Nick Jonas synger med spinat mellem tænderne – og fire andre memeværdige øjeblikke fra Grammy Awards

Nick Jonas synger med spinat mellem tænderne – og fire andre memeværdige øjeblikke fra Grammy Awards
Jonas Brothers (med Nick i midten) til Grammy Awards. (Foto: Kevin Winter/Getty Images for The Recording Academy)

Internettet er et nådesløst sted, men altså, på en måde beder man også selv lidt om det, hvis man ikke lige tjekker tænderne, før man stiller sig op på scenen til en af verdens mest sete musikbegivenheder.

Det skulle Nick Jonas fra popgruppen Jonas Brothers i hvert fald nok have gjort før trioens optræden til Grammy Awards. Her faldt internettets meme-sultne horder nemlig hurtig over noget, der lignede et spinatblad i sangerens tænder. Pinligt, pinligt, pinligt.

Nick Jonas fik dog reddet den (sådan da) ved at være med på joken efterfølgende. Han tweetede han nemlig: »Nu ved I allesammen i det mindste, at jeg spiser mine grøntsager«.

Reaktionerne på nettet rækker fra hån til én enkelt Twitter-bruger, der ville ønske, at hun var spinatbladet mellem Nick Jonas tænder. Andre har konspirationsteorier parat om, at de andre Jonas-brødre bevidst ikke sagde til Nick, at han havde noget mellem tænderne – som payback for, at han var skyld i bandets oprindelige breakup.

Ozzy Osbournes kone kokser i navnene

Nick Jonas’ famøse spinatblad var dog ikke det eneste meme-værdige øjeblik til årets Grammy Awards. Et af de mere småpinlige momenter var uden tvivl, da Ozzy Osbourne og hans kone Sharon skulle læse titlerne op på årets hiphopsange.

Sharon Osbourne har tydeligvis ingen idé om, hvad de her sange og artister er for nogen, hvilket (selvfølgelig) har ledt til ironiske forslag på internettet om, at hun bør være vært ved hiphop-awardshowet BET Awards.

Tyler, The Creator kalder sin mor »dawg«

Apropos rappere: Tyler, the Creator vandt fuldt fortjent årets rap-album, og gav en mindeværden optræden med en række sange fra ‘Igor‘. Men hans mest meme-værdige moment var nok, at han rent faktisk kaldte sin mor for »dawg«, da han modtog sin pris.

Lizzo hepper på Beyoncé

Lizzo var også en af aftenens vindere – hun vandt Best Pop Solo, en pris hun dog nok selv havde givet til en anden. For opmærksomme seere har luret, at hun krydsede fingre og gentog »Beyoncé« lige før vinderen blev afsløret.

Ét styks excentrisk hovedbeklædning

Der var altså masser af sjove og/eller åndssvage momenter til Grammy Awards. Men ingen meme-opsamling er fuldendt uden et billede af en fjollet hat. Så voila: Her er Billy Porter fra serien ‘Pose’ iført excentrisk hovedbeklædning.

Årets Grammy-uddeling fandt sted søndag aften, og bød på optrædener fra blandt andre Billie EilishAriana Grande, Lizzo, Tyler, The Creator, Lil Nas X og en stort anlagt Nipsey Hussle-hyldest. Få det fulde overblik HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af