Premiere: When Saints Go Machine bearbejder smertefuldt brud i smuk naturvideo

På fredag udkommer When Saints Go Machines længe ventede fjerde album ‘So Deep’, og nu har den danske trio udsendt den sidste forsmag i form af den smukke single ‘I Don’t Tell’ og en tilhørende majestætisk musikvideo.

‘I Don’t Tell’ er en rørende klaverballade med Nikolai Vonsilds karakteristiske falset helt i front. Teksten kredser om et brud og ikke mindst forsøget på at glemme de følelser, man stadig husker så tydeligt efter et forlist forhold.

»I miss the line of your lips / like I’m fed up with mine«, synger en tydeligt knust Vonsild, mens han i det visuelle sidestykke sættes op mod et brusende hav og en grøn eng, inden han sætter ild til et klaver på den øde efterårsstrand under et tæt gråt skydække, der forhindrer solens stråler i at slå igennem.

Videoen er instrueret af Albert Hildebrand og meget af tiden skudt i et form for POV-perspektiv med et rystende håndholdt kamera og den smukke danske natur som bagtæppe.

‘I Don’t Tell’ bliver den sidste selvstændige single fra When Saints Go Machine, inden vi får ‘So Deep’ at høre i fuld længde på fredag. Den tegner, sammen med singler som ‘Reflection of You (Bloodshot)’ og titelnummeret, rigtig godt for projektet, som blandt andet er blevet til i samarbejde med symfoniorkestret Copenhagen Phil.

Læs også: De 20 vigtigste danske album i 2010’erne

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold