Kanye West holdt lyttefest for ‘Jesus Is King’: Ingen telefoner, safoxon-solo og slut med bandeord

Kanye West holdt lyttefest for ‘Jesus Is King’: Ingen telefoner, safoxon-solo og slut med bandeord
Kanye West til lyttefest for 'The Life of Pablo' tilbage i 2016.. (Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images)

Weekenden har i den grad stået i Kanye Wests tegn – på trods af, at ‘Jesus Is King’, der først skulle komme fredag og derefter søndag, stadig er missing in action. 

I stedet for at udgive albummet har Kanye holdt forskellige lytteevents – og i søndags var det så tid til et event i en gammel kirke i New York, hvor heldige fans, branchefolk og ikke mindst Kanyes familie og venner var inviteret til forpremiere ikke blot på albummet ‘Jesus Is King’, men også på en ikke-musikrelateret dokumentar (om Kanyes noget abstrakte byggeprojekter i Californien), samt en IMAX-film, hvis omdrejningspunkt er hans efterhånden velkendte Sunday Services.

Til eventet, der havde fået titlen: ‘Jesus Is King: A Kanye West Experience’, var der naturligvis ingen telefoner eller andet optageudstyr tilladt, men vi har alligevel en række vidnesbyrd derfra i form af deltagende journalisters førstehåndsberetninger samt lange Instagram-stories fra Kim Kardashian, der selvfølgelig havde fået lov at medbringe sin telefon.

Det lader til, at Kim Kardashian har brugt det meste af aftenen på at filme hende og Kanyes børn, der tilsyneladende kastede sig ud i improviseret moderne dans på scenen under store dele af seancen. The Faders udsendte beretter om, hvordan især parrets ældste datter, North, stjal opmærksomheden, hvilket hendes far tilsyneladende fandt morsomt, da han smilede bag sine sorte solbriller fra sidelinjen.

Ifølge de deltagende medier afsluttede Kanye med en gennemspilning af hele det foreløbige ‘Jesus Is King’-album. De ti numre, der resulterede i en spillelængde på under 30 minutter, er alle at finde på den håndskrevne trackliste, der blev delt via Kim Kardashian tilbage i september, blot i en anden rækkefølge.

Ifølge Pitchfork er ‘Jesus Is King’ selvsagt et rendyrket gospel-rap-album, hvor Kanye aldrig bander og jævnligt påkalder ‘frelseren Jesus’. »Jeg har endelig forstået sandheden og glæden i Jesus. Dette album er en fremstilling af skrifterne«, skulle Kanye selv have sagt om albummet til eventet, der også afslørede features fra blandt andre Ty Dolla Sign, Clipse (både Pusha-T og No Malice!) og ikke mindst saxofon-legenden Kenny G, der rundede det hele af med en efter sigende episk solo på afslutningsnummeret ‘Use This Gospel’.

Der løber i øvrigt vilde rygter om, at politiet skulle have lukket eventet ned, men ifølge Stereogum er disse stærkt overdrevne, og politiet var efter sigende blot til stede for at holde styr på deltagerne. Kanye måtte da også en enkelt gang bede masserne om at træde tilbage fra scenen, da gulvet i den gamle kirke var ved at kollapse under den store vægt.

Der skete altså mange ting til ‘Jesus Is King: A Kanye West Experience’, men blandt disse var desværre ikke en endelig annoncering af udgivelsen af ‘Jesus Is King’, som vi andre altså fortsat må vente tålmodigt på – klassisk Kanye.

Nedenfor kan du desuden se det, som rygtes til at være albumcoveret.

Læs også: Kanye West siger, at han udelukkende vil lave gospelmusik fra nu af

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af