Vagabons andet album viser en af de mest unikke sangstemmer lige nu

Vagabons andet album viser en af de mest unikke sangstemmer lige nu
Vagabon.
Foto: Tonje Thilesen
Vagabons andet album viser en af de mest unikke sangstemmer lige nu - Vagabon
4 6
Vagabon
'Vagabon'

Album, Nonesuch

Da Vagabon albumdebuterede i 2017, var det med en klassisk indierockplade, hvor det primært var guitar, bas og trommer, der lagde det musikalske fundament til Lætitia Tamkos flotte sange om forliste forhold og om at føle sig som en lille fisk blandt store hadefulde hajer.

Midt på albummet var der dog et mellemspil, der skilte sig ud. ‘Mal a l’aise’ var en fem minutter lang passage af ambient musik komponeret i musikprogrammet Logic. Et mellemspil, der på mange måder føltes lidt malplaceret og unødvendigt, men som, når man lytter til det i dag, tydeligvis såede de første små frø til den lyd og de musikalske teksturer, der nu er blevet til Vagabons andet album.

På dette selvbetitlede udspil, der i øvrigt er indspillet og produceret af Tamko selv ved hjælp af netop Logic, er det nemlig de samme musikalske teksturer og toner, der driver værket. Tænk store synthflader, strygere og elektroniske trommer.

Vagabon laver altså den klassiske læg-guitaren-væk-og-hiv-synthesizeren-frem finte, og selv om jeg som erklæret guitarelsker godt kan være lidt træt af tendensen med at genopfinde sig selv bag synthesizeren, så gør Lætitia Tamko det isoleret set på ganske glimrende vis. Især de første fire sange på albummet viser Vagabons nye stil frem fra sin bedste side.

Åbneren ‘Full Moon In Gemini’ bliver smukkere for hver gennemlytning, og ‘Flood’ er en bombastisk popbasker om den slags brusende forelskelse, som man bare ikke kan flygte fra. ‘Secret Medicine’ er en smuk sang om hjertesorger, og ‘Water Me Down’ er et lille højdepunkt med sit energiske, men underspillede poprefræn, der langsomt tager til i intensitet og genkendelighed.

Derefter er det som om, at den nyfundne pop tilsidesættes til fordel for noget andet. Sangene bliver mere dvælende, og strukturerne mere løse, ambiente, undersøgende og mindre målrettede. Et greb, der giver en enormt stemningsfuld anden halvdel af albummet, men som også flyder lidt sammen. Sangene bliver sværere og sværere at skelne fra hinanden, og formen bliver somme tider så flydende, at man næsten (men også kun næsten) mister nærværet og dermed interessen.

Trods det musikalske retningsskifte lyder ’Vagabon’ dog stadig umiskendeligt som Vagabon, og det skyldes især Lætetia Tamkos karakteristiske vokal. I et interview har Tamko fortalt, at hun tidligere i karrieren var usikker på sin vokal over hvor dyb den var. Med tiden har hun dog omfavnet den, og det kan også høres på ’Vagabon’, hvor den træder mere frem i forgrunden på albummets smooth produktion. En mere kælen poplyd end debutens skramlede rocklyd, men også en lyd, der klæder hendes stemme. For Tamko har simpelthen en af de mest interessante og unikke sangstemmer lige nu. På én gang hæs, dyb, buldrende, varm og sårbar.

Nogle gange bliver det dog også lidt for smooth og kontrolleret. For selv om man aldrig kan beskylde Vagabons vokaler for at mangle følelser, så kan jeg godt savne debutens vokale dynamik. Det emotionelle knæk, der sommetider kan høres, når stemmen og følelserne presses til det maksimale. Tag bare den fremragende ‘The Embers’ fra debutalbummet. Ingen sange på ’Vagabon’ når helt samme kaotiske og sårbare højder.

Til gengæld viser Lætitia Tamko en nyfunden selvtillid som sangskriver på den svære to’er. ’Vagabon’ er et album om fremmedgørelse, om at turde give sig hen og om at længes efter et fællesskab og et hjem.

»I gave it all away / I’ll be home soon / at dawn, I’ll be home soon«, synger hun på albummets mest løst arrangerede sang, ‘Coming Home’. En smuk og atmosfærisk sag, der langsomt sniger sig ind på lytteren i al sin afdæmpede skønhed. Det er lyden af en Lætitia Tamko, der har fundet sit musikalske hjem.


Kort sagt:
Som så mange andre før hende, lægger Vagabon guitaren til side til fordel for synthesizeren. Det fungerer dog ganske glimrende på et album, der både byder på stærke popsange og mere ambiente, løse sangstrukturer. Alt sammen bundet sammen af en af de mest interessante og unikke sangstemmer netop nu.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold