Tame Impala annoncerer nyt album: ’The Slow Rush’

Tame Impala annoncerer nyt album: ’The Slow Rush’
Kevin Parker.

Det anede os, at der var noget under opsejling under Tame Impala-fanerne, da Kevin Parker og hans psych-orkester forvandlede deres hjemmeside til én stor, mystisk video af små studie-loops. Nu har videoen fået en lidt længere opfølger, der afslører, at Tame Impala er klar med deres fjerde langspiller, ’The Slow Rush’, til næste år.

Den nye, længere video byder på endnu flere videoloops akkompagneret af blide Tame Impalas psychpoppede, semieksotiske klange samt billeder af Kevin Parker på scenen, på telefonen og i solen, men frem for alt: i studiet. Videoen afrundes således af den korte, kontante udmelding: »The Slow Rush – 2020«. Desværre følger der ingen specifik dato med annonceringen, men heldigvis nærmer vi os som bekendt 20’erne, så lad os blot krydse fingre for, Parker er kvik nok til at sætte fødslen i gang inden festivalsæsonen.

’The Slow Rush’ bliver Tame Impalas første nye album siden fænomenale ’Currents’ fra 2015. Siden da er det blevet til singlerne ’Patience’ og ’Borderline’, begge fra i år, som formentlig kunne tænkes at finde vej til ’The Slow Rush’.

Læs også: De 25 vigtigste internationale album i 2010’erne

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af