Når medier, politikere eller bekymrede forældre kritiserer rapmusik for at forherlige vold, har et af hiphoppens klassiske svar været, at musikken er en vej væk fra de ting, der bliver beskrevet. Lidt hårdt sat op kan man forestille sig scenariet som en skillevej for visse af de her kunstnere fra udsatte områder: Til højre er der musikkens vej, og til venstre er der en vej, der kan ende i kriminalitet.
Så sent som i sidste uge skrev jeg en række artikler om Aarhus’ hiphopscene, der gentog det standpunkt. Den unge trio Shooter Gang, der er blevet kritiseret af politi og lokalpolitikere for deres voldsomme ’Mask på’-video, forsvarede sig netop med det argument.
»Vi er i studiet 24/7. Det er bedre end at hænge på gaden midt om natten«, som Tan fra gruppen sagde. Den ældre Aarhus-rapper Marwan sagde også, at musikken havde været en vej væk fra gaden for ham: »Jeg ved ikke, hvad jeg var endt i, hvis ikke jeg havde lavet musik«.
Hiphoppen har altid været håbet. En vej ud. Men det seneste stykke tid har der været en række begivenheder, der har fået mig til at fundere over, om det stadig er sandt. For musikken og gaden har aldrig været mere smeltet sammen end lige nu.
»Før havde vi ikke ghettorappere«, fortæller Ali Sufi, da jeg spørger ham, hvad der har ændret sig.
Ali Sufi har selv været rapper og bestyret hiphopbloggen Sorte Får, og han har skrevet speciale om unge minoritetsdrenges identitetsdannelse. Han har nu sit eget sub-label hos Sony, hvor han har udgivet folk som Sleiman og A’typisk. Derudover er han manager for MellemFingaMuzik. Han kender altså miljøet som få andre.
Sufi tilføjer: »Nu har vi en ny slags rappere. Der er flere autentiske gadefortællinger end tidligere«.
Med andre ord: Hiphoppen har bevæget sig ind i en ny dimension, hvor kriminaliteten er tæt på. Det bliver især tydeligt, når man ser på en kunstner som Jamaika, der i sidste uge blev efterlyst af politiet i forbindelse med et knivstikkeri.
Et knivstikkeri punkterer ballonen
Jamaikas musik er nok den i Danmark, der klarest har skildret livet som kamp mellem kriminalitet og musik, og næsten alle interviews med rapperen har handlet om, at nu har han altså lagt det hele bag sig til fordel for musikken.
»Måske er det farvel til den Jamaika, der på ‘Gode dage venter’ omtaler sig selv som »skyggekryber, en gadeløber, betonstøber««, skrev jeg selv håbefuldt i 2016. Derefter røg han i fængsel igen i to år. Da Soundvenue interviewede ham igen i 2018, sagde han følgende: »Det vigtigste har været at droppe kriminaliteten. (…) Du kommer på et tidspunkt til et sted i livet, hvor du må gøre op med dig selv, hvad du vil. Og heldigvis så valgte jeg musikken«.
DR skrev samtidig noget lignende: »Tidligere i år blev den unge rapper endnu engang løsladt efter to år i brummen – men nu er det slut. Slut med at ryge ind og ud af fængslet og slut med kriminaliteten«. Information kiggede også håbefuldt fremad: »Jamaika er i fuld gang med at skabe sig selv som kunstner, mens tiden som tilbagevendende kunde hos Kriminalforsorgen for alvor gøres til fortid«.
Så mange håbefulde historier! Så mange gentagne forsøg på at skrive Jamaikas historie ind i narrativet om musikken som frelse. Det er næsten som om, man sidder og krydser fingre for ham. Og derfor føltes det katastrofalt, da sidste uges efterlysning kom frem.
Selvfølgelig primært katastrofalt for Jamaika selv. Men også for den håbefulde historie. For hvad siger det egentlig om hiphoppen, når den ikke kan vise en vej ud af kriminalitet?
Her skal det selvfølgelig understreges, at Jamaika ikke er dømt for noget som helst i den nuværende sag. Han er efterlyst i forbindelse med episoden, men officielt hverken anklaget for noget eller kendt skyldig i noget. Det er vigtigt at huske på.
Det ændrer dog ikke på det faktum, at han i øjeblikket er på flugt fra politiet. Og hvis det viser sig, at han rent faktisk har været involveret i knivstikkeriet, så passer det desværre også ind i en generel udvikling, hvor hiphopkulturen og musikken er blevet blandet sammen med gaden og kriminaliteten.
Gaden og musikken er smeltet sammen
Det er en udvikling mod noget, der mere ligner det, vi kender fra USA. På den anden side af Atlanterhavet har forbindelsen mellem ghettoen og musikken i årevis været udpræget i en helt anden grad end i Danmark, og der har kriminelle sager været langt mere udbredt. Bare i år er vestkystrapperen Nipsey Hussle blevet myrdet, Kodak Black har fået mange års fængsel for våbenbesiddelse, og YNW Melly er anklaget for mord. For bare at nævne tre af de mest omtalte sager.
Så grelt er det selvfølgelig ikke i Danmark. Men at gade og musik i det hele taget er filtret ind i hinanden er noget relativt nyt i dansk kontekst. Og så er der også en anden væsentlig forskel mellem USA og Damnark. For i USA vælger mange rapstjerner at flytte væk fra ghettoen, når musikalsk succes fører til velstand. Sådan er det ikke i Danmark.
»Det er mere en udenlandsk ting, det der med at drømme sig væk fra ghettoen. I Danmark har man ikke set det så meget«, forklarer Ali Sufi: »Det er jo deres identitet, de lægger frem. Og de kan ikke ændre sig, for så vil hele fortællingen om dem ændre sig«.
Det er altså musik, der er rodfæstet i et lokalmiljø. For mange af de her artister ville det være utænkeligt at flytte væk, bare fordi man fik succes.
Det indtryk har jeg også fået i mine interviews gennem årene med folk som Jamaika, Gilli, MellemFingaMuzik, Fouli og Carmon. Tilbage i 2016 fortalte Gilli, at jo mere succes, han fik, jo mere orienterede han sig tilbage mod kvarteret for ikke at miste jordforbindelen. Og Carmon afviste, at han havde tænkt sig at flytte fra det kvarter i Nivå, hvor han har boet hele sit liv, da jeg interviewede ham i år. Jamaika bor også stadig i Vejle.
Deres musik og liv er – på godt og ondt – viklet ind i kvartererne, de kommer fra. »Det handler om at vise, at man stadig er der for det samfund, man kom fra«, som Ali Sufi formulerer det. Og det gør det selvfølgelig svært at slippe nogle af de ting, der foregår i de områder: »Man kan lade være med at være aktiv i miljøet, men man har det alt andet lige stadig omkring sig«, siger han.
På trods af, at lokalmiljøets strukturer kan gøre det svært at bruge musikken som vej væk fra det hele, er der dog for tiden flere rappere, der forsøger det.
Musikken som vej ud
Så sent som i sommer udgav både Branco og Carmon album, der – ligesom Jamaikas – handlede om, at nu var det slut med kriminalitet. For Branco var den afgørende episode et skudattentat mod ham, fortalte han blandt andet i et interview i Euroman, mens det for Carmon var en længere fængselsdom, han lige havde afsonet.
»Jeg ved ikke, hvad Jamaika, Carmon, Branco og så videre har lavet i deres fortid, men når de først bliver musikere, er det deres hovedfokus«, siger Ali Sufi: »De begynder ikke at sælge klumper igen og så videre«.
Så vidt så godt. Men problemet er, at selv om rapperne selv ikke aktivt går ind i en kriminel løbebane, kan problemerne stadig finde dem.
»Der er et voldselement, der hersker i de her miljøer«, fortæller Ali Sufi og forklarer, at man let kan blive trukket ind i voldelige situationer, selv om man ikke har valgt en kriminel levevej. Der er altså en klar forskel mellem at være kriminel for at tjene penge og så at ende i voldelige situationer grundet det miljø, man færdes i.
»Lige så snart, der kommer en overskrift med knivstikkeri, så tænker folk: Nå, han er stadig kriminel«, siger Ali Sufi. »Men hvad er kriminel og hvad er kriminel løbebane?«. Med andre ord: Du kan godt opgive en kriminel løbebane og forsøge at leve lovligt. Men hvis du stadig bor i kvarteret, kan du ende i de forkerte situationer. Og selv uden for kvarteret kan problemerne finde dig: »Med de her store rappere vil folk gerne teste, hvor gangster de er, når de tager fremmede steder hen«, som Sufi siger.
Rappere som Branco, Carmon eller Jamaika kan altså finde en levevej gennem musikken. Men fordi de er så tæt knyttet til de miljøer, de kommer fra, er de i princippet altid én konfrontation fra en dårlig situation.
»Kriminaliteten som levevej kan man opgive, og det er den vigtigste ting«, siger Ali Sufi: »Men gaden følger med i form af voldselementet. Det er bagsiden af medaljen«.
Når det er sådan, kan man så overhovedet sige, at hiphoppen stadig er en vej væk?
»Det er ikke sort og hvidt«, siger Ali Sufi og tøver.
Til sidst sukker han: »Musikken er en levevej for folk, der ikke har fået en skolegang. Et alternativ til kriminalitet og en ærlig måde at tjene penge på. Men volden og gaden kan potentielt altid være lige rundt om hjørnet«.