Lust For Youth er muteret ind i en ny klarhed: »Humoren er vigtig, hvis man skal pege fingre«

Lust For Youth er muteret ind i en ny klarhed: »Humoren er vigtig, hvis man skal pege fingre«
Lust For Youth.
Lust For Youths syvende album er kronen på værket i den femårige rejse, duoen har taget sammen. Gennem en række album er deres projekt vokset fra at være en euforisk-dystopisk fortælling om ungdom, last og lyst til at kigge opad og udad mod verden. Som et smeltende isbjerg er et bekymret perspektiv uforceret drevet ind i deres musik sammen med et ansvar, de ikke længere har kunne undslippe. Den 4. og 5. oktober spiller de live i Aarhus og København.

Hannes Norrvide er rykket ind i skyggen foran cafeen på Nørrebro, mens han venter på en kaffe og sin makker i Lust For Youth, Malthe Fischer. Vejret har de sidste par dage pendlet mellem knastør sol og skybrud fra en anden verden. I dag er det mest af alt tungt – som om Nørrebro har trukket en plastikpose med fugtigt, tropisk klima ned over hovederne på os.

Passende fortæller Norrvide, at de er på vej ud og spille en koncert som hovednavn på en højskolefestival med fokus på klimaforandringerne. Han er mere spændt, end han plejer at være: »Det er et ansvar at spille sådan en koncert for yngre mennesker, som er engagerede i en sag. Noget, der betyder noget for dem. Det er en anden slags pres, end jeg er vant til«, siger han, mens Fischer dukker op lidt forsinket fra studiet og planter sig ved bordet.

Mutationer har altid karakteriseret Lust For Youth. Det, der begyndte med Hannes Norrvides flossede lo-fi-båndprojekt i starten af 10’erne blev i 2013 – med Fischers og Loke Rahbeks inklusion i projektet – stille og roligt muteret til noget mere komplekst. Som en puppe, der klækker og slæber sig ud under fri himmel for at lette, har projektet omformuleret sig selv fra rå melodi og intuition til mere eftertænksom og kompleks synthpop.

Norrvide har også siden 2017 lavet og udgivet musik med Frederik Valentin i duoen Kyo. Et elektronisk projekt, der kombinerer det dronede og storladne med reallyd og støjflader i stemningsmættede små rejser. Kyo passer godt ind midt i mellem det, de to kalder ’det gamle’ og ’det nye’ Lust For Youth. For tager man turen tilbage til starten af 10’erne og lytter til bandets første fire udgivelser, er det næsten som at høre et andet projekt – lyden af de slidte og støjede flader, der passer bedre ind i en dyb kælder på Blågårdsgade, hvor labels som Insula Music og Posh Isolation udgiver eksperimenterende bånd og sælger dem for en 50’er.

Dengang Norrvide sad alene og eksperimenterede var æstetikken, at det første take var det bedste. »Det var mig, der lærte at spille og lave musik«, som han siger det. »Det er fyldt med fejl, og det er fint, men det skal aldrig være sådan igen. Jeg har altid haft en lyst til at lave mere tilgængeligt popmusik«.

Fischer var en del af det frit eksperimenterende poprockband Oh No Ono i 00’erne og ved alt om at være i studiet og fifle med lyden på en hi-hat i uger, måneder, ja, hvis ikke år. De mødte hinanden nogle gange i Blågårdsgade på Nørrebro og til en parmiddag, før Norrvide inviterede Fischer ind. I ham fik han en makker, der kunne skabe nogle mere komplekse og mere nuancerede sange.

Fischer kunne lade Lust For Youth mutere og vokse – igen – som det også havde gjort hele tiden med Norrvide alene bag knapperne. Sammen med Loke Rahbek, der ikke længere er en del af projektet, udgav de to album – ‘International’ i 2014 og ‘Compassion’ i 2016.

»Hannes var vant til at lave et album på en weekend«, siger Fischer og griner. »Så jeg kunne trække lidt i den anden retning, da jeg har været vant til at lave album på en helt anden måde som producer og med Oh No Ono. Her strakte optagelserne sig nogle gange over år«, siger han, hvorefter Norrvide tilføjer: »På ‘International’, som var vores første album sammen, var jeg stadig meget naiv. Alle ideer var gode. Jeg syntes, at en sang var færdig, når der var et loop, der kørte i ti minutter. Jeg kunne godt finde ud af at lave den der skrabede indspilning, men jeg gik slet ikke op i produktionerne. Det var spildtid for mig. Melodien var det vigtigste. Det var min uvidenskabelige og både lidt utålmodige og dovne tilgang til at lave musik. Siden vi mødtes, kan man sige, at vi har lavet ’rigtige’ sange sammen«.

Ind til kernen

I dag er Malthe Fischer ligeså stor en kreativ kraft som Norrvide og har været med til at skubbe duoen derhen, hvor Norrvide ikke ville være nået til alene. De har lavet et album, de er stolte af, fordi det vil noget mere og cementerer deres udvikling sammen gennem de seneste fem år. Selv kalder de det for fuldendelsen af en trilogi og deres hidtidige krone på værket:

»Vi har fundet ind til kernen af, hvad Lust For Youth skal lyde som med det her album. På ‘Compassion’ var der mere overflødigt fedt. Det var mere ambient og storladent«, siger Norrvide, før Fischer tilføjer: »Og så er sangene og teksterne stærkere og mere gennemarbejdede. Derfor er det også det vigtigste album, vi har lavet sammen, og derfor  har vi valgt at kalde den for ‘Lust For Youth’. Som en slags ny start«. 

Kernen er muteret til noget mere solidt. De har for første gang, sådan rigtigt, turde skære ind til benet og dyrke melodierne. De dybe og drømmende rum er, i stort omfang, reduceret til fordel for noget mere klart – en mere detaljeret verden i produktionerne, hvor farver og stemninger får mulighed for at vokse frem og ud af det uendelige. ’Venus de Milo’ er sin egen form for let housede pop, mens ’Adrift’ slutter perfekt af på hård techno.

Faktisk synes styrken at være de steder i sangene, hvor de overrasker, leger og folder sig ud, så de ikke længere er så draget af den mere simple 4/4-synthpop og så derudaf, pumpende og svedende fra overlæben.  På ‘Adrift’ nærmer de sig næsten Choir of Young Believers’ vilde og smittende mutationer på ‘Grasque’ fra 2016.

Et ansvar vi flygter fra

Tag også albummets mest åbenbarende omkvæd på ‘Fifth Terrace’, hvor den faste samarbejdspartner Soho Rezanejad synger »our glaciers vanished and our concern long before / was it a given? / our land is perished and our kindness doesn’t show«. Et nummer, hvor kompleksiteten og sensitiviteten får plads i stedet for fremdriften. Her smelter elementerne sammen til en anden og ny eftertænksomhed. En eftertænksomhed, der også afspejler sig i teksten på det utvetydigt bekymrede nummer ‘Great Concerns’: »Whatever happened here, are people deranged / deny evolution, reject climate change / in times of great concerns what will it take / a flood over Europe, a fist in the face or what?«

Her møder vi Norrvides følelse af ansvar igen. Følelsen af, at der er noget, vi skal løse, noget vi skal gøre, men som vi ikke får gjort. Jovist, der er stadig plads til tekster om forhold og relationer mellem mennesker, om det så er venskaber, kærlighed eller bidende kritik af deres miljøer og dem selv som på ‘Insignificant’ og ‘By No Means’.

Og jo, Norrvides vokal og duoens tekster balancerer stadig imellem en mismodighed og en svævende eufori, der forstærkes af musikkens til tider nærmest naive og melodiske pumpen. Men udsynet er vendt mere udad end tidligere og reflekterer over verden. Igennem teksterne dukker et billede af deres liv, bekymringer og samtid op.

Lust For Youth.

Norrvide: »Klimaet burde jo slet ikke være en politisk diskussion. Det er jo fuldstændig logisk, at det er vigtigere end alt andet. Men dem, der har magten, har ikke klimaet som førsteprioritet. Det synes jeg er fucking mærkeligt. Måske er det først når den privilegerede middel- og overklasse ikke længere har det godt, at vi begynder at forholde os til, hvad der sker ude i verden og begynder at reagere«.

Fischer: »Jeg kunne godt forestille mig, at der kommer mere og mere politisk kunst, der beskæftiger sig med klima og miljø. Noget vi ellers i lang tid har set ned på. Ikke fordi jeg vil kalde vores musik for eksplicit politisk, men det har noget på hjerte i et større perspektiv end tidligere. Også fordi verden er som den er med højrepopulismen ude i Europa og så videre.

Men kan måske sammenligne det med 70’ernes protester og den ungdomsbevægelse, eller hvad man skal kalde det, der er ved at opstå omkring klimaforandringerne i dag. Om at gøre noget. Det er også noget, der fylder i os, så vi kan ikke undgå, at det bliver en del af de tekster, vi skriver«

Norrvide: »Der er jo fanme børn i dag – sådan helt ned til ti år – der går klimamarch, engagerer sig og tager ansvar for miljøet. Det har jeg aldrig tidligere oplevet i mit liv. Jeg bliver mest af alt bange og vil ikke se det, jeg vil ikke konfronteres med det hele tiden. Det er i forvejen ikke nemt at flygte fra. Vores album er også en måde at forholde sig til den frygt på. Hvor vi før skulle mere ud og rejse og være jetsettere eller sultne teenagere, så er det her album en opvågning for os«.

Fischer: »Derfor har teksterne også et mere konkret forhold til verden og mindre ironi, selv om der stadig er humor med. Men der er en klarere følelse af, hvad hver sang handler om«.

Det er altså ikke bare Lust For Youth, der møder verden. Det er også verden, der prikker Lust For Youth på skulderen – insisterende og altid tilstedeværende.

Billeder af vores ligegyldighed

I kontrast til det bekymrede, det fremtidsangste i deres sange, er der mennesker, der, mere eller mindre succesfuldt, jagter deres livsmissioner. De er let uduelige, ikke helt realiserede, summer rundt uden rigtig at finde noget, som på ‘By No Means’: »I see you’re always happy to talk about your misery / your sentiments are tainted / a compliment from you would insult me«. Og videre: »I by all means intend to offend you / I by all means prefer to avoid you / you are painfully incompetent / your self-pity is appalling«.

Her er det vreden, irritationen over andres uduelighed, der udstilles i et nærmest parasitisk sprog. Eller omvendt er det måske sproget, vi taler til os selv, i vores ønske om hele tiden at leve op til noget. Angsten for afvisninger dukker også frem i form af stemmen i baghovedet, papegøjen på skulderen?

Den slående kontrast mellem menneskene og så den akutte verden, andre sange taler om, høres godt på ‘New Balance Point’: »Is that what the world needs / another local dj assisting a semi-pro photographer«.

Det er jagten på den fede identitet, den kulturelle og sociale kapital i stedet for det praktiske, det handlende og det meningsfuldhed, som vi vel burde kræve af hinanden, i stedet for at løbe om kap og kæmpe om at udgive dårlige sange, tage kedelige billeder og lave endnu et fladt dj-sæt. Det er mig og halvdelen af mine venner, de beskriver i den sang, siger jeg.

»Ja, det er også halvdelen af vores« siger Fischer. »Sangen er nok summen af mange forskellige mennesker og situationer, vi har mødt igennem de sidste år med Lust For Youth og i vores liv. Alle vores ekskærester samlet i én person«, siger han og smiler.

»Men det er kun en sjov og rammende sang, fordi der netop er noget sandhed i den på sådan en udstillende Morrissey-agtig måde. Vi vil ikke moralisere og har talt meget om, hvordan vi skulle undgå det, mens vi skrev vores tekster. Her tror jeg netop humoren er vigtig, hvis man skal pege fingre. Og fingrene peger jo også tilbage på os selv«, slutter han.

Tilbage står et lille kontrastfyldt statement: Om vi magter det eller ej, kommer vi til at give verden videre – med eller uden smeltende gletsjere, klimaflygtninge og monsunregn. Det er spændingen mellem naturens akutte opråb og brug for handling og så en latent apati i vores liv med Netflix-binging, store hakkedrenge, overforbrug og ’first world depressions’. Lust For Youths ’nye start eller krone på værket’ bliver på den måde også et lille tidsbillede af dem, der har det hele, må det hele, kan det hele – hvis de vil – men ikke rigtigt magter det.

Lust For Youth spiller på Tape i Aarhus 4. oktober og Lille Vega i København 5. oktober.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold