Dophas drømmende provinspop klinger af Lana Del Rey og Taylor Swift: »Jeg har en meget livlig fantasi«

Dophas drømmende provinspop klinger af Lana Del Rey og Taylor Swift: »Jeg har en meget livlig fantasi«
Dopha.
Dopha laver melankolsk pop, der beviser, at det måske rent faktisk kan være sundt at kede sig. Den 22-årige sanger og sangskriver med fornavnet Sofie drømmer sig på debutsinglen ’September Till June’ væk fra udkantsdanmarks frustrerende rastløshed, og nu er fokus på debutalbummet, der kommer på den anden side af nytår.

»Mit navn er Sofie Dopha. Jeg er fra Romalt«.

Sådan introducerer den 22-årige dansker sig gennem små barndomsanekdoter og optagelser på sine sociale medier. Dermed får hun slået fast, at vi er inviteret helt ind i hendes personlige fortælling.

Sofie står bag kunstnernavnet Dopha, men det hele hænger uadskilleligt sammen, for alle Sofies oplevelser fra både hendes nutid og barndom i en østjysk provins er dybt forankret i Dophas lyd og tekster.

For de uindviede er Romalt en søvnig forstad i Østjylland, hvor roen næsten er knugende. Her har der været god plads til at drømme sig væk gennem sangskrivning og leg med musik, og det er lige netop det, Sofie Dopha har gjort. Følelsen af at værdsætte tiden og roen kombineret med frustrationen over, at der aldrig sker noget, emmer ud af den melankolske pop på debutsinglen ’September Till June’, der meget passende udkom i slutningen af sidste måned.

Her mødes de (i Danmark) lidt atypiske inspirationskilder Lana Del Rey og Taylor Swift i et univers, der er lige dele eskapistisk dagdrømmeri og ærlige dagbogsbetragtninger, skrevet på Sofies elskede baby; den antikke røde Fender Mustang-guitar fra 1965, som hun ved et skæbnesvangert tilfælde fandt i den første musikbutik, hun besøgte, da hun besluttede sig for at erhverve sig netop den el-guitar.

Som ethvert andet barn af provinsen har Sofie naturligvis haft en stor udlængsel mod storbylivet, og hun er da også for nyligt rykket til København for at arbejde på det debutalbum, der udkommer på en endnu uspecificeret dato i det nye år.

Da jeg møder hende i hendes studie, går det dog hurtigt op for mig, at hun alligevel har forsøgt at tage bare lidt af den ’østjyske muld’ med sig til metropolen i form af et tæppe fra hendes gamle værelse, der således på symbolsk vis stadig udgør grundlaget for hendes sangskrivning.

I det hele taget hersker der en hjemlig ro over både studiet og Sofie Dopha selv, da jeg kommer halsende ind efter min cykeltur til Københavns Nordvest-kvarter og bliver taget imod med både te og kaffe. Ligesom vi også senere får besøg af den yderst velopdragne studiehund Benny Kravitz – »verdens bedste co-writer«, ifølge Sofie.

Hvordan startede du med at lave din egen musik?
»Jeg har skrevet musik og sunget, siden jeg kan huske. Da jeg var lille, plagede jeg mine forældre om at give mig sådan et karaokéanlæg med en skærm, man kunne flippe op, så man kunne se sig selv optræde. På det begyndte jeg egentlig bare at optage mig selv, selvfølgelig mens jeg sang, men nogle gange fortalte jeg også bare historier, som jeg gik og skrev ned i min notesbog. Jeg havde en ret grov fantasi og skrev for eksempel nogle ret dystre ting om en dreng, der bogstaveligt talt døde af grin – det var ligesom der, jeg startede med at lave noget kreativt«.

»Jeg brugte så mange timer foran det der karaokéanlæg, og øvede mig på at få det til at se fedest muligt ud på skærmen, men det var først, da jeg blev sådan 12-13 år, at jeg begyndte at skrive mine første færdige sange«.

Hvordan synes du, man kan høre din provinsbaggrund i din musik?
»Jeg synes, at min opvækst i Romalt er essensen af, hvor både jeg og min musik kommer fra. Det er også derfor, jeg deler de her barndomsvideoer og anekdoter. Det er min historie, så for at forstå albummet og mig, skal man også forstå oprindelsen. Jeg har brugt lang tid på at finde ind til, hvordan jeg kan sætte mit præg på musik generelt, og det kan jeg jo bedst ved at gøre det så personligt som muligt. For eksempel handler ’September Till June’ for mig om den rastløshed og frustration, man oplever, når man befinder sig i den boble, det er at sidde på sit teenageværelse i Romalt og drømme om, at der snart sker noget«.

Hvem føler du dig inspireret af?
»Jeg vidste bare, at jeg ville spille el-guitar, da min onkel viste mig en video med Norah Jones, hvor hun spillede på en rød Fender Mustang, så jeg købte en magen til – en gammel sag fra 1965. Jeg synes, det giver en helt anden nærhed at stå forrest på scenen med sin guitar fremfor at gemme sig bag et klaver«.

»Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg er superfan af Lana Del Rey. Da jeg havde skrevet musik i et par år, viste jeg nogle af mine sange til min onkel, som spurgte, om jeg havde hørt ’Born to Die’ (Lana Del Reys debutalbum fra 2012, red.), og da jeg så hørte det, udbrød jeg bare: »GUD! Det giver jo bare mening«. Jeg blev og er stadig helt forelsket i hende«.

Når man lytter til din musik, synes jeg, der er noget lidt udansk over det. Den her sådan dovne californiske melankoli fra Lana Del Rey kombineret med en mere umiddelbar dagbogsstemning a la Taylor Swift. Hvordan synes du selv, man kan høre dine inspirationskilder i musikken?
»Jeg skriver sange om ting, jeg selv oplever. Jeg har dog en meget livlig fantasi, så jeg drømmer mig helt sikkert også væk til nogle steder, som jeg måske ikke decideret oplever fysisk, men det er der, jeg føler, jeg er. Jeg tror simpelthen bare, jeg har siddet der i Romalt og følt mig draget af både Lana og Taylors univers. De to opsummerer måske i virkeligheden kombinationen af min dramatiske fantasiverden og mine mere jordnære personlige tekster«.

 Hvad glæder du dig allermest til, nu hvor det hele er ved at gå rigtigt i gang?
»Jeg glæder mig til at kunne dele mere af min musik for dem, der har lyst til at høre den. Det er virkelig spændende at have arbejdet på og drømt om noget i så mange år, at det så lige pludselig begynder at ske nu – det er helt underligt, men på den anden side er det også helt naturligt, at jeg begynder at udgive min musik, når jeg alligevel har siddet og brygget på det i så lang tid«.

»Det spændende ved et debutalbum er jo, at det har taget så mange år at skrive det, og alligevel er det jo kogt intenst ned på det sidste års tid, hvor jeg virkelig har gennemarbejdet det. Jeg glæder mig virkelig til at vise alle de forskellige sider af mig – både som artisten Dopha, men også bare som Sofie«.

Læs også: Du kender hende måske fra et andet band, men nu skal du holde øje med Caroline Polacheks solokarriere

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold