Årets første Top Tracks: Her er juleferiens otte bedste nye sange

Årets første Top Tracks: Her er juleferiens otte bedste nye sange
Tyler, The Creator.
Foto: Sam Rock
Vores ugentlige Top Tracks-liste er tilbage, og vi skyder selvfølgelig 2020 i gang med en opsamling af de bedste sange, der er landet i løbet af juleferien til og med årets første fredag.


1. Tyler, The Creator ‘Best Interest’

Over juleferien gav Tyler os to nye sange, ‘Best Interest’ og ‘Group B’. Førstnævnte er efter Tylers eget udsagn en sang, han ikke helt fik færdiggjort under ‘Igor’-indspilningerne, men den byder skam stadig på al den soulede virtuositet og romantik, som definerede albummet.


2. Travis Scott feat. Pop Smoke ‘Gatti’

‘JackBoys’ er en ny opsamling fra hiphopkollektivet af samme navn. JackBoys består af Sheck Wes, Don Toliver og Travis Scott, og sidstnævnte agerer hovedkunstner på dette hårdtslående track, hvor Pop Smokes hæse vokal skaber dejligt modspil over for Travis’ æteriske autotune.


3. Benjamin Hav ‘Dit hjerte er rent’

På de første tre minutter af dette track fra Benjamin Havs spritnye solodebut, ‘Spice Up Your Life’, bliver der rappet uafbrudt om et parforholds op- og nedture. I løbet af det hele bruger Hav samme flow på hver eneste linje, nærmest som en måde at illustrere, hvordan parret er ude af stand til at bryde ud af denne rutine. I en sungen epilog til nummeret tager han et skridt tilbage og reflekterer over den komplekse situation.


4. The Front Bottoms ‘Camouflage’

The Front Bottoms har i noget tid arbejdet på et nyt album, og når vi hører ‘Camouflage’, får vi på fornemmelsen, at det er værd at se frem til. Den catchy rockhymne er rootsy, slagkraftig og ængstelig på en og samme tid.


5. FVN ‘Pause’

Eritrerisk-danske FVN har udgivet en skarp, attituderig sang i form af den punchline-tunge ‘Pause’. Hvis man skulle være i tvivl om, at FVN har talent, så får hun »Amager« til at lyde fuldstændig naturligt i et nummer, der ellers er på engelsk hele vejen igennem. Det kræver sine færdigheder, hvad gælder levering.


6. Awinbeh ‘Fever’

Awinbeh Ayagiba, der tidligere var kendt som forsanger i Silvester, skænkede os den 27. december debutalbummet ‘Life Stories’. Samme dag udgav han en video til det sjælfulde, groovy track ‘Fever’, der både taler til danseskoene og til de dybere følelser.


7. Tessa ‘Sjakalina’

Dansk hiphops selvudnævnte dronning er tilbage, og denne gang får hun på hooket følgeskab af lidt autotune, der får hende til at føles ekstra hardcore. Tilsat en produktion, der lyder som en blanding af Mustard og London on Da Track, føles Tessas vittige bars punchy som sjældent før.


8. Peter Sommer ‘Videre og så videre’

Peter Sommers inderlige lyrik sammenligner livets ufortrødent fremadrettede bevægelse med sport. »Vi vandt heller ikke i år, lå-lå-lå-lå«, synger den dygtige singer/songwriter over en på én gang jangly og melankolsk guitar.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold