Har du nogensinde været ved at gå ud af dit gode skind over dine søskende? Svaret vil for de fleste nok være et rungende ’JA!’
Uretfærdighed, drillerier, jalousi og krokodilletårer hører med til det at vokse op med en søskende, og ofte kan familieidyllen være seriøst udfordret.
Forestil dig så ikke blot at dele familie, historie og hjemby med dine søskende, men også job, passion, måske endda fremtidsdrømme?
Det er på mange måder tilfældet for søstrene Fine og Amanda Glindvad. De er vokset op i det samme hjem i Aalborg, de har sunget sammen, siden de var små, de har gået på den samme friskole, lyttet til de samme cd’er i bilen på vej til Sydeuropa, gået til de samme halfester, de har begge to høje kindben og langt hår – og så er de succesfulde musikere. Fine som forsanger/sangskriver i trioen Chinah og Amanda som den ene halvdel af duoen Jærv. Musikken er noget, der fra barnsben har bundet søstrene tæt sammen, men de fortæller samtidig, at den i overraskende lille grad fylder i deres relation i dag.
Fine: »Vi er meget forbundet menneskeligt, men ikke nødvendigvis i form af vores arbejde. Vi taler heller ikke om kunstneriske visioner med hinanden. Det har måske noget at gøre med, at vi er forskellige musikalsk, men også at vi kommer fra et hjem, hvor der ikke var særlig meget forventningspres. Men vi sang altid sammen, da vi var små«.
Amanda: »Ja, jeg kender virkelig din stemme godt. Men når vi er sammen, handler det faktisk meget lidt om musik. Det er bare sådan en ting, der er. Det er selvfølgelig også vildt fedt, at vi har hinanden i musikken, fordi der er en indforståethed, der gør, at vi bare kan kigge på hinanden, og så ved vi ligesom… ja. Men det er ikke noget, der fylder mega meget«.
Sydpå i Dumbo
Hvis jeg skulle sætte ord på Chinah, er et af de første, der dukker op i min bevidsthed: ‘Cool’.
Der findes masser af billeder, hvor Fine som frontfigur i Chinah kigger ind i kameraet med et isnende køligt blik. Jærv, der er Amandas projekt med makkeren Mathias Pedersen Smidt, har ligeledes en nordisk, højtidelig tone over sig, der virker alt for storladen til lejligheden på Amager, som vi sidder og drikker kaffe i.
Men når Fine og Amanda sidder ved siden af hinanden og snakker om fuglemotiverne på kaffekopperne, deres folkeskoleminder, og hvordan de optrådte på gaden med deres far på ferier i Sydeuropa, er stemningen en markant anden – og langt mindre højtidelig end dem ramme, man ellers kender dem i.
De er fjollede og ivrige, og man mærker tydeligt, at hjernerne arbejder på højtryk, mens de prøver at gennemskue og gennemanalysere de ting fra deres barndom, der har været med til at definere deres forhold i dag. Særligt den analyserende, fintfølende tilgang til samtaler kommer fra et hjem med en psykologmor og en musikerfar.
Amanda: »Vi har altid været meget analyserende. Vi har analyseret mennesker i familien, venner og hinanden, og man har aldrig været bange for at være blandt store følelser i vores hjem. Det giver jo god mening med en mor, der er psykolog, og når man så oveni har en far, som er musiker, kan det godt være, man har følelserne lidt mere uden på tøjet end i andre hjem med forældre i andre professioner«.
Søstrene fortæller, hvordan »lyden af banjo gennem en væg« har fungeret som soundtracket til deres barndom i Aalborg, og særligt en række sommerferier sydpå i en autocamper (kaldet Dumbo) er noget af det, der fylder meget i fortællingen om deres musikalske opdragelse.
Fine: »Vi plejede at stå på gaden og spille med vores far og så åbne guitarkassen og tjene lidt penge på det. Det er en stor del af vores opvækst og virkelig noget, man tænker tilbage på, som har givet ekstremt meget«.
Amanda: »Når man som barn er i det, så tænker man jo, at det er det mest naturlige i verden, men efter jeg er blevet ældre, er det gået på for mig, hvor få, der har gjort sådan noget med deres familie. Vores far startede altid alene, og Fine og jeg havde sådan en barriere, vi skulle over sammen, hvor vi syntes, at det var det pinligste i hele verden«.
Fine: »Vi var altså sådan noget… fire og seks år. Vi var virkelig små«.
Amanda: »Jeg tror, ikke det lød vildt godt, men jeg tror, vi var overbevisende, fordi vi følte, det var det fedeste. Vores far kiggede altid lidt tilbage og holdt øje med os, og så tog vi hinanden i hånden og gjorde det«.
Fine: »Det var virkelig sådan en ‘spurgt’-situation, for der var jo ingen, der havde bedt os om at gå op og spille. Når vi stod der på gaden og folk gik forbi, så var det meget tydeligt, at nogen er fucking ligeglade, men andre stopper op og så ræsonnerer det med et eller andet. Det har måske givet os en eller anden form for hårdførhed«.
Amanda: »Jeg kommer til at tænke på, at der engang var en kvinde, der sagde til mig, at det var ret vildt for hende, at man som musiker overhovedet vil sætte sig selv i den situation. At man har lyst til at udstille sig selv på den måde, for man ved jo netop ikke, om folk vender sig om og går. Det spørgsmål sad fast. Gud ja, hvorfor gør jeg det? Men det gjorde vi jo egentlig allerede dengang«.
Sammenligningens giftige spind
Spørgsmålet om, hvorvidt man kommer til at sammenligne sig som så jævnaldrende søstre, der arbejder med samme slags kunst, ligger og lurer i min bevidsthed i en stor del af samtalen.
Men inden jeg selv får bragt det på banen, sætter søstrene ord på, hvorfor netop dét aldrig rigtigt har fyldt i deres relation. Selv om de er ens på mange menneskelige punkter, er deres musik nemlig ret forskellig. De forklarer, at særligt indadvendthed og udadvendthed adskiller deres udtryk fra hinanden, da jeg beder dem beskrive hinandens musik.
Fine: »Jeg føler, at du (Amanda, red.) er ret konfronterende i din måde at stå på scenen på. Du er heller ikke bange for det storslåede og det bombastiske – der er noget mere udadvendt og fandenivoldsk over dig. Og så synes jeg, at der er en utrolig stor varme i din stemme alligevel. Mødet mellem noget moderligt varmt og noget kraftfuldt«.
Amanda: »Jeg forbinder dig (Fine, red.) med noget andet end Chinah. Jeg kan jo huske, da du stod og sang Dolly Parton på terrassen, og da du begyndte at skrive folksange. Så når jeg tænker på dig, så tænker jeg mere på din sangskrivning end på de kontekster, du er i. Jeg synes, du har en stemme, der rammer mig i hjertet. Og der er den der indadvendthed, som er kontrasten til det, du siger om mig. Det forbinder jeg med dig – ‘hertil og ikke længere’, hvor jeg er lidt mere ‘du får lige det hele’«.
Netop bevidstheden om hinandens forskellige styrker og udtryk lader til at være nøglen til at undgå at blive fanget i et giftigt sammenligningsspind.
Amanda: »Sammenligning kommer let til at betyde meget i musikbranchen, og jeg synes, man kæmper meget med det, selv om man bare har lyst til at skubbe det væk. Men jeg er glad for, at vi ikke har den ting. Når vi kigger hinanden i øjnene til en koncert, så føler jeg 100 procent opbakning. Jeg føler virkelig, at Fine står og sender good vibes og har lyst til, at det skal gå mig vildt godt, når jeg spiller«.
Fine: »Men altså, vi har da også haft vores spændingsture og perioder, hvor ting ikke er blevet sagt højt. Det får vi det ekstremt dårligt i. Det havde været sådan i en periode, hvor vi så havde ‘snakken’ på… Oslobåden…? Haha. Vi havde været på skitur og endte med bare at sidde og græde, og det gik op for os, at vi havde det meget på samme måde«.
Det bliver også tydeligt, at det ikke kun er forskellighederne, der holder de musikalske sammenligninger for døren. Fine og Amanda lader til, som så mange andre søstre (eller veninder for den sags skyld), langt hellere at ville snakke om forhold, kærlighed og venskaber, når de er sammen.
Amanda: »Hvis vi nu mødtes og snakkede musik, musik, musik, kunne det også være, vi kom til at sammenligne os mere, fordi det så bare var det, vi havde. Men vi snakker jo meget mere om for eksempel parforhold«.
Fine: »Vi snakker meget mere, om hvordan vi har det. Det indebærer jo også musikken, men der er så meget mere i det«.
»Hvis du kan, kan jeg også«
Der har været Liam og Noel Gallagher, Jonas Brothers, Billie Eilish og Finneas, Haim-søstrene og mange flere.
Søskendeforetagender i musikindustrien er absolut ikke et særsyn. Og dog er det noget, man sjældent er stødt på herhjemme, måske lige med undtagelse af… S.O.A.P? Ideen om at lave musik sammen er da heller ikke fremmed for Amanda og Fine, men de er usikre på, om det bør realiseres.
Amanda: »Vi har snakket om det især i situationer, hvor vi har været fulde. Men det er godt nok længe siden… Jeg tror det i så fald vil være om lang tid«.
Fine: »Når vi er pensionister. Når vi laver vores bluegrass-album og går tilbage til rødderne«.
Amanda: »Men aarh. Jeg tror også, det kunne være sprængfarligt. Det ville i hvert fald ikke give sig selv, at det skulle gå godt. Når vi har prøvet at lave sange sammen, er det faktisk også gået sygt dårligt, og det er nok fordi man kan tillade sig mere over for sin søster, end man kan over for sine veninder«.
Fine: »Vi går også ind i nogle roller sammen. Når vi ser hinanden, så klinger barndommen bare, og der er nogle mønstre, der bare bliver aktiveret. I vores tilfælde handler det også om, at vi er tæt på hinanden aldersmæssigt, på køn, og vi er søskende. Der er nærmest ikke nogen, man kan spejle sig mere i – på godt og ondt. Men jeg kan huske, vi engang kørte hjem fra noget, hvor jeg havde spillet, da jeg var 15 år, og der sagde du, Amanda: ’Hvis du kan så kan jeg også’«.
Amanda: »Sagde jeg det? Det kan jeg slet ikke huske«.
Fine: »På en eller anden måde var det meget fint, og det beskriver, hvordan vi havde det på alle fronter. Kan du, så kan jeg også«.
Amanda: »Det var det samme på rideskolen. Hvis jeg kunne gå op på Baldur, så kunne du også gå op på Björk«.
Fine: »Selv om jeg var bange, så gjorde jeg det bare. Sammenligningen kan hurtigt tippe over til at blive giftigt, men den kan også være virkelig positiv og noget som skubber dig, fordi du har lige set én, der minder om dig selv, gøre det«.
Amanda: »Det er jo også det med, at når jeg ser dig gå op på scenen, så er mit hjerte deroppe«.
Fine: »Hvis jeg overskrider en grænse, så er du næsten også med inde over«.
Læs også: De 20 vigtigste danske album i 2010’erne – inklusive Chinah