10 skæve perler fra Lana Del Reys musikalske skatkammer

10 skæve perler fra Lana Del Reys musikalske skatkammer
Lana Del Rey.
Lana Del Rey har varslet ikke bare ét, men to nye album i 2020. Vi vælger at tage den gådefulde amerikaners ord for gode varer og varmer op med ti underbelyste nedslag i hendes kalejdoskopiske bagkatalog.

Lana Del Rey har alle dage udgivet brillante singler – fra bagholdsangrebet ‘Video Games’ tilbage i 2011 til det forførende comeback ‘Love’ i 2017 og regnen af stærke sange op til udgivelsen af ‘Norman Fucking Rockwell!’ sidste år.

Imens visse af hendes kolleger (Swift, host) er knap så dygtige til at håndplukke de rigtige teasere, har Del Rey så meget styr på disciplinen, at hendes album kan synes at ledsage singlerne og ikke den anden vej rundt.

Det ændrede sig dog med ‘Norman Fucking Rockwell!’, der er så meget et ‘helt værk’, som noget album kan være. Og også 2020 kommer til at stå i albummets tegn for amerikaneren.

For selv om ‘NFR!’ kun har været ude i knap seks måneder, har Lana Del Rey varslet, at to nye udgivelser er på trapperne – en med arbejdstitlen ‘White Hot Forever’ og et spoken word-album navngivet ‘Violet’. Sidstnævnte byder efter sigende på »gritty freestyle-poesi«.

Vi er blevet i den åre og dykker her dybt ned i Del Reys kalejdoskopiske bagkatalog – uden om de oplagte singler – for at fremhæve mere skæve perler, der dog bestemt fortjener deres plads i spotlyset.

Imens håber vi, at Lana holder liv i inspirationen fra ‘Norman Fucking Rockwell!’ og arbejder igennem – og måske slipper en ny fantastisk single snart?

1. ‘Yayo’ (fra ‘Born To Die – The Paradise Edition’)

»Let me put on a show for you, daddy«, lyder den centrale linje på denne ensomme klaverballade, der ligger og roder rundt nede i bunden af en alt for lang trackliste. Tematisk lægger sangen sig således i perfekt forlængelse af Lana Del Reys storsælgende debutalbum, hvis kærlighedshungrende kvinder er født til at dø, lader sig dominere af mænd på motorcykler og smager af cola imellem benene.

Men i et lydunivers præget af storladne strygerarrangementer og hiphopbeats skiller ‘Yayo’ sig ud. Lanas vokal valser sløvt med sig selv over et luftigt klaverarrangement, hvis akkorder er så sørgmodige, at man føler sig hensat til en scene fra Laura Palmers sidste dage. ‘Yayo’ varslede således tidligt, at Lanas karriere ville tage en afkørsel fra de velproducerede (og en anelse kalkulerede) ballade-bangers.

 

2. ‘Radio’ (fra ‘Born To Die’)

Mindre modstand finder man på ‘Radio’ fra samme album, der ikke kvalificerede sig som single, men besidder samme glitrende, drømmende og ildevarslende udtryk som ‘Born To Die’ og ‘Blue Jeans’. Der er noget kitschet over sangens grammofon-knitrende strygerintro, svulstige bro og naive tekster (»now I’m in L.A., and it’s paradise«), men den er stadig et kanelsødt destillat af Lanas tidlige excelleren udi Hollywood sadcore.

 

3. ‘Flipside’ (bonustrack fra ‘Ultraviolence’)

Den elektriske guitar spiller en afgørende rolle på Lana Del Reys karrieredefinerende andet album, ‘Ultraviolence’. Men på bonustracket ‘Flipside’ er den en stand alone star, forvrænget til et ulmende ekko – og det skaber et helt anderledes Lana-udtryk, som lyder af både Dirty Beaches og PJ Harvey anno de tidlige 90’ere.

Med kølig ro indtager hun perspektivet hos en kvinde, der vakler imellem en usund romance og frigørelse. ‘Flipside’ er tekstmæssigt således klassisk nihilistisk Lana med Springsteen i radioen og »drinks on the patio«. Den ekstra opmærksomme lytter vil kunne notere sig, at hun citerer omkvædet (»I’ll catch you on the flipside«) på ‘California’ fra sidste års ‘Norman Fucking Rockwell!’.

 

4. ‘Cruel World’ (fra ‘Ultraviolence’)

Vi bliver i ‘Ultraviolence’-land, som er et dystert og trøstesløst sted at være. Men betragter man værket som et konceptalbum, der undersøger og giver stemme til kulturhistoriens kuede kvinder, glider de fortabte skæbner bedre ned. De fantastiske sange står i kø på albummets første halvdel (titelnummeret, ‘Shades of Cool’, ‘Westcoast’), med den buldrende skudsalve ‘Cruel World’ som showåbner.

En fortvivlet Lana synger her, så det balsambløde stemmebånd får skrammer, og det bliver svært at skille sindssygen fra kærligheden (»you dance in circles around me, you’re fucking crazy, crazy for me«). Imens fremkalder Dan Auerbachs flossede guitar billeder af et ørkenlandskab, lige inden solen forsvinder bag horisonten. Fortættet, dirrende – og tålmodigt forløst over næsten syv minutter.

 

5. ‘Money, Power, Glory’ (fra ‘Ultraviolence’)

Sangtitlerne påkaldte sig en del opmærksomhed, da ‘Ultraviolence’ udkom i 2014. ‘Sad Girl’, ‘Pretty When I Cry’, ‘Shades of Cool’ – alle var de Hollywood sadcore sat køligt og humoristisk på spidsen. ‘Money, Power, Glory’ var naturligvis ingen undtagelse. Den dunkle, storladne ballade giver stemme til en skamløs golddigger, og hvilken stemme – Lana Del Reys åndeløse fraseringer trækker omkvædet helt til vejrs.

I den kyniske tekst kan man dog også læse en samfundskritik, der afslører amerikanerens klare blik på vores moderne verden: »You say that you wanna go, to a land that’s far away, how are we supposed to get there, with the way that we’re living today?«

Når de teatralske lag er skrællet af, står en hård kerne af desillusion tilbage.

 

6. ‘Art Deco’ (fra ‘Honeymoon’)

Kun et år efter ‘Ultraviolence’ fulgte Lana Del Rey op med det temmelig statiske ‘Honeymoon’-album. Her er ingen rygende pistoler og rullende kampesten, til gengæld har de bedste af balladerne et klassisk, næsten filmisk snit (lyt blot til strygerarrangementet på titelnummeret).

Gearet er også helt i bund på ‘Art Deco’, der midtvejs på albummet næsten bedøver lytteren med sine slumrende synthlag, et trapbeat i slowmotion og Lanas hviskende vokal. Effekter, der imidlertid tjener sangens tema om en gruppe teenageres natlige fortabelse på dansegulvet, imens diskrete saxofontoner i outroen puffer til det paralyserede udtryk.

 

7. ‘God Knows I Tried’ (fra ‘Honeymoon’)

Summende cikader, Morricone-klingende guitarspil og en øjeblikkeligt iørefaldende melodi giver denne ‘Honeymoon’-skæring et tidløst udtryk. Lana synger vemodigt, men med en ætsende insisteren, om berømmelsens bagside, hvis ensomhed er både ufrivillig og frisættende.

Her er solopgangens farver så stærke, at de beruser som en tequila sunrise, og ‘Hotel California’ er det foretrukne soundtrack. Titlens gentagne mantra og den afsluttende bøn (»let there be light, light up my life«) har eksistentiel tyngde som en westernfilm, imens de popkulturelle referencer gør sangen til Lana Del Reys egen. Både let og alvorlig, som når hun er bedst.

 

8. ‘13 Beaches’ (fra ‘Lust For Life’)

At den forholdsvis private Lana Del Rey kan have det svært med spotlyset, skinner også igennem på dette skud melankoli fra ‘Lust For Life’ – et album, der ellers tager stædigt favntag med kærlighedens positive kræfter post-Trump.

‘13 Beaches’ er inspireret af en dag, hvor stjernen efter eget udsagn lagde vejen forbi absurd mange californiske strande, før hun fandt en uden lurende paparazzier. Netop den utilslørede desperation i teksten, der får perfekt modspil af Lanas kølige vokal, gør sangen til noget særligt.

Lana Del Rey får desuden klippet et stykke old Hollywood ind i form af en replik fra skuespilleren Candace Hilligoss i horrorfilmen ‘Carnival of Souls’ (1962). »I don’t belong in the world«, lyder det i den strygerbårne intro, som et ekko fra en anden tid, hvor ensomheden også var et livsvilkår.

 

9. ‘White Mustang’ (fra ‘Lust For Life’)

Da ‘Lust For Life’ udkom i 2017, havde Lana Del Rey over fire album perfektioneret iscenesættelsen af sine foretrukne karakterer og deres mytiske liv – gangsteren, rockstjernen, kærlighedsmisbrugeren, filmstarletten og ikke mindst groupien. Det i en sådan grad, at nogle af hendes sange fra perioden lyder af en kunstner på automatpilot.

‘White Mustang’ gør sig til dels skyldig i at følge en favoriseret formel så præcist, at resultatet fremstår dovent og uinspireret. Som har Lana Del Rey tænkt: »Nu skal jeg skrive en klassisk Lana Del Rey-sang«.

Ikke desto mindre er det en god sang med en sexet stemning, som amerikaneren bare mestrer – simpelt skåret over to korte vers, omkvædets døsigt repeterende linje og en fløjtende outro. Og ja, sangen handler om længslen efter en destruktiv musikermand, og han kører i en hvid Ford Mustang, ikke…

På sit følgende album gassede Lana op. Det var nødvendigt.

 

10. ‘Cinnamon Girl’ (fra ‘Norman Fucking Rockwell!’)

Lana Del Rey slap så mange forbløffende gode singler op til udgivelsen af ‘Norman Fucking Rockwell!’, at man kunne frygte, magien var udtømt, da albummet omsider udkom. Det var den som bekendt ikke. ‘Cinnamon Girl’ lyser op som en aparte, blanksort perle halvvejs igennem et album, der er præget af klassisk sangskrivning i varme, analoge gevandter.

Versenes bedrøvede klaverakkorder glider over i et næsten ordløst, effektindsvøbt omkvæd, alt sammen centreret omkring den knusende linje »if you hold me without hurting me, you’ll be the first who ever did«. ‘Cinnamon Girl’ er en kærlighedshistorie og en tilstand. Om det er en selvudslettende eller blot en hengiven en af slagsen, må være et temperamentsspørgsmål.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold