The Nationals otte album – rangeret

The Nationals otte album – rangeret
The National.
Den 29. november spiller The National koncert på deres danske næsten-hjemmebane – denne gang i selveste Royal Arena. I den anledning rangerer vi det, man efterhånden med god ret kan kalde for en amerikansk institution inden for den indierockkultur, der ellers synes i en noget nær permanent krisetilstand. Hvilket sådan set bare understreger The Nationals bemærkelsesværdige vedholdenhed som live- og albumattraktion over de seneste snart 15 år.

8. ’The National’ (2001)

The Nationals debutalbum var langt fra det første – og bliver helt sikkert heller ikke det sidste – debutrockalbum opkaldt efter det debuterende band selv.

Det er måske en detalje, men man kunne vel nok have forventet, at et så sprogbevidst menneske som Matt Berninger kunne have fundet på en mere sigende eller bare sprælsk titel til sit bands entre på den store scene?

At det ikke blev sådan, siger måske noget om, at The National anno 2001 endnu ikke var et band, der havde fremelsket en egentlig identitet, endsige en evne eller et format til at skille sig ud.

Bryce Dessner, der senere – i samspil med tvillingebror Aaron – skulle vise sig at få afgørende indvirkning på bandets kompositioner og lydlige klang, var endnu ikke medlem af bandet. Han er så afgjort savnet.

Tilbage står man med et lettere identitetsforvirret (eller måske ligefrem identitetsforladt?) udtryk, der letter høfligt på hatten til de alternative country-tilbøjeligheder, der var du jour på indiescenen før og lige efter årtusindskiftet.

’The National’ indeholder kimen til gode sange – ikke mindst ’Beautiful Head’ og ’Cold Girl Fever’ – men i sin spæde vår kom The National ikke i nærheden af at kunne matche alternative country-scenens daværende frontfigurer, såsom The Handsome Family, Lambchop eller – hvisk hans navn – Ryan Adams.

7. ’Sad Songs for Dirty Lovers’ (2003)

Ved at lytte til gruppens andet album kunne man som lytter dårligt afgøre, om albumtitlen var tænkt som en oprigtig eller ironiserende varebetegnelse. Matt Berningers lyriske åre var endnu ikke skærpet nok til, at svaret gav sig selv. Det lyriske univers er hele vejen igennem præget af en fatalistisk spleen – som en mand, der ved, at lige meget hvor godt bøffen smager i dag, skal han hænges i morgen ved middagstid.

’Sad Songs…’ er helt sikkert en opgradering i forhold til debuten: Bandets instrumentelle indsats har mere saft og kraft, og Berningers vokal er ved at finde sin vante form, selv om førnævnte fatalisme har det med at kamme over.

Det er dog svært ikke at smile over linjer som »You could have been a legend, but you became a father«, der flirter med en selvironisk tone, som sangeren med den notoriske hang til rødvin senere hen gjorde til en rendyrket signatur. På ’Sad Songs…’ kan man fornemme en sløret kontur af et muligvis glimrende band. Men man kan omvendt ikke høre, at dette er et band, der inden længe ville levere to af 00’ernes bedste indierockplader.

6. ’I Am Easy to Find’ (2019)

På bandets seneste album forsøgte kvintetten sig med en afgørende forskubning i forhold til det tilrøgede herreværelse af et maskulint univers, man havde bygget op over de syv foregående album. Det skridt blev taget ved at inkludere kvindelige co-vokalister i form af blandt andre Gail Ann Dorsey, Lisa Hannigan og Sharon Van Etten, hvilket afgjort var med til at give sangene nogle andre (og tiltrængte) følelsesmæssige nuancer.

Trods en endnu mere udpræget brug af strygerarrangementer end tidligere hørt, kunne den kvindelige modvægt dog ikke helt skjule, at melodimaterialet lidt for ofte lød som levninger fra tidligere albumsessions eller – simpelthen – andenrangsmateriale.

Bandet er bedst på de virkelig formafsøgende sange som for eksempel den næsten syv minutter lange ’Not in Kansas’ – inklusive Berningers til dato mest associative (foruden namedroppende!) lyrik.

Berninger går aldrig helt galt i byen med sin varemærkede baryton og ironiserende oneliners a la »The next time I’ll see you will probably be at some qoute unquote ’upscale tropical funeral’«, men bandet synes bevidst om den svære balance, det er, på den ene side at give publikum det, de vil have, og på den anden side at skubbe til vaneforestillingerne.

The National fandt ikke helt et sweet spot mellem de to impulser på det 63 minutter lange 2019-udspil, der til gengæld åbenbarer nye sider af sig selv for hver afspilning. Spørgsmålet er, om andre end de hardcore-dedikerede fans orkede at dykke så dybt ned i den lidet populistiske ’I Am Easy To Find’?

5. ’Trouble Will Find Me’ (2013)

Problemet med bandets femte album – hvis det er et problem (jeg er fortfarende i tvivl!) – er, at det virker en kende rutineret og selvtilfredst i sin omgang med stilistiske virkemidler, der allerede i 2013 var indbegrebet af The National. Hvor bandets storværker fra sidste halvdel af 00’erne lød sitrende, skyggefulde, dynamiske og urolige til sammenligning, stillede ’Trouble Will Find Me’ sig tilfreds med at give den voksende fanskare præcis det, den kom efter.

Sangmaterialet fejler intet – og hvis ikke streamingtidsalderen endegyldigt har kvalt fænomenet, vil en fremtidig greatest hits-opsamling helt sikkert indeholde en lille håndfuld af dette albums sange: ’I Should Live In Salt’, ’Demons’, ’Sea of Love’, ’Graceless’ og ’Pink Rabbits’ – det er alle sammen glimrende sange, der eksekveres med stil og timing.

Men jo mere man lytter til de forholdsvis enslydende 13 sange, jo mere nager tvivlen: Hører disse sange ikke netop for meget og for sømløst sammen? Er de ikke en kende for temperamentsløse til at udgøre en kontrasterende helhed?

’Graceless’ er et oplagt case in point. Den er arketypisk i sin opbygning med flittig brug af gentagne lyrikstumper, et afgørende akkordskifte undervejs og kulminationen i et crescendo. Det er på sin vis fantastisk veludført, et udsøgt eksempel på det bandet mestrer, men det er også på kanten af selvparodien: Som alle Interpol- og Arcade Fire-fans ved, er det en hårfin balance at lyde inspireret, når man i virkeligheden genbruger sig selv til hudløshed.

4. ’Sleep Well Beast’ (2017)

The National adresserede den begyndende stagnation i bandets fastmejslede udtryk (jævnfør ’Trouble Will Find Me’) ved at gå i en mere elektronisk retning. ’Sleep Well Beast’ er mere humørsyg og har mere på spil. Ikke kun musikalsk, men også lyrisk fremstod albummet som mere vedkommende og mere insisterende i sine afsondringer af menneskepsyken – og ikke mindst omkostningerne ved at være viklet ind i et andet menneskes tanker, vaner og bekymringer. Den midaldrende mands ægteskabelige krise lurede som et bagtæppe for det første The National-album i fire år.

The National har altid været optaget af meget voksne problemstillinger – en art rødvinsmelankoli for mænd, der nærmer sig et sted i livet, hvor flere døre lukkes end åbnes. Men aldrig tidligere havde Berninger åbnet sådan op for de omkostninger for intimsfæren, der er forbundet med tiden, der går, og den slitage, det længerevarende parforhold forvolder på parterne.

’Sleep Well Beast’ havde måske fremstået en kende skarpere og mere konsekvent, hvis det havde været 8-10 minutter kortere – det er som om, de elektroniske virkemidler til tider får bandet til at tabe retningssansen. Men sange som ’I’ll Still Destroy You’ og ’The Day I Die’ er nogle af de mest medrivende sange, bandet har præsteret, og førstesinglen ’The System Only Dreams in Total Darkness’ overbeviser med noget så ukarakteristisk for bandet som en regulær (stikkende og smittende) guitarsolo!

Med ’Sleep Well Beast’ beviste Brooklyn-mændene, at de fortsat besad en nysgerrighed og en vilje til at udvikle sig. Det er ikke alle ligesindede bands, der formår den kunst syv album inde i karrieren.

3. ’High Violet’ (2010)

’High Violet’ udkom på et tidspunkt – 2010 – hvor bandets kulturelle status nåede sit absolutte højdepunkt. Med forgængerne ’Alligator’ og ’Boxer’ havde The National støt, men sikkert fået (indie)verdenens fulde opmærksomhed, så det lå ligesom i kortene, at det hele ville kulminere med ’High Violet’ – at popularitetskurven ville få det sidste, afgørende nøk opad.

Jeg husker tydeligt, hvordan forventningskurven nærmede sig et breaking point i takt med, at albummets store forløbersingle ’Bloodbuzz, Ohio’ blev voldspillet i radioen. Sangen var en art kulmination på alle bandets dyder: Bryan Devendorfs febrilske trommespil, lyrikkens surrealistiske, men vedkommende billeddannelser (»I was carried to Ohio in a swarm of bees«) og et melodisk drive, der begravede sig dybt i hjernen og fik led og lemmer til at sitre.

’High Violet’ indeholder nogle af bandets absolutte stjernestunder – og albummet leverer fortfarende etablerede favoritter til koncerterne – men det er også et album, der nogle gange spænder ben for sig selv.

Produktionerne er storladne – og det er ikke altid i sangenes tjeneste. ’Terrible Love’ er en storslået sang, der leder forgæves efter en passende musikalsk klædedragt, ’Runaway’ er underligt flad sammenlignet med de skinnende produktioner, der omgiver den, og ’Vanderlyle Crybaby Greeks’ rammer lige på den forkerte side af det populistiske med sit effektive, men underligt uvedkommende syng-med-omkvæd.

’High Violet’ indeholder så også bare lige ’Afraid of Everyone’, ’Sorrow’, førnævnte ’Bloodbuzz, Ohio’ og den majestætiske ’England’ (det måske mest oversete pragtstykke i diskografien), der både får lytteren til at se et regnvådt London og indersiden af en storslået gotisk katedral for sig.

’High Violet’ vil nok til tid og evighed forblive bandets bedst sælgende album. Den slags handler ganske meget om timing og kulturel tidsånd, men selv for udenforstående kan det næppe overraske, at The Nationals rækkevidde nåede længere ud med lige præcis dette stærke kuld sange.

2. ’Alligator’ (2005)

Nogle bands leverer mesterlige statements lige fra starten og holder efterfølgende det tårnhøje niveau i hvad der føles som en evighed (se R.E.M), andre drøner febrilsk og antændt ud af startblokken for siden at brænde hurtigt ud (se The Strokes).

De historier er bestemt værd at studere og huske på. Men noget af det, der gør musik pragtfuld, er også at være vidne til de pludselige, så godt som uforklarlige udviklingshop, en gruppe individer kan tage i fællesskab fra ét album til det næste. Bare tænk på Radiohead og den nærmest chokerende afstand i kvalitet, der kendetegner ’Pablo Honey’ og ’The Bends’.

Noget tilsvarende gør sig gældende i tilfældet The National: Forskellen på ’Sad Songs for Dirty Lovers’ og ’Alligator’ er så stor, at det udfordrer tanken helt at greje, hvad for en kemisk ligning, der faldt på plads i tiden mellem de to udgivelser. For falde på plads, det gjorde den!

’Alligator’ udfolder sig med en helt anden selvfølgelighed, selvtillid og autoritet sammenlignet med sin direkte forgænger; en tro på, at det som værk ikke bare har noget vigtigt at fortælle, men også har fundet den rigtige måde at gøre det på.

Fra den hårdtrockende afslutningssalve ’Mr. November’ (der stadig er en art kulmination ved bandets koncerter) til den tilbageholdende ’Daughter of the Soho Riots’, hvor bandets fem medlemmer på hver deres måde synes at have fundet frem til, hvad de hver især kan bidrage med til sangens bedste – og samtidig giver de plads og afstemmer deres indsats i forhold til de andres. ’Soho Riots’ ville med garanti have lydt bleg og anonym på forgængeren, men her skinner den som en tilslebet diamant.

Væk var alternative country-tendenserne. Ind var en bredt appellerende og medrivende indierock, der trækker på store navne som R.E.M, Depeche Mode og The Cure, men uden at bandet på nogen måde fremstår som en epigon af forbillederne. Der er en tændthed, en nerve og et overskud på ’Alligator’ – måske allerbedst eksemplificeret ved et nummer som ’All the Wine’, der nærmest strutter af sardonisk vellyst.

1. ’Boxer’ (2007)

Det var med ’Boxer’, at The National endegyldigt raffinerede sit udtryk og leverede en række tidløse sange, der den dag i dag udgør kernen i gruppens betragtelige kanon. Det var også albummet, der definitivt sikrede gruppen et bredt anmeldergennembrud – og så småt sendte bandet opad de hitlister, gruppen sikkert knapt havde turdet drømme om, da de albumdebuterede seks år forinden.

’Boxer’ lægger fra land med ’Fake Empire’, om nogen bandets signatursang – en sang som jeg vil vædde med, at en Sufjan Stevens ville have givet sin højre arm for at have skrevet. Det lille, men afgørende fingeraftryk er den blæserfanfare, der sætter sangen i relief.

Det var bandets gode ven og nære samarbejdspartner Padma Newsome, der skrev arrangementet, men ellers var det på ’Boxer’, at Dessner-brødrene, Aaron og Bryce, for alvor sprang ud som musikalske superbegavelser, der her for første (men langt fra sidste) gang garnerede bandets sangskrivning med orkestrale arrangementer, der lige giver sangene de sidste ti procent, der forvandler dem fra gode til storslåede.

Fandt sig selv, det gjorde også Bryan Devendorf, hvis postpunk-hektiske trommespil fungerer som en altid sitrende puls under en samling sange, der tematiserer eksistentiel fremmedgørelse, men gør det dog med en ofte selvironisk og drilsk undertone, der naturligvis hænger nok så meget sammen med Matt Berningers sardonisk-søvnige stemmeføring og lyriske ekskurser (der kombinerer det romantiske med det lakonisk-livstrætte), men som samtidig tilføres et altafgørende twist ved Devendorfs årvågne indsats med stikkerne, der kryber og klaprer som en insekthær på vej i felten.

’Mistaken for Strangers’, ’Green Gloves’, ’Start a War’, ’Slow Show’ – det vrimler med store sange på ’Boxer’. Sidstnævnte er måske den bedste The National-sang overhovedet – man skal være lavet af stål for ikke at overgive sig totalt, hver gang sangen tager en af musikhistoriens mest overbevisende (og hjerteknusende) drejninger ved 2.30-minutters-mærket: Her slår bandet abrupt over i omkvædet fra ’29 Years’ (der oprindeligt optrådte på ’Sad Songs…’), en ret så genial interpolation som outro til netop ’Slow Show’. Begge sange vokser 110 procent ved sammensplejsningen, der tilmed er ubærligt rørende: »You know I dreamed about you / for 29 years before I saw you«.

Jeg har lyttet, leet og grædt til ’Boxer’ så mange gange og over så lang tid, at jeg har forsonet mig med alle albummets facetter. De første par år syntes jeg, at albummets eneste lille svaghed var den ret ordinære ’Guest Room’. Nu – 12 år senere – mærker jeg en særlig genkendelsens glæde, når jeg hører lige dét nummer.

For hvad ville ’Boxer’ være uden ’Guest Room’? Den er som en lille oase af tiltrængt almindelighed midt i en storslået fremvisning af de mest besværlige, uskønne, egomane, ikkeflatterende og – åh – så menneskelige følelser. Så ad omveje er den blevet en slags ’hemmelig’ favoritsang for mig på et album, hvis bedste seks-syv sange har et så åbenlyst format, at de ikke behøver at blive knuselsket i nær samme grad!

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold