Jamila Woods skriver sange om sine forbilleder, men »de er også en slags selvportrætter«

Jamila Woods skriver sange om sine forbilleder, men »de er også en slags selvportrætter«
Jamila Woods.
Den 31. oktober besøger Jamila Woods Hotel Cecil til en Soundvenue Session. Det bliver hendes første danske headliner-koncert, og det sker oven på udgivelsen af hendes stærke 2019-album ’Legacy! Legacy!’ – en samling sange, der hylder nogle af Woods’ personlige helte, samtidig med at de også fører os tættere på hende selv som person.

Vi befinder os i lidt af en storhedstid for hyldestalbum – eller i hvert fald en ny slags hyldestalbum. For ikke mange år siden associerede jeg begrebet med album som ‘Day of the Dead’ og ‘Just Tell Me That You Want Me: A Tribute to Fleetwood Mac’, hvor en række forskellige kunstnere samledes om hver især at hylde det samme musikalske forbillede gennem covers.

Men i løbet af det seneste år har vi set en del kunstnere vende opskriften på hovedet – den samme kunstner hylder en række ikoniske personligheder på tværs af tracklisten, oftest med hvert track dedikeret til én bestemt skikkelse. Og i stedet for at skrive covers, har de skrevet spritnye numre, der således både kan omhandle figurerne direkte og have en mere esoterisk relation til dem. Således er sangene altså heller ikke nødvendigvis bygget op omkring musikere, men kan også referere til digtere, malere, aktivister eller alskens andre mærkbare personer.

Det er naturligvis ikke noget nyt at dedikere sange til betydningsfulde musikere – på David Bowies ‘Hunky Dory’ er der eksempelvis en famøs trilogi af sange om henholdsvis Andy Warhol, Bob Dylan og Lou Reed. Men det er først nu, der er ved at være en tendens til at gøre det på tværs af et helt albums trackliste.

Young Thug gjorde det famøst i 2016 med ‘Jeffery’, men i år har vi fået (mindst) tre yderligere af slagsen: Frank Turners ‘No Man’s Land’, Rapsodys ‘Eve’ og den, der efter min personlige mening har udført konceptet allerbedst: Jamila Woods’ ‘Legacy! Legacy!’.

Den Soundvenue Session-aktuelle amerikaners ambitiøse soulmusik fungerer eminent til at binde en masse kunstneriske indflydelser sammen, så da jeg fik fat på hende til en halv times interview, var konceptet omkring ‘Legacy! Legacy!’ naturligvis noget af det første, vi talte om.

Fra et enkelt digt til et helt album

»Det startede med, at jeg havde skrevet sangen ‘Giovanni’, der også var førstesinglen. Den sang var en cover af Nikki Giovannis digt ‘Ego Tripping (there may be a reason why)’, bare i sangudgave. Så bad en af mine venner mig om at lave et cover af hans digt, der handlede om Muddy Waters (dette blev til ‘Legacy! Legacy!’-nummeret ‘Muddy’, red.)«, fortæller Woods, da jeg spørger ind til, hvordan hun besluttede sig for albummets koncept.

Det var slet ikke meningen, at dette skulle danne grundlag for et helt album, men i sin søgen efter ideer til nye numre, valgte hun at danne nogle rammer for sin skriveproces: »Jeg overvejede, om jeg kunne lave en række sange navngivet efter personer, der har inspireret mig, så jeg lavede en liste over personer og begyndte at skrive sangene. Jeg troede faktisk oprindeligt, det skulle være en ep frem for mit næste album. Så så jeg ordene ‘Legacy! Legacy!’ på et maleri under en middag hos en af mine venner. Jeg havde ledt efter en albumtitel, og det gik op for mig, at alle sangene havde noget til fælles, der stak dybere end, at de blot var navngivet efter personer. Det er også numre, hvor jeg tænker over disse personers kulturarv, og hvordan de har påvirket mig både kunstnerisk og personligt«.

Sangene handler derfor ikke blot om Woods’ forbilleder, men også om hende selv: »På den måde er alle sangene også en slags selvportrætter. Selv om de er navngivet efter andre mennesker, er de meget selvbiografiske i forhold til, hvordan jeg forholder mig til det, jeg har lært fra disse personer«.

At udvælge persongalleriet på ‘Legacy! Legacy!’

Selv syntes jeg, det var svært at snakke om konceptet, for de fleste sange handler ikke direkte om den skikkelse, de er navngivet efter. Jeg foreslog Woods begrebet, at sangene mere var omkring (‘around’) personerne, end de var om dem. Woods var enig.

Men hvordan udvalgte hun så de specifikke personer til sangene?

»Der var helt klart flere personer, jeg overvejede at skrive sange omkring. Jeg ville bare ikke fremtvinge sangene. Det handlede ikke blot om, at jeg var inspireret af dem, men også om, at der var noget ved mit headspace på det bestemte tidspunkt, der gjorde mig tiltrukket af deres værker. Jeg tænkte meget på kunstnere, der var meget kompromisløse i deres værker. Mange af dem taler om at acceptere hele selvet og de mange facetter, man besidder«.

Udvalget havde også noget at gøre med, hvor Woods selv befandt sig som menneske på det tidspunkt: »Jeg var igang med mit andet soloprojekt, jeg var begyndt at køre mit eget firma, der er ansvarligt for mine turneer og min musik. Så det handlede om at stå ved min selvsikre, maskuline energi – men også de mange aspekter af min feminine energi. Jeg tænkte meget over, hvordan jeg på albummet ville manifestere det, jeg holder af, ved både personerne og ved mig selv«.

Jamila Woods.

Rækkefølgen er ikke tilfældig

Persongalleriets forskelle gjorde også noget for tracklistens rækkefølge: »Jeg indordnede albummet efter sammentræffende energier, jeg kunne fornemme i disse personers eftermæler – eller i hvert fald, hvordan jeg selv fortolker dem«.

Den kommentar fik mig til at undre mig over, at ægteparret Miles og Betty Davis er blevet adskilt på tracklisten – med ‘Miles’ i midten, og ‘Betty’ både som første og sidste nummer i henholdsvis originaludgaven og en remixudgave ved navn ‘Betty (for Boogie)’.

»Jeg tænkte ikke over, at jeg satte ‘Miles’ i midten, men det er interessant. Jeg føler, at ‘Miles’ lyder meget anderledes fra alle sangene, der kommer før på tracklisten, så jeg tænkte, at det ville være et godt skift over i albummets maskuline energi at sætte ‘Miles’ og ‘Muddy’ lige efter hinanden. Men jeg tænkte klart over, at jeg satte ‘Betty’ i både starten og slutningen. Jeg ville have det til at føles cyklisk. Jeg elsker, når man lytter til et album, og man bare kan sætte det på repeat«, fortæller Jamila Woods.

Remix-udgaven i slutningen vækker også nogle bestemte følelser hos Woods: »Det er et house-remix, der trækker på Chicagos house- og dance-tradition. ‘(for Boogie)’-delen henviser til] Boogie McLarin, der er en house-danseinstruktør fra Chicago og en person, jeg ser op til. Sangen handler om feminint empowerment, så det gav mening at lave et remix til ære for Boogie for at runde det hele af – og for at give et shoutout til Chicago«.

Dem, der blev sorteret fra

Woods overvejede naturligvis også en del andre kunstnere end de 12, der er at finde på den endelige udgivelse: »Jeg havde faktisk skrevet en sang navngivet efter Toni Morrison, men den lød meget anderledes fra resten af sangene, og jeg syntes også, den kunne have været bedre, så jeg inkluderede den ikke. Jeg overvejede meget Lucille Clifton, for hun er en poet, jeg holder meget af – og Pat Parker, endnu en poet. Stevie Wonder, Whitney Houston… Med nogle af dem er det bare svært for mig at artikulere, hvad det er, jeg får ud af dem, selv om jeg holder enormt meget af dem«.

Mange af dem, der endte med at figurere på tracklisten, havde således noget til fælles for Woods: »De sange, der endte med at blive bedst, var dem, hvor jeg havde en specifik del af dem, eller en bestemt ting, de har sagt, jeg valgte at fokusere på – rettere end at omfavne hele deres output. Alle har noget, de elsker ved Basquiat – alle kan sige noget forskelligt om, hvorfor han er så stor, og der er en masse udbredte argumenter for det. Men jeg blev inspireret af en stilhedspause i et to minutters interview med ham. Jeg tror, at sangen er stærk, fordi den er så specifik. Jeg tror ikke, jeg ville kunne skrive sangene, hvis jeg ikke havde noget specifikt at gribe fat om«.

Woods uddyber, hvorfor det er umuligt at skrive sange, der ikke blot tager udgangspunkt i et lille udsnit af kunstneren: »Med offentlige figurer kan ingen af os sige, at vi kendte dem i deres helhed – så jeg gjorde det meget klart for mig selv, at jeg ikke ville forsøge på at portrættere hele mennesket. Jeg ved ikke, hvordan Eartha Kitt var privat, men jeg ved, hvad hun har sagt«.

Skabelsesprocessen

Hele dette gennemgående koncept gjorde mig interesseret i skriveprocessen – nu vidste jeg jo, at ‘Muddy’ og ‘Giovanni’ var digte med musik sat til, men sådan forholdt det sig jo ikke med resten. Kom hovedpersonen først, eller var det sange, der senere fik tildelt en kulturel personlighed?

»For det meste kom den kulturelle figur først. Jeg så en del interviews med dem, hvis det var tilgængeligt. Jeg læste meget af deres materiale og lagde mærke til, hvis noget resonerede med mig«, fortæller Woods.

Men det forholdt sig ikke altid sådan: »Jeg havde fået tilsendt en mappe med beats fra Slot-A, der endte med at blive producer på størstedelen af albummet. Ofte, mens jeg lyttede igennem mappen, tænkte jeg ‘Wow: det her får mig til at tænke på Miles Davis’«.

Det var meget forskelligt, hvor meget Slot-A kendte til de forskellige kulturpersonligheder – men det var ikke nødvendigvis et problem for Woods, der satte pris på, at produceren havde nogle alternative perspektiver: »Han vidste, hvem James Baldwin var, men jeg tror ikke, han kendte til det bestemte essay, ‘A Letter to My Nephew’. Så jeg viste ham det, og vi så vist nogle interviews med Baldwin. Baldwin havde en masse kritikker af det hvide Amerika – men han var på talkshows, og hvide mennesker nød at se ham tale, selv om han ofte kritiserede dem meget udførligt. Så da jeg skrev sangen ‘Baldwin’, tænkte jeg, at jeg ville gøre det nuanceret og veltalt på samme måde«.

Og det var da netop via Slot-A’s outsider-perspektiv, at hun fik mulighed for at gøre dette: »Slot-A foreslog at vi skulle se rap battles. For i rap battles skal man kende folk så godt, man skal faktisk næsten elske dem for at kunne kritisere dem ordentligt. Det var en rigtig cool tanke, der var meget hjælpsom i skriveprocessen«.

Jamila Woods. (Foto: Monica Schipper/Getty Images)

Der er en håndfuld gæstekunstnere på ‘Legacy! Legacy!’, så jeg var også interesseret i at finde ud af, om Woods også førte dem igennem sine inspirationskilder, som hun gjorde med Slot-A.

Det viste sig, at hun faktisk slet ikke mødtes med de fleste af dem personligt – med TheMIND som den eneste undtagelse. Det betød dog ikke, at Woods ikke gjorde sit for at føre dem ind i forbilledernes universer: »Jeg sendte et detaljeret brev til Saba, der sagde noget a la: Jeg har set det her interview med Basquiat, her er det, der har inspireret mig, jeg har tænkt meget over hvordan min vrede og mine følelser bliver indskrænket, kontrolleret og misforstået – og du kan gøre, hvad end du vil med det. Jeg gav ham min inspiration, men jeg fortalte ham ikke, hvad han skulle skrive«.

Gæstekunstnerne blev også nøje sammensat med sange navngivet efter personer, Woods følte, de havde noget til fælles med: »Jeg vidste, at TheMIND var meget begejstret for afrofuturisme, så jeg ville rigtig gerne have ham på ‘Sun Ra’. Jeg var meget bevidst om, hvem jeg valgte, og jeg håbede, at inspirationen ville tale til dem«.

Men hvorfor ikke bare covers?

Dette moderne hyldestalbum kan noget helt andet end den form for hyldestalbum, jeg beskrev i min indledning – ikke mindst fordi en kunstmaler som Frida Kahlo ville være noget nær umulig at hylde musikalsk gennem et cover. Men hvad med eksempelvis Betty Davis? Hvorfor ikke bare indspille et cover af hendes ‘Anti Love Song’ og sætte sit eget spin på det – lidt ligesom hvordan ‘Giovanni’ er ‘Ego Tripping (there may be a reason why)’ med musik sat til?

»Det er delvist for at holde mig på tæerne. Da jeg som lille begyndte at skrive poesi, sagde min underviser, at jeg ikke nødvendigvis skal træde ind i et digt via ‘fordøren’. Hvis man leder efter en metafor, bør man ikke nødvendigvis bruge den første ting, man tænker på, for det er sandsynligvis den mest klichéfyldte måde at sige det på. I stedet skal man skubbe til sin hjerne videre i søgen efter anderledes metaforer. På samme måde er covers dope, og mange mennesker laver fremragende covers, men de er også det mest oplagte – men hvad kan man ellers? Så jeg skubber mig selv til at tænke på interessante, uventede, unikke måder at kanalisere personen eller vise hvordan, de har påvirket mig«.

Woods sammenligner i stedet det hun gør med sampling: »Mit første album havde mange samples, og jeg brugte mange lyriske henvisninger. Jeg elsker sampling, og jeg ville fortsætte med at gøre det, men på mere utraditionel vis. Dels fordi sampling er dyrt, og derfor er det upraktisk for mig at sample hvad end, jeg har lyst til, når jeg ikke har et major label-budget. Men også fordi jeg opfatter sampling som en måde at udtrykke sin arv«.

Hendes kulturreferencer kan nemlig lidt af det samme, som sampling kan: »Jeg kan lide, hvordan Questlove beskriver det. Han sammenligner det med hvordan han indretter sit hus – når man går ind i hans hus, ønsker han, at man skal få en forståelse af, hvem ham er baseret på, hvad der er på væggene, og hvad der ellers er i vinduet. Sådan tænker jeg også på musik. Når jeg sampler eller refererer noget, giver det et vindue ind i hvem, jeg er, og hvad der er vigtigt for mig«.

Soundvenue Session

En af årsagerne til, at jeg skulle interviewe Jamila Woods, var jo, at hun den 31. oktober kommer til Hotel Cecil i København for at give en Soundvenue Session. Men hvordan kommer de kunstnere, som sangene er opkaldt efter, til udtryk, når hun spiller live?

»Jeg inviterer altid deres ånder til at udtrykke sig, så forhåbentlig gør de også det i Danmark. Efter at have turneret i USA sidder sangene mere fast i mig, så jeg føler mig mere komfortabel og i stand til at give slip, mens jeg optræder. Jeg glæder mig meget til den europæiske turné. Jeg tror, den bliver endnu stærkere end de tidligere shows«, fortæller Woods, der også sætter meget pris på, hvor meget hendes liveband går op i sangene:

»Vi har helt klart snakket om inspirationskilderne for mange af sangene. Men for mig handler det mere om, at de føler en forbindelse til musikken. Derfor er jeg rigtig glad for, at alle i mit liveband undtagen én også er med på albummet. Så de har været med til at komponere dele af sangene. Jeg elsker, når bandet er investeret i musikken – ikke bare fordi de er i bandet, men også fordi de var med i skabelsesprocessen«.

»Jeg føler, det bliver et sjovt, højenergisk, fornøjeligt show – men også med plads til en del introspektion. Jeg kan lide at have den balance i showet, hvor man kan danse, smile og være underholdt, mens man også får mulighed for at være i sig selv, og hvor man forhåbentlig kan tage et stykke glæde med sig den næste dag eller den næste uge. Jeg håber, det bliver en åndelig foryngelse«, lyder det afsluttende fra Jamila Woods. Og så er der vist ikke andet tilbage end at glæde sig til koncerten.

Jamila Woods giver en Soundvenue Session 31. oktober på Hotel Cecil – der er stadig få billetter tilbage.

Læs også: Her er 10 koncerter, du skal opleve i oktober

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold