne i sangens titel afsted som kugler fra et maskingevær: »Jeg er krimi-nimi-nimi-nimi-nimi-nimi-nel!«

’Kriminel’ var en af sangene, der blandede hiphoppens overtagelse op med en bølge af ny dansk dancehall, der kulminerede i en 2014-koncert på Orange Scene for Klumben og hans faste makker Raske Penge. Og når man hører den her sang, er det ikke svært at se hvorfor.

Det er nærmest en form for ’Folk og røvere i Kardemomme by’ – bare på Nørrebro.

18. DC feat. Jamaika ’Jer’ (2015)

»Velkommen til de farlige zoner«, nærmest bjæffer DC-halvdelen Carmon på den benhårde ’Jer’ og lyder mere som en kamphund, der vil skræmme dig på afstand, end som en person, der rent faktisk hilser dig velkommen. Men turde man alligevel tage med de tre unge rappere til de farlige zoner, var der et helt nyt univers i vente hos DC og Jamaika. De tog nemlig dansk hiphop med på en rejse helt ud i ghettoen i udkantsdanmark.

Carmon og fætteren Danni fremmaner visioner om benhårde gader i henholdsvis Nivå og Avedøre, mens dansk-somaliske Jamaika giver sine fortællinger om de udsatte kvarterer i Vejle en underligt henførende kvalitet gennem sin catchy-sangrap.

Det her er exceptionelt voldsom musik, og den viste sig at være skæbnesvangert virkelig: Både Jamaika og Carmon har afsonet længere fængselsstraffe siden udgivelsen af ’Jer’. Derfor føles sange som denne både uhyggelige, men også vigtige. For det er jo virkeligheden, sange som ‘Jer’ handler om.

17. Malk De Koijn ’Klap din hoddok – hund bider mand’ (2011)

Hvis vi kigger endnu længere tilbage end 10’erne, står Malk De Koijn selvsagt som en af de største og bedste danske hiphopartister nogensinde, der lavede to klassikere med 1998’s ‘Smash Hit In Aberdeen’ og det brede gennembrud ‘Sneglzilla’ i 2002.

Så blev der stille, men i 2011 gjorde Geolo G, Blæs Bukki og Tue Track comeback – som bare lige for at cementere, at der altså stadig ikke var nogen, der lavede rapmusik, der kunne matche Malks lyriske opfindsomhed. Her otte år senere lyder ‘Toback to the Fromtime’-albummet som noget fra en svunden æra i dansk hiphop, men kvaliteten kan ingen tage fra trioen fra Langestrand.

‘Klap din hoddok – hund bider mand’ lyder både old school og som noget fra en anden dimension: Fra det skæve, forskruede beat og det rundtossede omkvæd til rappernes indforståede krumspring, der bygger universer op og river dem ned indefra.

»What up, sku’ det være en hoddok?« – ja tak.

16. Noah Carter ‘Do You’ (2016)

Noah Carter var allerede et kendt navn, før nogen kendte manden bag navnet. Både Hans Philip fra Ukendt Kunstner og Gilli havde nemlig rappet »Fri Noah Carter« på sange som ’Betonjunglen’ og ’D.A.U.D.A.’. Men da rapperen bag det berygtede navn endelig selv indtog scenen med ‘Do You’, var det langt fra at være en rå gaderap-banger, som de mange shout outs ellers kunne antyde.

I stedet viste Noah Carter en helt ny vej for dansk hiphop – både fordi han rappede på engelsk, men også fordi han indførte den slags r’n’b-lænende, følsom hiphop, som Drake havde populariseret i udlandet. ’Do You’ var mere ’Take Care’ end ’D.A.U.D.A.’, og det var en sang, der viste, at dansk hiphop kunne fremstille følelser lige så nuanceret som enhver hjerteknust canadier.

15. Molo ’Bølgen’ (2017)

Molo var lyden af dansk hiphops største stjerner, der besluttede sig for at lave den mest ikke-mainstream hiphop, man kunne tænke sig. Sange som den magtfulde, bombastiske ’Bølgen’, hvor et gyserklaver klirrer afsted, mens Gilli, Benny Jamz, Stepz og Branco skiftes til at angribe beatet, som om de har et personligt problem med det.

Alle rapperne er stærke, men højdepunktet er nok (udover Gillis omkvæd), når Branco rapper om, at hans »datter dabber ud af banken«. Det emmer af attitude, og sangen handler på en måde også halvt om at fejre sin egen succes, halvt om at udfordre enhver potentiel udfordrer. Og det siger sig selv, at ingen turde udfordre Molo i anden halvdel af 10’erne.

Ingen sang illustrerer bedre, hvilken magtposition den her gruppe (og den udvidede cirkel med folk som Sivas og Kesi) har indtaget i dansk hiphop og musik generelt. ’Bølgen’ var ikke bare en sang, men soundtracket til en bevægelse.

14. Emil Kruse ’Hvorhen’ (2016)

Han startede ud i grimeduoen Sleng, så lavede han mere klassisk, boom bap-lænende hiphop under navnet Aesthetic, men med ‘Hvorhen’ fik Emil Kruse endelig lagt sig fast på den æstetik, som siden da har etableret ham som af de mest singulære rappere på den danske scene: Nu i eget navn og med et øget, poppet fokus på hooks.

‘Hvorhen’ er svævende let som en brise – det er lyden af en tropisk ferie, men uden at der nødvendigvis er nogle musikalske markører, der lægger op til det. Lydbilledet skeler til Kaytranada med sin blanding af hiphop og elektronisk soul, og heri fandt Kruse en musikalsk retning, som passede helt perfekt til det tilbagelænede flow, han introducerede som en slags modpol til de mere kontante bars, han leverede i starten af karrieren.

‘Hvorhen’ er en kærlighedssang, hvor Emil Kruse stiller spørgsmålstegn ved, hvor han mentalt bliver ført hen. Sjovt nok var det sangen, hvor han som rapper fandt fast jord under fødderne.

13. Marvelous Mosell ‘Catastrofical Ravage’ (2012)

Den danske Slick Rick. En hiphop-storyteller af Guds nåde. Den bedste danser.

Kært barn har mange navne, og Marvelous Mosell er da også om noget en ener på den danske hiphopscene. Det slog han fast længe før ‘Magisk mytisk mageløs’-albummet, da han i årtiets første tredjedel foldede sine retro-referencer og vanvittige historier ud på en række numre, der samplede gamle disco- og funktracks.

På ‘Catastrofical Ravage’ rapper Mosell over Hot Chocolates ‘Touch the Night’, mens han fortæller historien om en mand, der blev fyret fra sit job og opfandt en elektromagnetisk strålekanon, som han kunne styre med et Sega Mega Drive-joypad.

»Du levede som Julius Cæsar og Hugh Hefner, poolfester, 1000 gæster / stewardesser, tigerkød i din foodprocessor / du var universets mester«, er bare nogle af de herligt geniale rim i historien, der næsten er det rene galimatias – som plottet i en rigtig dårlig 80’er-film, du kan finde på dvd i en marskandiser. Eller vent, sådan en historie ville nok aldrig blive filmatiseret. Men så er det jo godt, at Mosell kan rappe den i stedet.

12. Artigeardit  ‘Forklar ma’ (2016)

Artigeardit er dansk hiphops store hverdagspoet, men på gennembrudssangen ’Forklar ma’ forhøjes rapperens klassiske ungdomskvaler til eksistentielle spørgsmål.

Et bombastisk orkester-beat, der lyder som noget amerikanske Just Blaze ville finde på at lave, brager afsted, mens Artigeardit fremmaner følelsen af at mærke sin ungdom slippe væk mellem fingrene. Et sted diagnosticerer han sig selv med »Peter Pan-syndrom«, mens omkvædet er ét stort spørgsmål: »Er der nogen derude, der kan forklare mig / hvorfor jeg føler tiden løber fra mig?«.

Det ligger selvfølgelig lidt i kortene, at der ikke er nogen, der kan give et fyldestgørende svar på det spørgsmål. Men det er heller ikke det væsentlige. Det væsentlige er, at Artigeardit formår at stille det spørgsmål – spørgsmålet om mening – gang på gang, men på nye måder, der hele tiden virker lige brændende vigtige.

Til sidst sidder man selv og har det som Artigeardit – for hvad fuck er det egentlig lige, der er meningen med det hele?

11. Emil Stabil ’Er det en fugl’ (2014)

Det retoriske spørgsmål »Er det en fugl? Nej, det’ Emil Stabil« illustrerer perfekt, hvordan den her trap-rapper dukkede op ud af det blå.

Aarhusianeren lavede Atlanta-inspireret trap, der tog de mest legesyge elementer fra folk som Gucci Mane og 2 Chainz og kombinerede dem med tekster, der blev leveret med en genial sans for komiske punchlines og nok ignorant attitude til at få Johnson til at tabe kæben.

Folk troede, det var en joke, men det må være fordi, de ikke hørte efter til de fantastiske og fantasifulde ting, Emil Stabil sagde. På ’Er det en fugl’ kalder han for eksempel sig selv for både en luftballon og Empire State Building, han mikser stoffer som en kemiker, oplærer Gordon Ramsey i køkkenet og er højere end en satellit, alt i mens han stikker tusindlapper i din trussekant.

Sådan var der ingen der rappede før Emil Stabil, og ingen har gjort det siden – selv om mange har prøvet.

10. Kesi ’Søvnløs’ (2014)

Det her er øjeblikket, hvor brikkerne endelig falder på plads for Kesi, og det står klart, hvilken slags kunstner, han skal være.

For selvfølgelig havde B.O.C.-rapperen haft succes med grimetracks, poppede sange og gaderap. Men det er på ’Søvnløs’, at Kesi for første gang finder den helt rigtige rolle som ultimativ natklubsprins. Han var god til de andre ting, men han er den bedste til det her.

Kesi rapper om, at han er på klubben med hele sit hold, stjæler din dame og bruger alle sine penge – og så er der de ikoniske linjer om, at han »ikke har sovet i et år«. Men det er ikke kun tekstindholdet, der imponerer, det er den overlegne måde, hans autotunede vokal ligger på det DJ Mustard-inspirerede beat. Det føles vægtløst.

Siden har Nørrebro-rapperen udmærket sig som dansk hiphops primære connaisseur af det gode liv på sange som ’Følelsen’ og ’Mamacita’. Festen startede med ’Søvnløs’, og Kesi har ikke sovet siden.

9. Suspekt ’S.U.S.P.E.K.T.’ (2014)

Der er ikke mange rappere, der bliver bedre med alderen. Og det var ikke lige til at forudse, at dem, der knækkede koden til at ældes med ynde, skulle være netop de allermest gennembeskidte rappere, dansk hiphop har frembragt. Men her står vi så ved årtiets udgang og kan konstatere, at Suspekt stadig er på toppen.

Og ’S.U.S.P.E.K.T.’ er det perfekte eksempel på, hvorfor Albertslund-trioen stadig har den. Rune Rasks beat er tungt, højpoleret og exceptionelt effektivt, men samtidig minimalistisk nok til aldrig at stjæle opmærksomheden fra rapperne.

Orgi-E og Bai-D har samtidig fundet en om muligt endnu bedre kemi end i ungdomsårene: Orgi-E’s komplekse tekster er skarpe og præcise, mens Bai-D er den perfekte modvægt med sit slæbende, truende tonefald.

De lyder som en gruppe, der stadig bliver bedre – og som sikkert er helt klar på et årti mere på toppen.

8. MellemFingaMuzik feat. Gilli ’A.P. Møller’ (2015)

’A.P. Møller’ handler om at prøve på at blive helt sindssygt rig. Men sangen handler samtidig om at flygte fra politiet og om at længes væk fra det hele. Dén rigdom, nummeret på papiret handler om, er nærmest en form for dæmonisk størrelse, der driver hele djævledansen rundt.

Når Stepz skal beskrive sin sindstilstand, er det med en nærmest dyrisk, truende gentagelse: »Sulten, sulten, sulten, sulten! / har vi ikk’, må vi rul’ dem!«. Og selv når pengene strømmer ind på Brancos vers, gør det kun scenariet mere uhyggeligt: »Uh, pengene gør de danser for mig / uh, pengene gør mig psykopatisk / uh, pengene gør mig karismatisk«.

Det er en helt ny, voldsom dimension, MellemFingaMuzik åbner op for dansk hiphop her. Deres ’A.P. Møller’-drømme lignede mest af alt mareridt – men alligevel kunne man ikke lade være med at blive draget ind i dem.

7. B.O.C. (Kesi & Gilli) ’Fissehul’ (2010)

De mange danske hiphopartister, der slog igennem med nye, originale lyde i starten af 10’erne, blev lidt misvisende kaldt ’grime-bølgen’. I virkeligheden lavede kun få af dem grime – folk som de senere superstjerner Kesi og Gilli, hvis ’Fissehul’ er den største grimeklassiker i årtiet.

Især Gillis vers er legendarisk. Han massakrerer Benny Jamz’ beat med en lyrisk iver, der antyder hans enorme talent. Gilli rapper om at være »én mand dyb«, kalder sig selv »rapgeneral« og leverer sit legendariske mantra: »Det’ så ærligt ment / for intet er dybere end loyalitet«.

Kesi har ikke samme nådesløse lyriske energi, men bidrager med et ikonisk hook, der fordansker det britiske slangudtryk »pussy hole« på groveste vis. Det her var på en måde både start og slutning for den store danske grime-bølge – og samtidig begyndelsen på et af de mest succesfulde parløb i dansk hiphophistorie.

6. Benal ’Uh Babe’ (2017)

Mange af artisterne på denne her liste har dannet skole. Men ingen efterligner Benal. Det er deres stil simpelthen for enestående anderledes og aparte til.

For mens dansk hiphop splintredes i mange forskellig retninger og bølger, skabte producer Albert og rapper Benjamin en af årtiets helt store glædelige overraskelser sammen i Benal, hvor de kombinerede elektroniske beats med sprogsprudlende, lyrisk bevidsthedsstrøm. Før havde de to Benal-medlemmer lavet henholdsvis techno og battle-rap, men her opstod der noget helt nyt, hinsides klassificering.

‘Uh Babe’ er det perfekte eksempel på, hvad duoen kan: Benjamins åndeløse flow har stadig intensiteten fra tiden som klassisk rapper, men de ømme, syrede tekster har intet af dén stils forudsigelighed. Alberts beat er samtidig legende og uforudsigeligt boblende – nærmest som en slags glat is, Benjamin skøjter henover.

Forhåbentlig beholder de samme usammenlignelige energi langt ind i 20’erne.

5. Kidd ’Kysset med Jamel’ (2011)

’Kysset med Jamel’ var en af de første hjemmelavede Youtube-videoer (og sange), der eksploderede på sociale medier inden for dansk hiphop, og det er stadig en af de mest originale. For ingen lyder som Kidd. Nørrebro-rapperen krænger ikke bare sin stemme ud, han nærmest smager på sine egne ord, mens han siger dem.

Det her var øjeblikket, hvor dansk hiphop sagde ‘fuck det her’ til de gamle regler og konventioner, smækkede et Soulja Boy-beat på og blev til noget helt nyt.

Kidds fantastiske sang om provinspigen, der er på Nørrebro igen, præsenterede for første gang verden for dén blanding af fandenivoldsk attitude, hjemmelavet æstetik og uventede inspirationskilder, der blev Cheff Records’ kendetegn.

Men ’Kysset med Jamel’ var også bare øjeblikket, hvor alle kunne se, at Kidd var en kæmpe stjerne. Herfra føltes det som om, alt var muligt i dansk hiphop – takket være Kidd.

4. Jamaika ’Blodskudt’ (2016)

’Blodskudt’ er en seks minutter lang selvbiografisk, hjerteskærende klagesang fra ghettoen, der er lavet af en somalisk dreng fra Vejle, der lærte at huske hele sange, fordi han ikke kunne skrive.

Med andre ord: Det her er en stemme ulig nogen anden, der viste os en verden, vi ikke vidste eksisterede. En verden, hvor man gør alt for at overleve, selv hvis det kræver man bliver anholdt, så ens ven kan undslippe.

»Det værste de kan gøre er at tage friheden fra mig«, synger Jamaika over et simpelt klaverbeat, som om han allerede aner den fængselsstraf, han endte med at modtage få dage efter sangens udgivelse.

Det er som om, han føler, at dén skæbne er uundgåelig, og når man hører ’Blodskudt’, kan man ikke lade være med at håbe, at han tager fejl. Som når man ser en film, man ved slutter dårligt, men alligevel håber til det sidste, at det måske er anderledes denne gang.

3. Ukendt Kunstner ’Langt væk’ (2013)

Noget af det helt igennem specielle med Ukendt Kunstner var, hvordan det i den grad føltes som et musikalsk parløb – de var en duo. Og deres succes kan ligeligt tildeles Jens Ole McCoys fabelagtige produktioner såvel som Hans Philips nattepoetiske pen.

‘Langt væk’ – det otte minutter lange opus på ‘Neonlys’ – er det Ukendt Kunstner-nummer, hvor begge parter skinner klarest i unison. Bare introen med det elektriske klaver, den fyldige gulvbas og det ringlende beatdrop et noget af det mest ikoniske, duoen har lavet nogensinde. Og Hans Philip er ikke engang begyndt at rappe endnu!

Duoen havde allerede fået omtale og fans med ‘Hælervarer’-udgivelsen og hittet ‘København’, men det er alligevel som om, at Philip med ‘Langt væk’ forudsagde den massive succes, som skulle følge med ‘Neonlys’.

»Min ven siden 1988 / men hvor er du nu / ville ønske jeg kunne se dig igen / men du så langt væk fra mig«-linjerne er blevet citeret mangt en gang, men det er også netop denne her sørgmodige kiggen-sig-selv-i-spejlet, der løfter ‘Langt væk’ til så monumentalt et nummer. Som om successen åbnede op for en skyggeside i Philip, berømmelsens berømte bagside, der skubbede duoens musik til nye højder. Det er den diametrale modsætning til ‘Neonlys’, men også et bevis på, at Ukendt excellerede i det dramatiske og melankolske.

Ukendt Kunstner eksisterer ikke længere, men de vil for evigt stå som en af de vigtigste artister i moderne dansk hiphop. Og at ‘Langt væk’ er deres bedste sang siger ikke så lidt.

2. Sivas feat. Gilli ’D.A.U.D.A.’ (2013)

De var der allerede dengang i den Fenar Ahmad-instruerede ’D.A.U.D.A.’-video: Benny Jamz puster røg ud, Ali Sivandi poserer foran kameraet, og selv Noah Carter smiler smågenert til kameraet. Og så er der selvfølgelig den gennemført elegante og stilsikre Sivas i centrum, samt gæsterapperen Gilli, der for første gang virkelig antyder, at han er dansk hiphops næste superstjerne.

Mange af ansigterne fra videoen er stjerner nu, men dengang var de mere eller mindre ukendte. Sivas’ gennembrudssingle meldte altså ankomsten af dansk hiphops nye generation.

Set i bakspejlet er det utroligt, hvor gennemført en lyd, der allerede er opstået her. Reza har skabt et dundrende trapbeat, der snildt kunne være produceret af Mike Will Made It, mens Sivas’ druggy autotune-flow markerer et point of no return for dansk hiphop. Trapbeats, autotune og gadeslang har siden overtaget hele genren – og hele vores sprog.

For selvfølgelig er det også en central del af historien, at Sivas introducerede Danmark for et slang- og sprogbrug, der ændrede selve vores måde at tale på. Den her sang var så ny, så uundgåelig og så speciel, at den ændrede ikke bare en musikgenre, men selve kulturens dna.

1. Gilli ’Orale’ (2015)

Gilli blev den største danske hiphopstjerne nogensinde i 10’erne, og han gjorde det ved konstant at udfordre vores forestillinger om, hvordan en dansk hiphopsang skulle lyde. Først med grime-klassikeren ’Fissehul’, derefter med ’C’est La Vie’, der introducerede os for den såkaldte afrobeats-lyd, og senest med sange som ’Rica’ og ’Vai Amor’, der introducerer uventede inspirationskilder som salsa og baile funk.

Men hans største øjeblik er stadig ’Orale’. Det er sangen, hvor Gilli bliver Gilli: Årtiets mest essentielle danske hiphopstemme.

Sangen har hiphoppens klassiske eufori, hvor man nærmest kan føle sit hjerte slå stærkere i brystkassen, når man hører den. Gillis linjer lander som bombenedslag på Hennedubs bombastiske, minimalistiske beat.

Men som på senere mesterværker som ’Habibi Aiwa’ er der også et opbyggeligt budskab gemt i sangens tredje vers, der er en slags opfordring til alverdens unge ballademagere om at tænke sig om, blive i skolen og gøre det rigtige.

For ’Orale’ er netop primært en hyldest til Gillis kvarter. En sang, der er skabt til at give en hyldest til et sted, der sjældent hyldes, og som skal give mod til mennesker, der har brug for det som få andre.

Det er en smuk og på alle måder stor sang – og det er den sang, der bedst viser os, hvorfor 10’erne var Gillis årti.

LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne

Lyt til podcast: Hvordan vælger man årtiets 20 bedste danske rapsange? Soundvenues hiphop-podcast diskuterer

Læs også: De 25 vigtigste internationale album i 2010’erne

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold