Gilli og Branco tager en sejrsrunde på fællesalbummet ‘Euro Connection’
Efter årevis på toppen af hitlisterne er vi nået til en foreløbig konklusion på den bølge, dansk rap har redet på de seneste år: Et fællesalbum fra Gilli og Branco. Fordi det er to af de vigtigste stemmer i dansk rap, fordi det kommer under et år efter deres respektive soloalbum, samt album fra stort set alle deres kollegaer, og fordi projektet er så stort anlagt, er der en slags finalitet over det. Som om stjernerne og Spotify-guderne har planlagt det hele.
Alligevel er det fristende at spørge: Har vi brug for det her? Måske ikke. Men de to stjernerappere giver alligevel et solidt argument, simpelthen fordi de er så leveringsdygtige. Ydermere får de det bedste frem i hinanden og komplementerer hinanden godt. Branco har sin hårde vokal, Gilli sin mere melodiske stil. »Det ryg til ryg, du ved jeg har dig hvis du har min / Det’ fucking Kiko x Branco, euro connection løfter hele industrien«, rapper Branco, inden Gilli tager over uden at blinke på ‘Back to Business’.
Sulten efter verden udenfor er tydelig. Der rappes om Paris, Marbella og Dubai og gæstes på fransk og engelsk (Daks på ‘French Connection’ og Nafe Smallz på ‘Believer’) ud over de fremmedord hovedpersonerne selv sniger ind. Der er til gengæld ingen af de sædvanlige danske gæster (Benny Jamz, Sivas, Kesi), måske fordi blikket er rettet mere udad. Man kan spørge om de har fået storhedsvanvid — omvendt er de efterhånden på et niveau, hvor Danmark må begynde at føles småt, hvorfor man ikke kan bebrejde dem for at drømme større.
Det er det hårde, store gangsterliv med pistoler, ure og ture til Dubai, der bliver kredset om. »Young G bagved / Og jeg sværger han tager liv for et AP / Og vi lander i Dubai uden baggage«, rapper Branco på ‘Level Up’. Samtidig glemmer de heller aldrig familien, kvarteret og dengang de kun havde længslen efter livet og succesen. »Husker min mama sagde bare bliv derhjemme mens hun lavede 9-5«, lyder det på ‘Eazy’, og »kun kærlighed til kvarteret / millioner lav flere« på den melankolske lukker ‘Motivation’.
Hele albummet er produceret af Nicki Pooyandeh, men bliver ikke ensformigt af den grund. Der er hårde hiphopproduktioner (‘Money Moves’) og de klassiske afrobeats (‘Napoli’ og ‘Mon Cheri’). Så er der den melodiske, storladne ‘Level Up’, et klart højdepunkt. De klubbede beats på den benhårde ‘Murda’ og de melankolske ‘Verden venter’ og ‘La Danza’.
De to rappere er ikke bange for at kaste sig ud i lidt af hvert. ‘La Danza’ refererer Danseorkestrets klassiker ‘Regndans’, der bliver nærmest et stripper-anthem (»dans, dans så skejsen falder ned«, synger Gilli). Det er et modigt træk at bruge så velkendt et nummer og i fare for at blive corny. Alligevel er der en selvsikkerhed, som får det til at lande.
Det kan man i virkeligheden sige om ‘Euro Connection’ generelt. Det når ikke helt de højder, vi hørte på Gilli og Brancos soloalbum, der begge var præget af vision og fokus. Mindre kan dog også gøre det. ‘Euro Connection’ kører på netop selvsikkerheden. Det er en opvisning i det rå talent og de evner, Gilli og Branco har, og er udført med sådan en overbevisning, at det er svært ikke at blive revet med.
På den måde er det en ekstra sejrsrunde, et foreløbigt monument over de to rapperes bedrifter, der viser hvor langt de, og den bølge af dansk rap de repræsenterer, er nået, men også en forvisning om at der stadig er en sult efter mere.
Kort sagt:
Selvom ‘Euro Connection’ ikke når niveauet fra Gilli og Brancos respektive soloalbum, viser det, at vi har at gøre med to af Danmarks bedste og største rappere lige nu.