Sponsoreret indhold

Trailerpark-bossen Carla Cammilla Hjort: “Højskolen gav mig den afklaring, jeg havde brug for”

Trailerpark-bossen Carla Cammilla Hjort: “Højskolen gav mig den afklaring, jeg havde brug for”
Carla Cammilla Hjort er en kreativ og passioneret entreprenør, der står bag ArtRebels og Trailerpark Festival. Som ung havde hun en idé om, at hun skulle leve af at lave film, og derfor tog hun på film-højskole, for at prøve sig selv af. Det var som bekendt en lidt anden retning, hun senere gik i, men tiden på højskole gav både afklaring og værdifuld læring, som hun bruger den dag i dag.

At lave eller ikke lave film
Selvom (eller måske netop fordi) højskole-opholdet ikke ledte videre til en karriere inden for film, var det en ekstremt værdifuld oplevelse, fortæller Carla Cammilla: “Alt hvad jeg lærte i løbet af det år, har jeg haft glæde af sidenhen. Jeg lærte først og fremmest, at jeg ikke skulle dedikere mig til at lave film resten af mit liv, men til gengæld at jeg havde et naturligt talent for at lede kreative processer og var god til at realisere idéer.”

Og hun fortsætter: “Jeg har i dag fire virksomheder og en stor del af det arbejde, vi laver, bliver dokumenteret i film. Så er det rigtig brugbart at jeg kan “tale sproget” og være med til at briefe instruktør og kamera, samt at jeg har forståelse for, hvad det kræver at lave gode visuelle fortællinger.”

Personlig udvikling
Den faglige afprøvning var kun ét element af højskoletiden: “Derudover var der også et vigtigt element af personlig udvikling i opholdet. Vi havde en lærer i drama, som arbejdede meget med forskellige meditationsteknikker, stemme- og kropsmetoder, hvilket blev mit yndlingshold. Jeg har altid interesseret mig for meditation og kroppen, og inden mit højskoleophold havde jeg rejst jorden rundt i 4 år og bl.a. boet i en Ashram i Indien i et år, hvor jeg blev uddannet kropsterapeut og meditationslærer. Så jeg var glad for, at højskolen havde kombineret de elementer med den kreative proces. Noget jeg sidenhen har erfaret er særdeles værdifuldt og en særdeles effektiv måde at finde balance og ro på, trods travlhed og store ambitioner og drømme. Og så er der selvfølgeligt mødet med en masse søde mennesker, som man bliver venner med igennem den kreative proces.”

Kreativt kollektiv og læring i øjenhøjde
“Der er noget helt unikt i den fordybelse, det er at bo på en højskole”, siger Carla Cammilla. “Man kommer virkeligt tæt på hinanden, og lærerne kommer ofte mere i øjenhøjde, og min oplevelse var også, at der en stor grad af tillid fra lærerne mod eleverne. På mange måder er det som at bo i et kreativt kollektiv, og jeg ved, at der er mange som fortsat arbejder sammen og holder kontakten.”

Om valg af højskole
Når man skal vælge, hvilken højskole, man vil på, handler det ifølge Carla Cammilla både om at tænke sig om og at mærke efter: “Har skolen et godt ry, har den gode lærere, gode hold, smuk natur… Basically om den appellerer til dig og kan tilbyde undervisning i det, du interesserer dig for og har lyst til at undersøge nærmere.”

Men man skal altså ikke nødvendigvis vide på forhånd, hvad man skal bruge opholdet til på længere sigt. Det kan netop være et højskoleophold, der giver dig den afklaring, du mangler, for at kunne træffe de rigtige valg for dit liv: “For mig var det en måde at prøve at fordybe mig i noget, jeg troede, jeg ville bruge mit professionelle liv på og blive afklaret med, om det var noget, jeg ville fortsætte med at forfølge. Det fandt jeg så ud af, det ikke var, men det var som sagt på ingen måder spildt, og jeg bruger fortsat den viden om filmproduktion i mit arbejde i dag.”

Læs mere om de danske højskoler, og find den højskole, der passer lige præcis til dig.