Nyt Frank Ocean-nummer på trapperne

Nyt Frank Ocean-nummer på trapperne
Frank Ocean. (Foto: Jason Merritt/Getty Images)

Alt tyder på, at vi går en solid Frank Ocean-sæson i møde. Seneste livstegn fra den notorisk sky kunstner kom i går i form af en mail til alle, der havde bestilt en vinylversion af ’Little Demon’ – Oceans endnu ikke officielt udgivne Skepta-samarbejde, der fik Blonded-radiopremiere i et Arca-remix i efteråret.

Mailen til alle ’Little Demon’-kunderne annoncerede, at ’Little Demon’ ville blive erstattet af en helt ny Frank Ocean-sang. Skulle ændringen give køberne kolde fødder, kan de nå at annullere deres ordre inden på fredag. Med blot et par dages frist må det nye nummer således efter alt at dømme være lige om hjørnet.

Frank varmede allerede op til et comeback i slutningen af 2019 med singlerne ’DHL’ og ’In My Room’, mens han i sidste måned slap en ny omgang ’Blonded’-merchandise. Til sommer agerer han desuden hovednavn på Coachella, hvilket kunne være et yderligere oplagt tegn på, at et nyt album kunne lande inden festivalsæsonen sætter ind.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af