De 20 vigtigste danske album i 2010’erne

De 20 vigtigste danske album i 2010’erne
Mø.
Årtiet er ved at gå på hæld, og her på sitet er vi i fuld gang med at se tilbage på 10’ernes bedste musik, film og serier. I dag kårer vi de vigtigste danske album fra de seneste ti år, og her finder man både popstjerner, gaderappere og punkrockere.

FARVEL TIL 10’ERE. 10’erne var en skelsættende periode for dansk musik. Indierocken gik på retræten, punkmiljøet omkring Mayhem gav hele musikbranchen en fortjent lussing, nye former for popstjerner blev udklækket, og midt i streaming-tidsalderens indtog blev hiphop den dominerende genre både i Danmark og den store vide verden.

Men hvilke danske album har været de vigtigste i musikårtiet 2010-2019? Det har vi her på redaktionen prøvet at svare på i anledning af Soundvenues store tilbageblik på årtiet, der om få måneder rinder ud.

Det her er altså ikke vores valg af de bedste danske album fra 2010’er, men derimod vores kåring af de udgivelser, der har sat størst aftryk på både musikbranchen, samfundet og musikken som kunstform. Det er album, der udfordrede mainstreamens normer og regler. Udgivelser der gav fingeren til branchens autoriteter. Og værker, der rykkede kulturen fra ét sted til et andet – både inden for musikverdenen, men også i samfundet som helhed.

20. Benal: ‘Opstigning’ (2015) & ‘Nu’ (2016)

Dansk hiphop har undergået en overvældende forandring i 10’erne, hvor ghettorappere og gadepoeter battlede mod brandvarme afrobeat- og dancehall-mættede hitbangers på noget, der mest af alt mindede om én stor frydefuld og lovløs genrelegeplads. Men bedst, som vi i post-Cheff-æraen troede, vi ikke kunne blive overraskede længere, kom Benal ind fra højre: En pertentligt klædt battle-rapper og hans techno-aficionado af et sidekick.

Benal ville smadre billedet af den stereotype hiphop. Den legesyge ep-trilogi ’Baby’, ’Hiphop’ og ’Hvad med nu’ fra 2013-14 udgjorde de tre første spøgefulde såvel som seriøse flade til det klassiske selvhøjtidelige hiphopmantra, der blev samlet sammen til udgivelsen ’Opstigning’ i 2015 og videreudviklet med styrket fodfæste på det regulære debutalbum ’Nu’ året derpå.

Fælles for udgivelserne er den evige søgen væk fra traditionerne manifesteret i Magnus Albert Wanschers avancerede, syrede og alligevel komplet klubklare elektroniske produktioner akkompagneret af Benjamin Havs spydige, sårbare og/eller direkte absurde ordekvilibrisme, der det ene øjeblik trækker dig i smilebåndet, det næste niver dig i hjertet – hver gang leveret med et skudsikkert battlerap-flow, naturligvis.

Benal blev en forfriskende saltvandsindsprøjtning til en scene, der ganske vist var i vidunderligt opbrud, men som alligevel manglede lige den form for visionære skævhed, Benal kunne give den. Duoen åbnede i tilgift en solid dør for de danske rappere, der vægter selvironi, ømhed og gennemtænkte ordspil over hiphoppens klassiske attitude-tagfat (Høker, Fraads m.fl. – we salute you).

19. Chimes & Bells ‘Chimes & Bells’ (2010) & CTM ’Variations’ (2012)

Den danske indierock-scene oplevede sin storhedstid i slutningen af 00’erne og starten af 10’erne, og midt i orkanens øje fandt man Cæcilie Trier og hendes cello.

Hun var en del af Choir of Young Believers, men foldede for alvor talentet ud som kunstnerisk primus motor først i bandet Chimes & Bells og senere med soloprojektet CTM.

I Chimes & Bells blandede hun mørke, shoegazede guitarflader med synthsovset drømmepop, og sammen med den foregående ep ’Into Pieces of Wood’ står projektet som noget af det fornemmeste, der kom ud af det danske musiklandskab omkring årtiskiftet.

Trier gik så fuldstændigt solo og lancerede CTM, hvor nogle af grundelementerne fra fortiden gik igen i et magisk og mystisk univers af idiosynkratisk og barok artpop ført an af det fuldstændigt uimodståelige titelnummer fra ’Variations’-ep’en, hvor både celloen og Triers æteriske vokal skinnede igennem for fuld kreativ kraft.

Måske man med lidt god vilje kan sige, at Cæcilie Triers karriere i starten af 10’erne lagde grund for det skifte fra indierock til artpop, som flere grupper efterfølgende lavede – blandt andet Choir of Young Belivers på 2016’s ’Grasque’, som hermed også lige får et velfortjent skud ud.

18. Hans Philip ‘Forevigt’ (2019)

Det her kunne godt være det mest hypede danske album i hele 10’erne.

Ukendt Kunstner havde i løbet af årtiet opbygget sig en gigantisk og ekstremt loyal fanskare, der spejlede sig i Hans Philips melankolske rappoesi, så det kom som et chok, da duoen i 2016 meddelte, at projektet sang på sidste vers.

Hvem gør det? I Danmark? Stopper på toppen altså. Bogstaveligt talt trækker stikket, mens ens popularitet er på sit højeste. Ingen.

Men Hans Philip og Jens Ole McCoy følte sig udbrændte som Ukendt Kunstner, og mens produceren med stor succes kastede sig over soundtracks og producerede for andre kunstnere, gik rapperen i hi. Larmende stilhed. Indtil han en søndag i marts punkterede hypeboblen og uden forvarsel udgav sin debutsingle som soloartist.

På den brusende breakup-ballade ’Siger ingenting’ sang Philip i stedet for at rappe, mens et melankolsk klaver var altomsluttende. Det var en ny, mere nøgen r’n’b-stil, der blev foldet ud i fuldt flor på albummet ’Forevigt’, som landede bare en uge efter surprise-singlen.

’Forevigt’ lyder som en form for musikalsk selvterapi. Noget Philip har været nødt til at få ud af kroppen efter et forlist forhold. Resultatet er et af årtiets bedste danske breakup-album, og samtidig første skridt på solokarrierevejen for en af de mest definerende musikpoeter i dansk musik anno 2010-2019.

Det gjorde ondt at sige farvel til Ukendt Kunstner, men det var ligevægtigt dejligt at sige goddag til Hans Philip som solokunster.

17. Suspekt ‘V’ (2014)

Suspekt slutter dette årti, ligesom de sluttede det forrige: Som Danmarks mest populære rapgruppe.

Trioen var allerede legendarisk efter 00’erne, hvor de udgav de karrieredefinerende album ’Ingen slukker the stars’ og ’Prima Nocte’, men i 10’erne – med ’V’ som det primære album – cementerede de sig på et niveau af kulturel relevans og superstjernestatus, som ingen anden dansk hiphopartist kan måle sig med.

De er blevet kulturelt folkeeje, har lukket Roskilde Festivals Orange Scene og været nomineret til en Grammy i USA, fordi de har produceret for Kendrick Lamar. De har nået en status, så de faktisk bare kan bruge en hel outro (som de gør på ’V’-tracket ’Søn af en pistol’) på at sige: »Vi nomineret til en Grammy, hvad er du? / du har lavet den samme sang, som du gjorde i sidste uge!«.

Dén henkastede punchline inkarnerer den niveauforskel, der var på Suspekt og stort set alle andre rappere i 10’erne. For nok blev de rapstjerner i 00’erne, men i det årti, der nu lakker mod enden, blev de et af de få navne, der når det der gyldne stadie, der eksisterer hinsides normal stjernestatus – og det var i den grad takket være ’V’.

Så på en måde sluttede de faktisk alligevel ikke helt 10’erne på samme måde som de sluttede 00’erne – for de er gået endnu et niveau op. Før var de svære at komme uden om; nu er de uomgængelige.

16. Fallulah ‘The Black Cat Neighborhood’ (2010)

’The Black Cat Neighboorhood’ indledes med dramatiske strygere, buldrende trommer og insisterende klap på intronummeret ’Only Human’, og således er rammen altså sat for et årtiets absolut mest hårdtslående danske popalbum.

Fallulah fik med en hidtil uset vildskab bogstavelig talt sparket hul i lydmuren med kampsportsråb på den vanvittige ørehænger ’Bridges’, der dog blødes op af smukke slowtunes som ’Hold Your Horses’ og den nærmest voodoo-agtige marimbaballade ’Give Us A Little Love’, der i øvrigt nåede over dammen til USA, da den blev brugt i den populære teenserie ’Pretty Little Liars’.

’The Black Cat Neighbourhood’s fandenivoldske pop kombineret med balkanelementer fra Maria Apetris østeuropæiske ophav resulterede i en helt unik lyd, der ikke fandtes i andre hjørner af dansk pop. Fallulah dukkede tilsyneladende op ud af det blå, og debutalbummet var da også på mange måder hendes eget meget vellykkede gør-det-selv-projekt. Apetris fremgangsmåde har uden tvivl inspireret et hav af unge musikere i begyndelsen af årtiet, for hun beviste, at man altså godt kunne lave skæv popmusik med integritet og stadig få masser af succes.

Entreprenørskabet fra karrierens start er i øvrigt noget Fallulah stadig dyrker her på kanten af årtiet, hvor hun udover sin egen vedvarende karriere som udøvende musiker også stadig ’bygger broer’ som initiativtager bag den feministiske musikbevægelse ’Hej Søster’, som har til formål at modarbejde skævvridningen mellem kønnene i den danske musikbranche ved at opfordre til øget søstermentalitet aktive kvindelige musikere imellem.

15. Klumben ‘Fra Klumben til pladen’ (2012) & Raske Penge ‘Original’ (2012)

Kan du huske, hvor stor en sang ’Faxe Kondi’ var i 2012? Den var gigantisk, og i princippet den bedste reklame, som penge kunne købe. Ud over, at Klumben og Raske Penge selvfølgelig ikke havde modtaget penge af kapitalisterne for at lave en sang om deres »yndlings-so-da-vand«, som går langt ud over din forstand.

Den succes står som det klokkeklare bevis på, hvor populær dansksproget dancehall – den såkaldte danskhall – var i den første tredjedel af 10’erne. Bikstok og Natasja havde været der før, men med navne som Klumben, Raske Penge, EaggerStunn (skud ud til ’Kugledans’) og TopGunn præ-popstjernestatus blev den gyngende musik med rødder i Jamaica pludselig til allemandseje i Danmark.

Disse to tidlige ep’er fra Klumben og Raske Penge står stadig den dag i dag som de vigtigste (og måske også bedste) udgivelser i den danske dancehall-bølge, og det var altså ikke ’Faxe Kondi’-pop hele vejen igennem. Det her var digital dancehall, dub, reggae – med tekster om Nordvest, nætter på Nørrebro og de kriminelle i København.

Og ja, her i 2019 kan det godt være, at danskhall har tabt pusten, men syv år efter alle sang med på ’Faxe Kondi’ har Klumben og Raske Penge faktisk netop udgivet deres første fællesalbum i form af det mere end solide ’Livet’.

14. Lord Siva: ‘100’ & ‘180’ (2014)

Det er tit den store hiphoprevolution omkring navne som Kidd, Kesi og Gilli, der løber med opmærksomheden, men i første halvdel af 10’erne ændrede en række kunstnere også rammerne for, hvordan man kunne lave r’n’b i Danmark.

Heriblandt en som Lord Siva, hvis to første ep’er ’100’ og ’180’ tilføjede en nerve i genren, der kunne grænse til det overspændte. Hver gang Lord Siva sang, virkede det som om, det handlede om det hele. Livet, døden, kærligheden, depressionen. »Kærlighed er sort / derfor jeg elsker og hader det lort«, synger han på ’Vippen’, og man er ikke i tvivl om, at han mener det.

Derudover er det svært ikke at bemærke, at den unge Lord Siva miksede kærlighedssorger med bedøvende stoffer, længe før det var en trend. »Posen er i lommen så du ved det ender galt«, som han synger på ’Natten’ med et nik til Den Gale Pose.

Men der er også sange som ’100’, der er fyldt af dobbelthed og hele tiden vender tilbage til linjen »smilet i mit ansigt / det’ mærkeligt / når jeg ikke har det godt« – men også til et håbefuldt perspektiv om, at det hele nok skal lykkes.

Sangene her er nærmest ved at sprænges af den spænding mellem håb og depression. Det var dog ikke udgivelser, der gjorde Lord Siva til en stjerne – det skete først på uventet vis hen imod slutningen af i årtiet, hvor Vera-samarbejdet ’Paris’ blev et kæmpehit – men det var her, på de tidlige ep’er, at angst og melankoli for alvor vandt indpas i 10’ernes danske pop og r’n’b.

13. Chinah ‘Once the Lights Are On’ (2016)

Da de tre højskolevenner i Chinah gjorde deres entré på den danske musikscene med debut-ep’en ’Once the Lights Are On’, var det med en skrabet elektronisk lyd af alternativ r’n’b. En udvikling som ganske vist allerede var veletableret i USA med store navne som Frank Ocean og The Weeknd i front, men som altså var et hidtil ubeskrevet blad i dansk sammenhæng.

Ikke dermed sagt at ’Once the Lights Are On’ var en form for copy/paste af den amerikanske r’n’b-skabelon – tværtimod. I Chinas hænder blev udtrykket i stedet kyndigt omarbejdet i en minimalistisk nordisk popkontekst, der med smagfulde og velbalancerede produktioner under Fine Glindvads luftige og herligt ukomplicerede vokal gav de ærlige og kærlighedsfikserede tekster på sange som ’We Go Back’ og ’Away From Me’ fin plads til at skinne igennem – uden nogensinde at forfalde til radiopleasende konventioner.

Hør bare hvordan netop ’Away From Me’ tålmodigt bygger kontinuerligt op til et stort popklimaks med forvrængede underlægning-synths, for så yderst effektfuldt at punktere forventningen om forløsning med en komplet uventet og nærmest spøjst hoppende synthsolo.

Det er den slags legesyge tilgang til musikken, der kendetegner Chinahs uforudsigelige univers, og de har da også allerede sprængt deres egen ellers veletablerede genreboble i småstykker med det eksplosive debutalbum ’Anyone’ fra 2018, hvor trioen med al tydelighed demonstrerede, at de altså ikke er bange for at smadre det gamle skrøbelige porcelæn for at drive musikken videre til nye højder.

12. Jamaika ‘SxB på fri fod’ (2016)

Jamaikas debut-ep er en flakkende lommelygte, der giver os glimt ind i en del af Danmark, der ellers er totalt ufremkommelig for flertallet. Sangene på udgivelsen er en række billeder af en mørk, kold ghetto i Vejle, hvor Jamaika kæmper med et liv, han ikke selv har valgt og dybest set drømmer om at slippe væk fra. Et sted beskriver han sig selv sådan her: »Skyggekryber, en gadeløber, betonstøber«.

Dén selvdefinition kommer fra sangen ’Gode dage venter’, og det er en paradoksal titel. For hele ep’en er gennemsyret af et fatalistisk verdenssyn, der kun tillader et meget spinkelt håb om, at de gode dage rent faktisk venter forude. Selve introen starter med en fængselsvagt, der siger, at han ved, Jamaika snart er tilbage i en celle igen.

Netop dobbeltheden mellem fængsel og frihed er udgivelsens centrale konflikt. Det ene sekund rapper Jamaika, at han bare drømmer om at »lave en million og så bare få familien væk herfra« (’Double Cup’), det næste er han afklaret omkring, at tingene ikke kan ændres: »Jeg elsker alt der’ ghetto / jeg vil altid være ghetto« (’Aiwa’).

Det er sange fra en krisesituation, og Jamaika udtrykker den med sin krystalklare vokal, der trækker på den somaliske sangtradition, han har i sin familie. Den indre konflikt mellem kriminalitet og frelse raser stadig i Jamaika – og i mange andre unge rundt omkring i Danmark. Her fik den sit stærkeste udtryk.

11. When Saints Go Machine ’Konkylie’ (2011)

Der er aldrig nogen andre, der har lydt som When Saints Go Machine. Ja ja, Nikolaj Vonsilds mageløst vrængende og vibrerende vokal har fra starten medført sin andel af Arthur Russell-sammenligninger, men kvartetten (som fornyligt blev en trio) har altid været en ener på den danske musikscene.

2011’s ’Konkylie’ står som hovedværket blandt de tre album, gruppen udsendte fra 2009-2013. En formfuldendt udgivelse, der kombinerede spændstig synthpop med kammerundertoner og en kropslighed fra den elektroniske musik. Sjældent er nogen lykkes med at lave musik, der så elegant forener det skrøbelige med det medrivende i en dramatisk, storladen helhed.

Efter den eksperimenterende ep-afstikker ’It’s a Mad Love’ fra 2018 er bandet nu igen på albumkurs, men det er nu ikke fordi, at medlemmerne har siddet stille. Også væk fra When Saints Go Machine har de sat massive aftryk på 10’erne.

Nikolaj Vonsild har foldet sin fabelagtige vokal ud i Cancers mere intime rammer, mens Jonas Kenton og Silas Moldenhawer helt fra midten af 00’erne og op gennem det meste af 10’erne har leveret noget af landet allerbedste og mest nyskabende, melodiske housemusik som Kenton Slash Demon.

10. Quadron ‘Avalanche’ (2013)

Danmark er på mange måder et lille land, men en sjælden gang imellem oplever vi alligevel, at nogle få modige drømmere tør tænke stort. Den liste tæller blandt andre duoen Quadron, som bestod af to af dansk musiks mest lysende talenter i form af frontfigur og souldiva extraordinaire Coco O. i samarbejde med producer Robin Hannibal, som siden har modtaget intet mindre end fire Grammy-nomineringer for sit arbejde med artister som Rhye, Kendrick Lamar, Niia og dvsn.

Til stor national stolthed rejste Quadron til USA for at prøve lykken som internationale popstjerner i Los Angeles, hvor de endte med at arbejde med kæmpe navne som Pharrell og Prince og endda fik et gæstevers fra en ung Kendrick Lamar. På ’Avalanche’ kan man da også tydeligt høre, at hverken Coco O.’s fraseringer eller Hannibals soulproduktioner er blevet skabt på baggrund af danske konventioner.

Gruppens absolut største hit, ’Hey Love’, er klart albummets mest poppede indslag med sin ovenud catchy melodi og insisterende håndklap, men selv her sniger de amerikanske soul-kendetegn, der er slet skjult på albummets øvrige numre som åbneren ’LFT’ og andensinglen ’Favorite Star’, sig ind i produktionerne med bløde korstemmer i verset og de gospelinspirerede klaverfigurer, der pumper omkvædet afsted.

Det har ikke blot krævet talent at lave både klassisk, veludført og relevant soul i 2013, men også visioner og ikke mindst modet til at satse på en genre, der absolut ikke var velkendt i de danske stuer.

Quadron er som bekendt gået hvert til sit sidenhen, men ’Avalanche’ vil for altid stå som et monument for det skib, der søsatte karrieren for to af årtiets mest talentfulde danske kunstnere, som i øvrigt stadig kører for fulde gardiner med både solo- og producerkarriere.

9. Bisse ‘Højlandet’ (2016)

Som et lyn fra en klar himmel slog Bisse ned i det danske musiklandskab i midten af 10’erne. Og som det hænder med sådanne pludselige lynnedslag, delte han både vandene og rystede den danske musikbranche i dens grundvold – med fuld fjerpragt, netstrømper og lakerede negle. Med en uhørt kompromisløshed omkring sin musikalske excentricitet gav han intet, der så godt som mindede om en fjern fuck, for nogen af branchens normer. Og gudskelov for dét.

I løbet af blot fem år har han sluppet hele 11 (!) udgivelser, der har taget ham fra blodtrilogi over danmarkstrilogi og Copenhagen Phil-collab til country-favntag. Fælles for alle udgivelserne er den fuldkommen uforfalskede åbenhjertighed og den helhjertede dedikation, der særligt over scenekanten har omvendt tvivlere og scoret seks hjerter (…) en masse.

Bedst af alle er dog ’Højlandet’ fra 2016, hvor de mange ustyrlige elementer, der udgør Thorbjørn Radisch Bredkjærs Bisse, går op i en højere enhed: De skæve kompositioner, den berusende, satiriske og samtidig smukke poesi og den dybt krukkede, men alligevel medrivende vokallevering. Bisse fandt en fængende formel, der gjorde ham langt mere lyttervenlig end hidtil – uden at gå på kompromis med noget.

Med ’Højlandet’ samlede Bisse mange af de vande, han delte, da han først slog ned, og blev noget så nær regulært folkeeje, som en vaskeægte Bisse nu engang kan blive.

8. Jada ‘I Cry a Lot’ (2019)

Det er efterhånden en velkendt historie, at Jada grundet stress måtte trække stikket efter sommeren 2018, selv om hendes karriere ellers lod til at have kolossalt momentum. Opmærksomheden var dog langt fra stilnet af, da vi endelig fik Jadas fantastiske debutalbum ’I Cry a Lot’ tidligere i år, og man fik helt lyst til at fortælle Emilie Molsted, som hun jo egentlig hedder, at både hende og hendes musik jo absolut var værd at vente på.

Der er nemlig ingen i Danmark lige nu, der synger som Jada, og allerede på dette spæde tidspunkt i karrieren tør vi godt udråbe hende til en af 10’ernes allerbedste danske vokalister.

Hertil er hendes sangskrivning befriende åbenhjertet, og tekstuniverset på ’I Cry a Lot’ vidner om en langt mere jordnær tilgang til ellers gennemtraskede floskelemner i popmusikken som kærlighed og seksualitet. Det er nærmest som om, at det at være direkte relaterbar er en grundpræmis – både i sangene, men også for Jada som artist, og måske i virkeligheden for Emilie Molsted som menneske.

Hun har nærmest egenhændigt skabt en medrivende bølge af terapeutisk selvkærlighed og accept: Både via musikalske nedslag som den kropspositive spavideo til ’Keep Cool’ og venskabshymnen ’Not Alone’ samt i diverse interviews – og ikke mindst i DR3-dokumentaren ’Jada – lillebitte kæmpestor’ – hvor Jada har skabt et rum for store emner som netop stress, spiritualitet og kropsbilleder.

Selv betragter Emilie Molsted sig ikke som aktivist, bare fordi hun og hendes armhulehår ikke passer ned i et klassisk skønheds- eller stilideal, og det er på mange måder det mest forfriskende og inspirerende ved projektet Jada – at Molsted insisterer på bare at eksistere og udgive fantastisk musik, som hun er, uden at det skal være et politisk statement.

Jada er først lige begyndt, og vi er ikke et sekund i tvivl om, at hun kommer til at definere dansk pop langt ind i 20’erne.

7. Kidd ’Greatest Hits 2011′ (2011)

Hvis man vil have et indtryk af, hvor sindssygt Kidd havde det i 2011, kan man bare prøve at høre hvor euforisk han lyder, når han siger sit eget navn. Det er nærmest umuligt ikke at blive smittet af. Seriøst, prøv at afspil den geniale og ekstremt Kidd-agtige klassiker ’Uhh det er så svært at være så god’ og se, om du ikke bliver i bedre humør af at høre Nørrebro-rapperen starte med at skråle sit eget navn: »Kiiiiiiiiidd!«

’Greatest Hits 2011’ (der altså var Kidds debut-udgivelse, ikke en opsamling) er lyden af en sand original, der ikke giver en fuck for hiphoppens regler, mens han beruser sig med sin egen stemme og karisma. Det er lyden af dansk hiphop, der endelig ryster 00’ernes stodderrap af sig og endelig bliver ung og frisk igen. Og det er lyden af en stjerne.

Eller nej: Kidd var ikke bare én stjerne. I 2011 var han stjernen. En form for altoverstrålende galionsfigur for det kaotiske Nørrebro-label Cheff Records, der virkede fast besluttet på at ændre selve måden, man kunne udgive musik på i Danmark.

Kidd var blevet stor på Youtube med ’Kysset med Jamel’, og hele konceptet bag Cheff var, at internettet havde gjort det muligt at operere uden om musikbranchen. Det var en slags fandenivoldsk gør det selv-tilgang, der herskede i 2011, hvor mange nye artister som B.O.C., Skørmand (senere Ukendt Kunstner) og mange flere pludselig dukkede op. Kidd var ansigtet for en ny generation, der ikke anerkendte hiphoppens hidtidige spilleregler.

Han var en ny rapstjerne til en ny tid – og han vidste det. Til sidst på ’Uhh det er så svært at være så god’ stønner Kidd: »Jeg elsker mig selv… jeg elsker Danmark«, og det var en kærlighed, der var gengældt. Dels fordi han lavede originale og fantastiske sange, der ændrede dansk hiphop og viste os genrens muligheder – men primært bare fordi han var Kidd.

6. Iceage ‘New Brigade’ (2011)

Da 10’erne gjorde deres indtog, herskede der fred og gammen omkring det danske musiklandskabs navle, indie-andedammen, da Iceage gjorde sit indtog. Elias Bender Rønnenfelt og hans fandenivoldske kumpaner (der til sammen kunne prale af en gennemsnitsalder på blot 17 år) sparkede døren ind og skabte røre med det mindre kraftværk af infernalsk, fræsende, punk-frådende støjrock: ’New Brigade’.

Ikke blot placerede Iceage med deres debutalbum sig selv på det internationale landkort, blev Pitchfork-darlings og scorede en signing hos den velrenommerede indiegigant Matador Records, der udgav deres endnu mere stilsikre andet album, ’You’re Nothing’. Med ’New Brigade’ åbnede Iceage også danskens søvndrukne indierock-øjne for den københavnske Mayhem-scene, hvor den danske (post)punkscene med genfunden vitalitet og nye kunstneriske ambitioner spyttede kompromisløse talenter som Lower og Communions ud i en lind, energisk strøm.

Bag det punkede paranoia-primalskrig, de københavnske teenagere begik med ’New Brigade’, skinnede et ubestrideligt flair for solidt melodisk sangsnedkeri, der kun er blevet mere veludviklet, modent og nuanceret med tiden, hvormed Iceage for hvert album kun er blevet større, stærkere og skarpere – senest på sidste års mesterværk ’Beyondless’, der er gruppens mest vellydende, tilgængelige og alligevel mest potente album til dato.

5. MellemFingaMuzik ‘Militant mentalitet‘ (2015)

Der er et tidspunkt i sangen ’Gadeplan’, hvor det er som om, at det går op for MellemFingaMuzik-rapperen Stepz, at de fleste lyttere ikke ved, hvad han taler om. Han har lige rappet et par slangpakkede linjer, der rimer ordene shorba, ghorba, gormer og turba, da det går op for ham, at hans multikulturelle, flersprogede slang er for dyb til de fleste.

Hans reaktion? »Fucking ligeglad om du forstod mig!«

Dén passage siger alt, du behøver at vide om MellemFingaMuziks kompromisløse gaderap-mesterværk ’Militant mentalitet’. Det er et betongråt værk med et exceptionelt komplekst slangsprog, som det kun er meningen, du skal forstå, hvis du selv kommer derfra, for Stepz og Branco taler i indforståede koder. Man taler tit om de såkaldte parallelsamfund i Danmark – det her føltes som et helt parallelt sprog.

Resultatet er et album, der sjældent kommer lytteren i møde, men som nærmest udfordrer dig til at træde ind i det. »Tror du, du kan være med her?«, er det som om Branco og Stepz spørger.

Utroligt nok viste det sig, at rigtig mange tog imod den ikke alt for venlige invitation. MellemFingaMuziks album er nemlig blevet dansk gaderaps definerende hovedværk, og brutale, hårdtslående ghettohymner som ’A.P. Møller’ og ’Cocaina’ blev store hits, der prægede dansk hiphop – senere stjerner som DC, Jamaika og Fouli er svære at forestille sig uden ’Militant mentalitet’.

4. Ukendt Kunstner ‘Neonlys’ (2013)

’Neonlys’ er lyden af noget, der peaker. Lyden af en nat, der når sit absolutte højdepunkt i neonlysenes skær. Lyden af Ukendt Kunstner, der rammer et nyt niveau. Hans Philip er »på toppen som øjet på pyramiden«, og over alt ser han »guld og diamanter«. Det er lyden af klokken, der slår tolv – og det gør ’Neonlys’ til soundtracket af at være ung, ambitiøs og fuld af drømme i 10’erne.

Især titelsangen giver følelsen af, at tiden er nu. Alt er muligt. Man kan nå at blive både »berømt eller berygtet, elsket eller frygtet«. Hver dag er en fest, og der er ikke kun få af dem tilbage. Stjernerne blinker om natten, musikken spiller Hans Philips ’Fucking Nummer’, og pigerne smiler tilbage.

Dén energi får Hans Philip til at skrive karrierens mest rammende og poetiske tekster – han refererer til alt fra Nik & Jay til Peter Belli, skaber ordspil ud af ingenting og er fantastisk til at skildre både nattens eufori og de intime øjeblikke, der foregår i mørket.

Jens Ole McCoy soundtracker teksterne perfekt ved at skabe et meget flersidigt lydbillede. Der er storladen pop på ’Neonlys’, klavermelankoli på ’Langt væk’ og uventede instrumentvalg på ’Fucking Nummer’, der giver turn up-sangen et tvetydigt skær.

På senere album formåede Ukendt Kunstner at udtrykke vores tanker og følelser. Men på ’Neonlys’ skabte de lyden af vores drømme. Det er lyden af at se nattens neonlys for første gang og mærke ungdommens sug suse gennem kroppen.

3. The Minds of 99 ‘Solkongen’ (2017-2018)

Årtiets vigtigste danske rockband? Ja, det kan der vist ikke være nogen tvivl om.

Det kan godt være, de med ’Det er Knud som er død’ brød igennem med en sang bygget på et digt af Tom Kristensen, men efterfølgende har The Minds of 99 og frontmand Niels Brandt brugt 10’erne på at sætte musik og ord på deres egen tilværelse. På ungdommen. På det satans liv, som vi alle lever.

Et liv, hvor alle skuffer over tid. Hvor kniven er skarp. Hvor k kommer før ærlighed. Hvor man skal ud af sin krop. Hvor vi alle skal huske at blive til noget, være noget, skrive noget, aldrig spare på noget – som stjerner på himlen.

Niels Brandt er en moderne rockpoet et sted mellem det lyrisk begavede og det jordnære: The Minds er altså bandet, du drikker en øl med, men hvor du samtidig lærer noget om livet. Det er de klare kontraster, som har gjort bandet så kontinuerligt betagende op gennem årtiet med det todelte ’Solkongen’-album som deres kunstneriske Mount Everest. Der eksisterer en folkelig appel over for et ønske om at fucke tingenes tilstand op indefra. En rå energi, en utæmmet nerve, over for en følsomhed i Brandts danske tekster og indlevelsen i hans levering.

The Minds of 99 har spillet på Orange Scene to gange. Snart spiller de en næsten udsolgt arenaturné for flere tusinder af mennesker rundt om i Danmark. Alle kan deres tekster, hvis du dumper ind i hvilken som helst festivalkoncert med dem. De er ganske enkelt blevet folkeeje ved at spille efter deres egne regler.

The Minds of 99 samler simpelthen folk. Og de gør det på en måde, som ingen andre danske bands har gjort det op gennem 10’erne.

2. Mø ‘No Mythologies to Follow’ (2014)

Da Møs længe ventede debutalbum udkom i 2014, var hypen i Danmark massiv og uundgåelig. Og med god grund. For Karen Marie Ørsted fra den lille fynske by Ubberud havde allerede udgivet nogle af dette årtis stærkeste danske popsingler i form af ’Maiden’, ’Glass’ og den enestående ’Pilgrim’.

’No Mythologies to Follow’ et upåklageligt udført popmesterværk, som gennemsyres af en stædig Peter Pan-stemning, der nærmest teenagetrodsigt insisterer på at holde fast i ungdommens uskyld og iltre oprør. Som på ’Glass’, hvor Ørsted synger de Mø-ikoniske linjer »Why do everyone have to grow old? / wanna be free«.

Det er blandt andet i sådanne passager, at Møs – i popmusikkens verden – noget utraditionelle baggrund i punkmiljøet omkring Ungdomshuset skinner igennem. Og debutalbummet er da også på mange måder en kærlig fuckfinger til ideen om den polerede og artige kvindelige popstjerne, som havde regeret i 00’erne.

Den inkarnerede Spice Girl-fan Mø blev på den måde repræsentant for en ny hårdtslående girlpower i dansk pop og illustrerede med sin fandenivoldske attitude, at især kvindelige popstjerner ikke behøver være umyndiggjorte marionetdukker. De kan også gøre oprør ved at synge ting som »All the time I just want to fuck it up« og svinge rundt med deres lange fletningepisk.

Selv om det forjættede udland måske først for alvor fik øjnene op for danskeren gennem hendes talrige samarbejder med Diplo, Spice Girls-remixet ’Say You’ll Be There’ og selvfølgelig Major Lazer-megahittet ’Lean On’, så var det alligevel ’No Mythologies to Follow’, der søsatte dansk musiks måske mest vedvarende globale popkarriere nogensinde – og den lader ikke til at være slut lige foreløbig.

1. Sivas ‘D.a.u.d.a’ (2013)

Da Sivas udgav sin første ’D.a.u.d.a.’-ep, lancerede han samtidig en app: Den oversatte hans tekster, der brugte en masse multikulturelle talemåder, til rigsdansk. I dag er der ingen, der har brug for sådan en app. Gadens sprog er blevet ungdommens sprog, og Sivas’ musik er blevet hele Danmarks musik.

Tit sker sådan nogle kulturelle forandringer gradvist og langsomt, men i lige præcis det her tilfælde kan man faktisk godt pege på Sivas-udgivelsen og sige: Det var her, det skete.

’D.a.u.d.a.’ var startskuddet til gadens triumftog, til autotunens indtog og til en musik- og sprogmæssig opblomstring uden lige. Det var en udgivelse, der ændrede hiphoppens lyd ved at introducere trap-beats og autotunede vokaler. Men det var ikke bare hiphoppens lyd, der blev ændret, det var selve måden rappere – eller stjerner i det hele taget – kunne se ud på.

Se bare den legendariske video til titelnummeret. Her sidder en allerede gennemført stiliseret Sivas sammen med gæsterapperen Gilli, der senere skulle blive Danmarks største rapper, og sejler gennem København i en video, der er instrueret af Fenar Ahmad, der senere skulle blive en af landets mest omtalte nye filminstruktører med film som ’Ækte vare’, ’Underverden’ og senest ’Valhalla’. I ’D.A.U.D.A.’-videoen sejler de rundt i Københavns kanaler, stadig helt ukendte, men med en aura omkring sig, som om de ved, at de er ved at overtage det hele.

Skuespilleren Ali Sivandi kigger ind i kameraet, produceren Reza hygger sig, Benny Jamz puffer røg ud, og der er koncertklip fra ’Ækte vare’, hvor Gilli spiller hovedrollen. Der bliver også klippet til en ung Noah Carter, når Gilli rapper »fri Noah Carter!«

Ingen af de her folk var kendte dengang. Nu er de uundgåelige i dansk kulturliv. I slutningen af videoen bliver der lovet, at en »movie rammer 2014«, og i virkeligheden føles det faktisk som om, at den movie endnu ikke er stoppet den dag i dag.

LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne

Læs også: De 25 vigtigste internationale album i 2010’erne

Teksterne på listen er skrevet af: Maibritt Enevoldsen, Kristian Karl, Jennifer Frydensbjerg Lehmann og Christian Wolkoff.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold