Jack Antonoff kunne nærmest være en karakter i tv-serien ’Girls’, og det siger jeg ikke kun fordi, han i mange år var kærester med Lena Dunham, seriens skaber og hovedperson.
Nej, der er noget specifikt 10’er-agtigt over alt fra hans nørdede, neurotiske væsen til hans Brooklyn-agtige udseende med hornbrille og ironisk kasket, der er som taget fra tidsportrættet ‘Girls’. Så på en måde er det meget passende, at produceren, der nærmest er en omvandrende afspejling af sin tid, også spiller en ekstremt essentiel rolle i skabelsen af vor tids popmusik.
For selv om Antonoff tidligere har haft succes med sine egne bands som Fun. og Bleachers samt skrevet sange og produceret for folk som Carly Rae Jepsen og Grimes, er det i de seneste år, han for alvor er blevet popmusikkens toneangivende producer.
Først var han med til at skabe karrieredefinerende album for Lorde, St. Vincent og Taylor Swift i form af 2017-udgivelserne ‘Melodrama’, ‘Masseduction’ og ‘Reputation’, og så har han præsteret at producere to af dette års vigtigste album i form af Lana Del Reys hovedværk ‘Norman Fucking Rockwell!’ og Taylor Swifts massive poptriumf ‘Lover’.
Men Antonoff er en meget ukonventionel form for superproducer, for hans arbejdsmetode fokuserer i langt højere grad på at assistere de musikere, han arbejder sammen med, og få dem til at forstærke ting, der allerede er til stede – frem for at presse sin egen agenda ned over dem. Lana Del Rey og Taylor Swift er også krediterede som producere på henholdsvis ‘Norman Fucking Rockwell!’ og ‘Lover’ – det er et samarbejde.
Netop derfor føles det også forkert at kalde ham ‘produceren bag’ de ovennævnte album. For han er netop det modsatte af en form for dukkefører, der trækker trådene bag facaden. Han er en samarbejdspartner i øjenhøjde. Og det er på grund af den fortolkning af producerrollen – lyttende, assisterende, forstærkende – at han er dén producer, musikbranchen har brug for netop nu.
Tre popværker, der kommer til at blive husket
Jack Antonoff skabte især sit navn som en af popmusikkens vigtigste producere i 2017 med Lordes ’Melodrama’, St. Vincents ’Masseduction’ og Taylor Swifts ’Reputation’. Det er tre album, der på hver sin vis iscenesatte en kvindelig popkunstner på en ny, udfordrende måde, og samtidig udviklede artistens lyd i en ny retning.
Det er samtidig tre album, der er eksempler på to træk, der er gennemgående ved Antonoff: Ønsket om at være med til at skabe hele album, ikke kun singler, og forkærligheden for at samarbejde med kvindelige artister.
»Jeg føler mig på ingen måde som en kvinde«, fortalte produceren i 2017 engelske The Guardian i et interview. »Men når jeg skriver, tænker jeg ikke på Lou Reed eller Bowie. Jeg tænker på Kate Bush, Björk, Fiona Apple. Jeg har altid følt mig draget af kvindelige artister, der er brutalt ærlige. Det er meget mere tiltrækkende end mange af de veje, mandlige sangskrivere fører dig nedad, som skjuler og maskerer følelser«.
Der er tydeligvis en klar beundring og indlevelse i Antonoffs attitude over for de musikere, han arbejder sammen med: Han er som sagt ikke ’manden bag’ de her kvindelige artister. Han indtager en mere ydmyg producerrolle, der ikke dikterer lyden, men snarere insisterer på at lokke noget frem.
Det har skabt nogle exceptionelt tætte relationer til artisterne, han arbejder med. Lorde er således en tæt ven, Taylor Swift har udtalt til New York Times, at hun »ikke ville stole på nogen, der ikke kan lide ham«, og St. Vincents Annie Clark har sagt følgende til Guardian: »At sige, at han ændrede mit syn på musik, ville være en underdrivelse. Han ændrede mit syn på livet«.
De varme ord er gengældt. »Kvinderne, jeg arbejder sammen med, er kraftcentre«, som Jack Antonoff har fortalt Guardian. »Jeg er ikke med for at sige, hvad de skal gøre. Jeg er bare med på udflugten«.
Den tilgang fulgte Antonoff til dørs i 2017, hvor han producerede et Lorde-album, der allerede hyldes som et generationsportræt, en af St. Vincents stærkeste udgivelser, samt de mere afdæmpede (og gode!) dele af Taylor Swifts nogle steder konfrontatoriske ‘Reputation’.
Men netop ‘Reputation’ viste også, hvor grænsen længe gik for Antonoff. For jo, han fik lov til at producere for en af verdens største popstjerner. Men i modsætning til ‘Masseduction’ og ‘Melodrama’, hvor han producerede alle (eller næsten alle) sangene, var han her nødt til at dele pladsen med en vis svensker, der i årevis har haft ry for at være popproduceren par excellence: Svenske Max Martin.
Det var en lidt yin og yang-agtig opdeling. For de to producere – Antonoff og Martin – symboliserer på mange måder modsatte ideer om, hvordan en popsang skal opstå.
Følelser er vigtigere end videnskab
Max Martin er den diametrale modsætning til Jack Antonoff. Den svenske producerstjerne har lavet pophits siden 90’erne, hvor han blandt andet stod for en række af de helt store hits fra Britney Spears og Backstreet Boys (jep, det er ham, der har produceret ‘… Baby One More Time’ og ’I Want It That Way’.) I nyere tid har han stået bag ting som The Weeknds forvandling til megastjerne på ‘I Can’t Feel My Face’ og senest Ed Sheeran og Justin Biebers sommerhit ‘I Don’t Care’.
I alt har Max Martin skrevet eller været med til at skrive 22 sange, der er gået nummer et i USA – kun Paul McCartney og John Lennon har skrevet flere. Hemmeligheden bag hans mange hits er et nøje gennemtænkt, videnskabeligt system, hvor han samarbejder med et større hold producere og sangskrivere, der med matematisk præcision finder hitformularen.
Her er Jack Antonoff helt modsat. For ham handler sangskrivning frem for alt om følelse – ikke om videnskab. Der findes en allerede berømt historie om, at Max Martin mente, at Antonoffs produktion på Lorde-singlen ’Green Light’ på en eller anden måde var ’matematisk forkert’. Sangen var nok næppe kommet igennem Martins hitfabrik. Han kaldte den »ukorrekt sangskrivning«.
Forskellen er altså et fokus på det personlige over det videnskabelige. Fornuft er vigtigere end følelser. Derfor er Max Martin også produceren, man går til, hvis man vil skabe et hit. Jack Antonoff er – i hvert fald lige nu – manden, man går til, hvis man vil skabe noget, der rummer noget af en selv.
»Der er mange folk, der bruger matematik«, har produceren således fortalt magasinet GQ i et interview. »Og det er fucking fedt, det er der kommet en masse gode sange ud af. Men jeg er bogstavelig talt elendig til matematik«.
Dét citat siger alt om Jack Antonoffs tilgang. Og det giver mening i forhold til det tidligere citerede interview, hvor produceren siger, at han jo »bare er med på udflugten« med de kunstnere, han arbejder sammen med. Det er jo ikke ham, der har skabt visionen bag Lana Del Reys skelsættende samtidspop på ‘Norman Fucking Rockwell’ – det er Del Rey. Men han har helt sikkert hjulpet hende med at trække det ypperste ud af sit potentiale – og det har resulteret i et mesterværk. Antonoff har netop ikke en matematisk hitformular, fordi han selv tilpasser sig artisten.
Max Martin har derimod, på godt og ondt, ikke bare en lyd, men en decideret metode. Man kan tilpasse sig metoden og få et hit, men man kan ikke ændre ved måden, den svenske superproducer laver musik på. Man er nødt til at tilpasse sig hans regler. Max Martin er altså netop ikke bare »med på udflugten«, men har allerede udpeget destinationen, udflugten skal hen til.
Netop derfor er Jack Antonoffs tilgang så forfriskende. Han insisterer på, at det er kunstnerens egen idé, der er det vigtige.
I et interview med Vanity Fair har Antonoff indkapslet dén menneskelige tilgang til skabelsesprocessen med de her ord: »Ingen har lyst til at være nogen andre. Folk har lyst til at kende folk«. Det lyder jo så idealistisk, at det næsten er naivt. Men det er netop den her fundamentalt ikke-kyniske tilgang, der gør, at Jack Antonoff er vor tids vigtigste popproducer.
Fordi han ikke producerer Taylor Swift, Lana Del Rey, Lorde og de andre. Men fordi han producerer for dem.
Læs anmeldelse: Den gamle Taylor Swift har gen(op)fundet sig selv på ’Lover’
Læs anmeldelse: Lana Del Reys sangskrivertalent står i flammer på hovedværket ‘Norman Fucking Rockwell’