Molina vrider popmusik i nye retninger på ‘Vanilla Shell’

Molina vrider popmusik i nye retninger på ‘Vanilla Shell’
Molina.
Foto: Sarah Liisborg
Molina vrider popmusik i nye retninger på ‘Vanilla Shell’ - Vanilla Shell
4 6
Molina
'Vanilla Shell'

Ep, Tambourhinoceros

Rebecca Molinas eklektiske artpop lyder af tusind ting på én gang på hendes nye ep. De sitrende synthesizere peger på den dystre stemning i 80’ernes ‘Blade Runner’, de udefinerbare blæser- og strengeinstrumenter leder tankerne hen på en ældgammel rituel urkraft, og den akustiske guitar, der optræder sporadisk, refererer svagt til lejrbålsfællessang.

De mange forskellige indflydelser er Molinas største styrke. Når hun balancerer dem rigtigt, skaber hun et nuanceret og virkelig interessant lydbillede med kvinden og maskinen i harmoni, det organiske og det syntetiske.

Titelnummeret har stor variation, fra en ren vokal intro til et fremadskubbende synthesizerhook, der bliver trukket væk for at give plads til et lille blæsermellemspil. Også ‘Hey Kids’ fungerer rigtigt godt, med et drevent simpelt trommegroove, en lidt utraditionel melodi og nogle legende korstemmer.

Når musikken er så eksperimenterende, bevæger Molina sig konstant på grænsen mellem nyskabende og irriterende, og indimellem krydser hun den også. ‘Mike’ vil for nogle være et sjovt legende nummer, men det er også så opbrudt, at det er svært at fornemme en sammenhæng og faktisk nyde nummeret. Når det i sit sidste minut tager sig tid til at dvæle ved den samme tekstbid og bygge den langsomt op, fra a cappella til fuldt band, fungerer det rigtigt godt – men inden det sker, skal vi igennem en masse stykker, der musikalsk ikke hænger lige så godt sammen.

Molinas tekster er ikke så stærke som hendes kompositoriske evner. Ofte er det uklart, hvad hun gerne vil sige med sine sange, som på ‘Hey Kids’: »Hey kids / into dust together / hey kids / eyelids / heavy as leather / eyelids«.

Men i store træk lykkes Molina med at skabe et legende og eksperimenterende univers, hvor hun inddrager mange forskellige indflydelser, flere sprog (på ‘Parásito’) og kommer med nye bud på retninger, popmusikken kan bevæge sig i.


Kort sagt:
‘Vanilla Shell’ rummer artpop så eksperimenterende, at Molina bevæger sig på grænsen mellem det nyskabende og irriterende, men hun lykkes oftest med sit legende univers, der udstikker nye retninger for popmusikken.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold