I en retfærdig verden ville Caroline Polachek være en gigantisk popstjerne

I en retfærdig verden ville Caroline Polachek være en gigantisk popstjerne
Caroline Polachek.
Foto: Nedda Afsari
I en retfærdig verden ville Caroline Polachek være en gigantisk popstjerne - Pang
5 6
Caroline Polachek
'Pang'

Album, Sony

En sjælden gang imellem falder jeg over en ny kunstner, og tænker for mig selv, at hvis der var nogen retfærdighed i verden, var de blandt tidens allerstørste popnavne. Jeg husker, at det skete, da Haim debuterede tilbage i 2013, og rigtig mange af de samme tanker stryger igennem mit hoved nu, hvor jeg sidder med debutalbummet fra den tidligere Chairlift-sanger Caroline Polachek.

Jeg har set Polachek blive beskrevet som artpop, indiepop eller endda sophistipop, men jeg føler, at disse betegnelser oversælger, hvor langt der er mellem hende og mainstreamen. Sagen er, at vi kunne spinne størstedelen af tracklisten ind i blockbuster-playlister på streamingtjenester eller på popradioens rotation, uden at hun ville stikke markant ud.

Med det sagt, så rider Polachek ikke bare tidens trends. ‘Pang’ er ikke pakket med trapbeats, EDM-drops eller gæsterappere. Det er næsten helt gammeldags, singer/songwriter-pop på visse punkter, hvor lyrikken er jordnær, relaterbar og føles personlig – og hvor et omkvæd oftest kulminerer i en stor følelsesudladning, hvor Polachek skubber sin vokal til det yderste.

Denne klassiske dimension af Polachek bliver forenet med en side af hende, der er mere futuristisk. Polacheks kreative brug af autotune på ‘Insomnia’ og hendes skrigende synthesizers på outroen til ‘Ocean of Tears’ leder tankerne hen mod Charli XCX, som hun da også tidligere har samarbejdet med på ‘Pop 2’. Men hvor Charli er kompromisløs og næsten decideret provokerende til tider, er kernen af Polacheks musik altid den håndterbare, let dechifrerbare sangskrving. Størstedelen af sangene ville med lethed kunne få et ‘MTV Unplugged’-makeover, uden at det store ville gå ud over dem.

Og den hypotetiske akustiske guitarudgave af ‘Pang’ havde da også formentlig været fin. Men den ville nok også have været et album, jeg ville glemme alt om efter et par måneder. ‘Pang’ triumferer i, hvor helstøbt hver eneste sang er, og således tjener den ofte sprælske instrumentation, den krystalklare produktion og den dybtfølte sangskrivning altså hinanden gensidigt. Selv på den folkorienterede guitarballade ‘Look at Me Now’ giver nogle velvalgte vokaleffekter, følsomme synthvioliner og diskrete percussioninstrumenter sangen lidt ekstra slagkraft.

‘Pang’ er popmusik, der er til at tage og føle på. Der er mange skift i både stemning og dynamik, men det hele bliver bundet sammen af Polacheks mindværdige sangskrivning og konsekvent medrivende følsomhed. Uanset om det er melankolien på ‘Door’, desperationen på ‘Ocean of Tears’ eller fortvivlelsen på ‘Go as a Dream’, så føles Polachek totalt blottet. Og igen, dette skyldes ikke mindst de mange detaljer i lydbillederne, der på hver sin måde accentuerer sangenes følelser – samtidig med, at de får dem til at virke præcise, nuancerede og oprigtige.


Kort sagt:
Hvis der var nogen retfærdighed i verden, var Caroline Polachek et gigantisk popnavn, der kunne indtage gigantiske stadioner. ‘Pang’ er en samling ualmindeligt helstøbte numre, hvor sangskrivning, performance, instrumentation og produktion går op i en højere enhed for at skabe et engagerende følelsesunivers.

Læs også: Du kender hende måske fra et andet band, men nu skal du holde øje med Caroline Polacheks solokarriere

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold