‘Everyday Life’: 20 år inde i karrieren har Coldplay lavet deres hidtil mest eventyrlystne album

‘Everyday Life’: 20 år inde i karrieren har Coldplay lavet deres hidtil mest eventyrlystne album
Coldplay.
Foto: Tim Saccenti
‘Everyday Life’: 20 år inde i karrieren har Coldplay lavet deres hidtil mest eventyrlystne album - Everyday Life
4 6
Coldplay
'Everyday Life'

Album, Warner

Fornyelse er fint, hvis det fungerer. Hvilket jeg bestemt ikke syntes, at det gjorde på 2014’s ‘Ghost Stories’, hvor Coldplay skulle være unge med de unge i en forceret EDM-rus.

Efter det lalleglade ’A Head Full of Dreams’ (2015) er Coldplay nu tilbage med deres første album i fire år, og på briternes 8. fuldlængde begiver de sig atter uden for græsgangene af følsom indierock. Denne gang lykkes de dog med eksperimenterne.

‘Everyday Life’ er et dobbeltalbum, og dette format kan ofte anspore en gruppe til at byde et væld af genrer inden for – der er ganske enkelt mere albuerum.

Det er også tilfældet her, og tillad mig at foregribe konklusionen: Dette er det mest eklektiske udspil fra de britiske superstjerner nogensinde. Faktisk gør Coldplay visse stunder en ihærdig indsats for ikke at lyde som Coldplay.

Den strygerbårne instrumentalåbner ‘Sunrise’ indvarsler forandringen, og man nikker anerkendende til denne rejse ind i klassisk musik, der også inkluderer ‘Bani Adam’s sofistikerede præludium, som har mere til fælles med Frederic Chopin end moderne musik.

Selv om diversiteten klæder dem, er der også stunder, hvor eksperimenterne balancerer på knivsæggen af det corny. Det er jo Coldplay.

Den sakrale atmosfære i ‘When I Need a Friend’ maksimeres med højtideligt munkekor, og den overfladiske gospelhymne ‘Broken’ virker ærligt talt bare som et påskud for Chris Martin og co. til at demonstrere, at de naturligvis også kan prise Herren. Jeg mærker ikke synderligt en oprigtighed og indlevelse fra bandet, som ellers gør en dyd ud af at holde sig inden for de politisk korrekte anvisninger.

Så lykkes det langt mere overbevisende at implementere vestafrikanske grooves i ‘Arabesque’: Det både medrivende og kakofoniske blæserarrangement havde man ikke lige set komme fra Coldplays idébunke. De lykkes med at få det til swinge på en uforceret facon, der ville give props fra den nigerianske orkesterleder, afdøde Fela Kuti, som er den åbenlyse inspirationskilde.

Det siger noget om Coldplays hang til de sikre og forudsigelige valg, når den generiske ‘Church’, som bejler opportunistisk til stadion-sing-along, blegner fuldkomment i forhold til de eksperimenter, der illustrerer bandets lyst til dybere musikalske spadestik.

En mesterlig betvinger af sprogets magi har aldrig været hans spidskompetence, og det bliver heller ikke ‘Everyday Life’, der positionerer Chris Martin som et lyrisk unikum. Banale sætningskonstruktioner til trods er effekten dog fortsat virkningsfuld, når Coldplay går all-in på et af deres absolutte kerneområder: Den inderlige ballade. Den pianodrevne ‘Daddy’ bliver således bindeleddet mellem det band, der tilgodeser fanskaren, og så det ‘nye’ Coldplay, vi stifter bekendtskab med på ‘Everyday Life’.

Helt fantastisk bliver det aldrig. Men lysten og evnen til at invitere forskelligartede og smagfulde udtryksformer inden for har resulteret i Coldplays hidtil mest alsidige og eventyrlystne album. Og her 20 år inde i karrieren er dén udvikling bestemt kærkommen.


Kort sagt:
Chris Martin og co. har anvendt dobbeltalbummets muligheder til at give sig smagfuldt i kast med forskellige genrer, og både klassisk musik og afrobeat implementeres overbevisende og vellykket.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold