Justin Vernon er ligeglad med, om du udtaler Bon Iver korrekt: »Nogen kalder mig stadig Hr. Iver«

Tidligere på sommeren fik vi ‘i,i’ – det fjerde album fra Bon Iver. Siden har frontmand Justin Vernon og resten af bandet turneret USA tyndt og spillet op i store arenaer, hvor end turneen har bragt dem.

I forbindelse med deres nylige række af udsolgte shows i Brooklyns Barclays Center, blev Bon Iver fanget af den amerikanske pendant til Go’ Morgen Danmark, CBS This Morning, til en snak om bandets udvikling fra hyggelig indie til fyldte arenaer, og ikke mindst om, hvorvidt omverdenen efterhånden har lært at udtale det franske bandnavn.

Til det spørgsmål kan Vernon hurtigt svare: »Nej, Nej… men det er helt i orden. Hvad skal man gøre? Nogle mennesker kalder mig stadig Hr. Iver eller ‘Bon and The Ivers’«.

Bon Iver (staves korrekt ‘bon hiver’ red.) er fransk og betyder ‘god vinter’, og ifølge Vernon stammer det fra den amerikanske 90’er-serie ‘Northern Exposure’, som du også kan se et klip fra i interviewet.

Hvis du er kommet i tvivl om, hvorvidt dit skolefranske holder, kan du jo lige tjekke udtalen i interviewet øverst i artiklen.

Udover interviewet har Bon Iver desuden delt tre sange fra Brooklyn-koncerterne som en del af CBS Mornings ‘Saturday Sessions’. Du kan se ‘Salem’, ‘iMi’ og ‘Blood Bank’ nederst

Bon Iver har desuden annonceret en europaturné til foråret næste år, som desværre på nuværende tidspunkt ikke ser ud til at komme forbi Danmark. Der er dog stadig mulighed for, at Justin Vernon og co. føjer en dansk festivaloptræden til deres sommerprogram.

Læs også: Francis and the Lights har Kanye West og Bon Iver med på nyt nummer – hør ‘Take Me to the Light’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold